Skyggerigernes fjerde prins.

Man ved aldrig hvem der er hvem, og hvem der er hvad.
Slottet i midten af byen, Cellarian som ligger i attenhundredetallets England, er beboet af en prins. En ung smuk mand, som efter sigende leder efter en brud. Byboerne elsker deres prins, som virker god og mild imod alle. Og enhver ung frøken i byen, stræber efter at blive hans dronning.
Men da en ung forslået pige en dag ankommer til byens port, og bliver taget i pleje af en familie, begynder mystiske ting at ske.
For denne smukke, troværdige pige, ser andet i prinsen end godhed.

13Likes
19Kommentarer
2719Visninger
AA

8. Beslutsomhed.

 ”Godmorgen pus,” Gwen kom ind ad døren, med en kop varm te i hånden. ”Har du det bedre i dag skat?”

Natten før havde hun været bange, angst endda. Hun var begyndt at tro at alting, var noget hun forestillede sig. Hun havde løbet væk fra en prins. En god, smuk, prins endda. Alle accepterede ham, alle genkendte ham og smilede. Alle talte om hvor mild, og spændende han var. Og hvorfor var hun så den eneste, der følte at alt var galt med ham? Eller faktisk, havde hun tænkt det samme om ham, som de andre, til at starte med. Hun var faldet lige i, og med begge ben endda. Hun havde kysset ham. Hendes første, uskyldige, rene kys, var gået til ham. Og lige meget hvad alle andre sagde, gav det hende kuldegysninger at tænke på. Den måde hun havde set ham på. Dér under gadelygtens blege lyskegle, da klokken slog tolv. Hun ville aldrig have tænkt det, men nu var det den eneste sandhed, hun kunne finde. Og hun måtte klynge sig til beviserne, før hun glemte det hele igen. 

Det havde med en smule intuition – og flere måneders træning i den barske, kolde skov – lykkedes hende at finde tilbage til kroen. Gwen havde taget imod hende, med åbne arme. Selvfølgelig. Og hun var – også som en åbenlyshed – kollapset. Hun følte sig så afkræftet, så utroligt sårbar. Og svag. Hun huskede ikke mere, - hun gik nu ud fra at Gwen eller Rudolf havde båret hende op i seng.

 

”Ja, jeg har det meget bedre. Tak Gwen.” Hun tog imod koppen med den varme drik, og smilede beroligende til plejemoderen, mens hun lige magtede, at komme op med en lettere nervøs latter. ”Jeg må bare have været utroligt træt. Ikke flere nattevagter til mig!” Gwen lo, og Paige smilede igen. – Denne gang af lettelse, over at Gwen ikke stillede flere spørgsmål, og derimod tog hvert et ord hun sagde. ”Jeg er ude af sengen om et sekund, jeg kommer ned om lidt.” Gwen nikkede, og gik hurtigt ud af døren. Paige kunne høre hendes skridt tydeligt, da hun gik ned af trapperne, og hun rejste sig hurtigt fra sengen.

Hun svajede en smule, men besluttede sig for at hun hverken havde feber, eller influenza. – Det havde hun aldrig haft, så hvorfor nu? Hun var bare kommet til at rejse sig for hurtigt, og hun fik hurtigt bedre balance, og fodfæste. Hun redte sengen, og åbnede den store træ-kommode. Gwen og Rudolf havde virkelig været gode imod hende. Dagen hvorpå hun var kommet, eller nærmere natten, havde de ladet hende sove i deres seng, mens de så sov i stuen. Dagen efter havde de klargjort et lille værelse på anden sal til hende, og de havde sandelig ikke været billige.

 

Hun så rundt på værelset. Det falmende tapet var hvidt, med nogle sporadiske grå blomster på. Det skallede en smule, men det gav rummet mere indtryk. De havde virkelig brugt tid på at møblerer, det kunne man se. Sengen var af mørk mahogni, og redt med tunge dyner. Kommoden var ligeså af mørk træ, og silkegardinerne hang let foran det lille vindue. Der var et lille bord, og et staffeli ved siden af. – Hun havde ingen idé, men Gwen havde bedt hende om at prøve staffeliet. – Det havde vist sig at hun var utrolig dygtig til at male. Åbenbart.

Et stort spejl var sat op ved siden af kommoden, hvori hun nu stod og spejlede sig, i den hvide kjole hun havde fundet frem fra skuffen. – En hvid kjole. Hendes kendetegn. Hun smilede til sit spejlbillede, men i virkeligheden havde hun lyst til at hamre i jorden. Af vrede, og af frustration. Tankerne omkring Abbadon kørte stadig rundt i hendes hoved, og hun havde aldrig følt sig så rådvild, og så forfærdet. Noget var galt med prinsen af Cellarian, og hun måtte bevise det. For sig selv, inden hun gik i spåner. Og måske – hvis hendes følelse, omkring ham var rigtig – måtte hun bevise det for alle andre. Hendes mavefornemmelse tog sjældent fejl, og prinsen var ikke på god fod med den. Hun smilede til sit spejlbillede igen. Denne gang med selvstændighed. Denne gang målrettet.  Så åbnede hun døren, og løb ned ad trapperne, vidende hvad der kunne vente hende.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...