Skyggerigernes fjerde prins.

Man ved aldrig hvem der er hvem, og hvem der er hvad.
Slottet i midten af byen, Cellarian som ligger i attenhundredetallets England, er beboet af en prins. En ung smuk mand, som efter sigende leder efter en brud. Byboerne elsker deres prins, som virker god og mild imod alle. Og enhver ung frøken i byen, stræber efter at blive hans dronning.
Men da en ung forslået pige en dag ankommer til byens port, og bliver taget i pleje af en familie, begynder mystiske ting at ske.
For denne smukke, troværdige pige, ser andet i prinsen end godhed.

13Likes
19Kommentarer
2721Visninger
AA

10. Nye bekendtskaber.

Hendes mørke hår hang fladt og pjusket omkring hendes skuldre da hun med faste skridt gik ned imod byens lille torv. Hun havde en kurv i hånden, som tilsyneladende var flettet af birkebark. – Den duftede stadig lidt krydret af træet. Hun smilede og nikkede til folk der passerede hende på vejen, og hun lo da et par enkelte unge mænd løb op på siden af hende, og begyndte at lave alskens fjollerier. Gwen havde bundet et korset om hendes talje samme morgen, fordi hun vidste at Paige for første gang skulle uden for kroens område. ”Udenfor kan du jo ikke gå rundt i natkjoler, vel lille skat?” Paige havde grinet. Hun havde dog ikke gjort mere ud af sig selv, blot fordi hun skulle ud. Håret var stadig pjusket, hendes læber stadig tørre, og det sidste sår på hendes hals var endnu ikke helet. Men ungkarlene virkede alligevel utroligt entusiastiske bare ved hendes smil, og hendes opmærksomhed.

 

De fulgte hende hele vejen til torvet, og forklarede hende at de selv arbejdede i en bod der. Den ene præsenterede sig selv hurtigt. "Mit navn er Alexander Mist. Men De, unge Miss, kan kalde mig Alex.” smilede han. 

Åbenbart var de to brødre, selvom de ikke lignede hinanden det mindste. Alex havde blondt hår, en spinkel kropsbygning, og grønne øjne der lyste af humoristisk sans. Broderen, som ikke introducerede sig selv ligeså hurtigt som den anden, var høj og muskuløs, havde halvlangt mørkt hår, og hans grå øjne virkede uimødekommende, men alligevel strålede de. Alex fik hende konstant til at bide sig i sin sprukne underlæbe, for ikke at begynde at grine – en dame skulle være under kontrol, vidste hun. Men efter lidt tid med de to, var hun blevet ligeglad med normerne, og hun grinede henrykt over deres sarkasme og selvironi. ”Jeg arbejder på kroen ved udkanten af byen.” smilede hun håbefuldt, da hun tog afsked med de to brødre. Mest til Alex, fordi den mørkhårede næsten ikke havde sagt noget på hele turen, udover små vittige kommentarer i ny og næ. Desuden havde hun endnu ikke fået hans navn at vide, og det gav hende indtrykket af at han slet ikke ville være interesseret i et bekendtskab med hende. ”Vi vil komme og besøge dig, så.” smilede Alex, og kyssede blidt hendes hånd, inden han løb af sted nedad en lille gade, formodentligt hen til boden han arbejdede i.

 

Det gik pludseligt op for hende at hun var alene med den anden bror, da hun vendte sig om og kiggede lige op i hans grå øjne. ”Nåh men, jeg må vel ud og købe ind.” sagde Paige høfligt, og begyndte at gå hen imod fiskehandlerens bod. Men den muskuløse unge mand greb fat i hendes arm, og vendte hende om imod ham. ”Mit navn er Cale, Miss.” sagde han. Hun havde snublet og faldet bagover, hvis ikke han stadig havde haft et fast greb om hendes arm, da hun så hans smil. Der var ikke noget specielt ved det, hvis man så objektivt på det. Men meningen bag det, den måde det forvandlede hele hans ansigt, og den måde hans grå øjne reflekterede smilet og gjorde Paige tryg indeni… Hun hev efter været, og trak sin arm ud af hans greb. Hurtigt fik hun igen tag på sig selv, og smilede til ham. ”Tak, for endelig at få dét at vide.” Det virkede som om hans ansigt lyste op i håb, og glæde. Så nikkede han, vendte sig om, og løb af samme vej som sin bror havde gjort et øjeblik tidligere.

 

Det viste sig at blive det eneste glædefulde hun skulle opleve resten af dagen. Det var ikke fordi folk ikke var venlige på torvet, men efter mødet med de to brødre, kunne hun ikke rigtig tænke på andet. Konstant var hendes tanker rettet imod dem, og hun måtte flere gange have gentaget et simpelt spørgsmål fra blomsterhandleren, fordi hun befandt sig i en helt anden verden. Da hun i løbet af dagen blev færdig med alle sin ærinder, og begyndte at gå igennem den indre bys gader for at komme hjem til kroen, stødte hun pludseligt ind i et usædvanligt menneskemylder på det lille torv. Og da hun tog chancen, og prøvede på at smyge sig igennem mængden, standsede hun brat op da hun hørte hvad alt den opildnede snak faldt på. ”Prinsen, han er!” ”Har du set? De øjne er til at svømme i.” ”Deres majestæt!”

Hun ville skrige, men selvfølgelig ville det på alle måder være det allermest tåbelige hun kunne gøre nu. I stedet begyndte hun langsomt at bevæge sig ud af flokken, nærmest rædselsslagen for at Abbadon skulle opdage hende. ”Jeg har ikke overskud til dette.” hviskede hun sammenbidt, i mens hun undgik at kigge op, og fortsatte udenom menneskerne. Hun troede at hun var sluppet sikkert af sted, da hun stod og åndede lettet op et par gader væk. Men i samme øjeblik mærkede hun en hånd på hendes skulder, og et lille skrig undslap hendes læber. Hun snurrede rundt, alt imens hun råbte vredt; ”Abbadon, jeg forbyder dig at komme nærmere!” Men da hun så de grå øjne der så forbavset ned på hende, sank hendes hjerte helt ned i maven. ”U-undskyld, Cale. J-jeg forventede en anden.” Hun smilede nervøst, og rødmede dybt da Cale lagde hovedet på skrå for at iagttage hende. ”Det er mig der undskylder, Miss. Jeg skulle ikke have forskrækket dig. Men hvis jeg må tillade mig at sige det, ligner du et sandt nervevrag.” Hun lo lettet. ”Hård dag.”

De stod der og snakkede i nogle minutter, indtil Cale foreslog hende at følge hende tilbage til kroen inden det blev mørkt. Hun nikkede tavst, og tog hans arm imens han førte hende igennem gaderne og ud af den indre by.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...