Skyggerigernes fjerde prins.

Man ved aldrig hvem der er hvem, og hvem der er hvad.
Slottet i midten af byen, Cellarian som ligger i attenhundredetallets England, er beboet af en prins. En ung smuk mand, som efter sigende leder efter en brud. Byboerne elsker deres prins, som virker god og mild imod alle. Og enhver ung frøken i byen, stræber efter at blive hans dronning.
Men da en ung forslået pige en dag ankommer til byens port, og bliver taget i pleje af en familie, begynder mystiske ting at ske.
For denne smukke, troværdige pige, ser andet i prinsen end godhed.

13Likes
19Kommentarer
2729Visninger
AA

2. Lad tiden stå stille.

”Under ingen omstændigheder.” Hun så med beslutsomhed, hen over bordet og mødte hans blik. Han trak på skuldrende. ”Salerena, hvis du nu tager – hold da fast – muligvis tre, eller måske endda fire, dybe vejtrækninger ville du se at det hele ikke er så firkantet.” Hans stemme var bidende sarkastisk, men med en rolig undertone, der fik ham til at have et lille spil af charme.  Det var det han altid gjorde. Han strøg med en let bevægelse en lok af hans mørke hår væk fra sine øjne, og smilede til hende.  Han pirrede hendes natur med vilje. Udfordrede hendes selvkontrol, og hun vidste det. Hun smilede kun koldt tilbage, og fortsatte efter at have sunket en enkelt umærkelig gang. ”Undskyld Abaddon, men jeg er ikke helt sikker på at jeg forstår dit forslag?” Hans blå øjne gnistrede af morskab, og han tog sig umage længere tid om at svare. ”Selvfølgelig ikke, min dæmoniske lille engel. Om forladelse, jeg er en smule træt i dag.” Hun nikkede stift, og skubbede sin stol tilbage fra bordet. Hun rejste sig, og begyndte at gå hen imod døren. ”Tænk dig lidt om. Du vil komme til fornuft.” Og så forlod hun rummet. Han sad lidt og lyttede til hendes skridt igennem stilheden. Da han hørte porten blive smækket i nede ved haven, åndede han endelig ud. Og han forbandede hende i sit stille sind.

Salarena var kommet fra riget mod nord, for nogle århundreder siden. Dengang havde hun været den smukkeste skabning, han nogensinde havde set. Med hendes lange, lyse krøller, der forsigtigt slangede sig omkring hendes skuldre. Hendes hvide hud, der glødede af noget ubestemmeligt. Noget fantastisk, og magisk. Og hendes sarte, lyserøde læber. Men tiderne ændrede sig, og hun var blevet kedelig efter noget tid. Hun havde vist heller aldrig været rigtigt interesseret i ham, men han havde ikke accepteret hendes nej. Ikke første gang, ikke anden gang, ikke tredje gang… og så holdt hun op med at sige imod, når han kyssede hendes blege hals. Dengang havde han haft brug for hendes kærlighed. Men nu var de ’venner’. Hvor hun tilbragte al sin tid, når de ikke var sammen vidste han ikke, men de var venner. Og hun kunne komme og gå som hun ville. Egentligt var han ligeglad.

Hun var altid så opfarende, og defensiv imod ham. Men denne gang kunne han ikke gøre noget ved det. Han begyndte at føle ensomheden trække i sig, og han måtte finde en ny brud hurtigt, det vidste han. Og det helst inden hans sjæl blev tom, uden den dødelige kærlighed. Hvis han så bare, kendte den magi der gav ham mere tid. Hvis bare han kunne lade tiden stå stille.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...