Skyggerigernes fjerde prins.

Man ved aldrig hvem der er hvem, og hvem der er hvad.
Slottet i midten af byen, Cellarian som ligger i attenhundredetallets England, er beboet af en prins. En ung smuk mand, som efter sigende leder efter en brud. Byboerne elsker deres prins, som virker god og mild imod alle. Og enhver ung frøken i byen, stræber efter at blive hans dronning.
Men da en ung forslået pige en dag ankommer til byens port, og bliver taget i pleje af en familie, begynder mystiske ting at ske.
For denne smukke, troværdige pige, ser andet i prinsen end godhed.

13Likes
19Kommentarer
2719Visninger
AA

9. Hjertets kalden.

Hans åndedræt var hurtigt og anstrengt, da hans muskler spændtes, og han skreg i smerte. Dynen var for længst sparket af, ligesom lagnet  – der ellers havde været så nydeligt redt for blot et par timer siden – som nu lå halvt ude over sengen, og var helt krøllet. Han skreg igen, imens hans øjenlåg vibrerede vildt i hans feberagtige drøm. Ingen andre på slottet kunne høre ham. Og hvis de kunne, havde de ignoreret det i flere måneder nu. Lad prinsen klare sig selv. Det var hvad alle tænkte, når de vidste at han ikke lyttede med i deres sind. Sveden dryppede fra hans ansigt, og hele resten af hans krop var badet i samme. I hans drøm var alting anderledes, selvom han stadig kunne mærke den fysiske anstrengelse i sit drømmende sind.

Mørket trak i ham, som altid. Lydsporet i dette mareridt, var som sædvanligvis, på denne desperate tid af hans ’cyklus’. Et dunkende hjerte, der hamrede taktfast. – Men hjertet sad ikke i brystet på en moder, der holdt sit barn. Eller en hest, der var ved at mærke piskens hårde slag. Hjertet var mørkt, og grufuldt. Og for hvert eneste dunk, trak det ham tættere på intetheden i dets indre. Og rædslen som han normalt aldrig anerkendte, fyldte hele hans verden. Han nægtede at blive dømt dertil. Han nægtede at lade det vinde. Og da han vågnede fra mareridtet, havde han stadig samme tanke kørende i hovedet. Mens han pustede, og prøvede at få kontrol over sin vejrtrækning igen, vidste han alting. Han var nødt til at gøre noget hurtigt, - han var nødt til at få hende. Vinde hendes kærlighed, så han atter kunne leve fri fra det forfærdelige mørke, der ventede ham.

Som dagene gik, tænkte han mere og mere. Han havde brug for hende, og han måtte være snu i denne sag. Hun havde noget specielt over sig, som gjorde ham nervøs. Flere gange havde han tænkt over den mulighed, at hun kunne være én af de sjældne seere. Ud fra den måde hun flygtede på, for et par dage siden, måtte hun have set noget. Eller ikke… han kunne på ingen måde sige det med sikkerhed, og det virkede ikke som om nogen af hans rådgivere havde lyst til at prøve, heller.

 

”Salerena! ” smilede han, da hun trådte ind igennem døren til hans arbejdsværelse. ”Jeg er så glad for at se dig,” grinede han henrykt, slet ikke lig ham selv ”kom ind og sæt dig.” Han lavede en lille gestus med den ene hånd, imod den blanke mahognitræstol med de brodrede puder. Salerena satte sig roligt. Hun havde ikke ændret en mine, siden hun trådte ind af slottets porte. Hun var træt af hans spil, og derfor var hun besluttet på ikke at vise ham nogen følelse. ”Du har hidkaldt mig, Abbadon,” sagde hun monotont ”jeg håber at du har en god grund. Jeg havde tænkt mig at arbejde på min have i dag.” Han så på hende med et smil skjult i de midnatsblå øjne. ”Så det ville du, Rena?” han så alvorligt på hende, men med en drilsk undertone af et smil. Hun sukkede. ”Hvad er det Abbadon? Jeg mener det. Kom nu med det.” Han trak på skuldrende. – Opgivende omkring den falske venlighed ”Udemærket lyt, jeg har brug for en tjeneste.” Hun løftede det ene øjenbryn, mens hun rykkede lidt på sig i den hårde stol. ”Du skal hjælpe mig, med at Trække i en ung pige.” Nu lo Salerena. En høj og perlende, skurrende latter. ”Min hjælp? Til dét? Nu har jeg da aldrig hørt mage!”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...