Væddemålet

Dette er en novelle, som vi sammen har skrevet for et par år siden. Og siden den nu passer til en af de nye konkurrencer, har vi valgt at lade den deltage til "Ny i klassen" :-) Vi håber I vil synes om den.

53Likes
93Kommentarer
6439Visninger
AA

6. Del 6

Endelig ringede klokken, og vi fik fri. I de sidste par timer, havde jeg ikke rigtig kunnet koncentrere mig. Men hvorfor, havde jeg intet svar på. Det var som om, jeg længtes efter noget, og alligevel ikke, på den anden side. Jeg kunne stadig mærke en masse blikke på mig, og en masse hvisken, men det var der vel heller ikke noget at sige til, efter det lille ’show’ jeg opførte. Jeg tog bussen med Helena ned i byen, også gik vi ellers bare rundt inde i de forskellige tøjbutikker. Jeg fik købt noget nyt tøj, og var faktisk ret tilfreds med det. Og nu jeg tænkte over det, var det over hundrede år siden, jeg sidst havde fået nyt tøj. Jeg smilte lidt for mig selv, da jeg holdte en lyseblå t-shirt op over min overkrop.
”Den klæder dig” sagde Helena, som stod bag mig.
”Jeg ved det ikke. Det er bare som om, det her slet ikke er mig” sukkede jeg, og lagde trøjen tilbage på hylden.
”Sludder” sagde Helena, og gik hen for at se på et par bukser. Jeg sagde ingenting til hendes lille kommentar, men fulgte bare lydløst efter hende. Dagen gik hurtigt med at prøve tøj, og jeg havde da også fået købt en del. Vi gik lidt rundt, da jeg hørte en der råbte mit navn: ”Lauraaaa!” Jeg vendte mig forvirret rundt, og det samme gjorde Helena. Jeg kunne skimte Jannick der kom løbende med et stort smil, og hans joggingbukser hængende halvt nede under hans roev. Han kom hen til os, og lagde den ene arm om skulderen om mig. Jeg puffede den forsigtigt af, og han kiggede lidt underligt på mig, men kommenterede det ikke.
”Hvad laver i her, tøser?” sagde han, og kiggede indtrængende på mig. Jeg kiggede bare ned på mine tre-fire poser.
”Hvad ser det ud til? Og hvad med at trække de bukser dér op” svarede Helena koldt. Jeg smilte lidt for mig selv, og kiggede forsigtigt op på Jannick. Hans ansigt var frastødende, og jeg kvalte et lille fnis.
”Hey, ingen sure miner” sagde han, og lagde endnu engang sin ene arm om skulderen på mig. Han ignorerede fuldstændigt hendes kommentar, og det lignede, at han prøvede at bevare roen. Han fortsatte: ”Må jeg lige snakke med dig, Laura? Igen…” tilføjede han smilende, hvilket endnu en gang gjorde mig helt blød i knæene.
”Ehm, okay” sagde jeg uforstående, og fulgte bare efter ham. Han førte os hen til en lille gyde, nærmest. Jeg væmmedes ved stedet, og rettede i stedet min fulde opmærksomhed imod ham.
”Jeg tænkte på, ehm..” begyndte han, og sank en klump, inden han fortsatte: ”Om du ville med i biffen en aften?” Han lød meget nervøs, og det gjorde også mig meget nervøs.
”Oh, ehm, det var ikke lige det jeg havde regnet med, men… Det tror jeg ikke vil være en god idé, Jannick” sukkede jeg, og lagde min ene arm forsigtigt på hans skulder.
”Jamen, hvorfor?”
”Jeg er vidst ikke lige din type” sukkede jeg, og vendte ham ryggen, og gik tilbage til Helena. Jeg havde en dårlig fornemmelse i maven, imens jeg gik. Det var ikke som om jeg skulle brække mig, nej, det var en anden slags følelse. Men hvilken følelse, vidste jeg ikke. Det var i hvert fald en følelse, jeg aldrig nogensinde havde haft før. Men nok også kun fordi, jeg aldrig var blevet inviteret ud af en fyr før…
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...