Væddemålet

Dette er en novelle, som vi sammen har skrevet for et par år siden. Og siden den nu passer til en af de nye konkurrencer, har vi valgt at lade den deltage til "Ny i klassen" :-) Vi håber I vil synes om den.

53Likes
93Kommentarer
6409Visninger
AA

21. Del 21

Det var Jakob der tog ordet: ”Du var et væddemål, Laura, et væddemål.” Han udtalte ordene langsomt og tydeligt, som om jeg var døv. Jeg kunne ikke tro det der lige var sket. Havde jeg bare været et væddemål?
Jeg vendte mig rasende om imod Jannick. Mit temperament var på kogepunktet, og jeg udbrød vredt: ”Et væddemål? Var jeg et væddemål?!” Jeg skreg det op i hans hoved, og han fortrak ikke en mine. Han stod bare og kiggede ned i jorden. Det virkede som om, han skammede sig. Endelig tog han mod til sig, og trak mig væk fra de andre, som begyndte at myldre op i deres klasser.
”Ja, du var et væddemål, Laura…” sagde han, og fortsatte hurtigt: ”Men jeg fik hurtigt følelser for dig, og jeg kunne bare ikke fortælle dig det i lørdag. Jeg var… helt knust. For jeg elsker dig” han hviskede de fire sidste ord, men det fik ikke mig til at køle ned.
”Og hvad så?! Jeg var et væddemål, Jannick. Et fxcking væddemål.” Jeg tog begge mine hænder op til hovedet, og kunne mærke jeg var hel varm.
”Jeg er ked af det” hviskede han, og lagde en arm på min skulder.
”Du rør mig aldrig igen, Jannick. Fatter du det? Aldrig?!” skreg jeg direkte op i fjæset på ham, og så løb jeg. Jeg kunne høre Helena råbte på mig, men jeg var ligeglad. Jeg løb, og løb, og løb, imens alle tårerne fossede ned af kinderne på mig. Hvordan kunne så god en dag, begynde så godt, og alligevel ende så dårligt?! Jeg forstod ingenting ligenu. Jeg var helt blank for idéer, men jeg var også ligeglad. Jeg havde altid været outsideren, og ville altid være den. Jeg havde altid været den pige, som folk gjorde grin med, og lavede mig til et væddemål. Endelig nåede jeg mit hus, og jeg låste mig ind, og løb alt hvad jeg kunne, op af trapperne, og ind på mit værelse. Der var ingen hjemme; selvfølgelig, for ingen havde jo tid til lille Laura. Jeg var et nul, ikke andet. For mig, var livet ikke værd at leve.
Jeg smed mig i sengen, med min hovedpude presset hårdt imod mit hoved. Og endelig, kom den idé jeg så længe havde ønsket, ville dukke frem. Men den havde først sådan været rigtig synlig nu, når jeg alligevel kunne se, at livet ikke var værd at leve. Jeg stod ivrigt op igen, og fandt et papir, og en blyant frem, og begyndte at skrive: #Hej mor og far. I skal vide, at i ikke har noget med dette at gøre, men jeg føler bare at det er det eneste rigtige, jeg kan gøre. Tak for de bedste 15 år i mit liv, jeg vil altid elske jer. Og dig Helena, som var min første rigtige veninde, tak for din trofasthed, det betød meget. Jeres Laura.# Mine kragetæer var skæve, og tårerne dryppede ned på papiret. Jeg foldede papiret sammen på midten, og lagde den på stue bordet. Jeg begyndte at gå imod togstationen, da det nu var helt åbenlyst at gøre hvad jeg ville. Jeg ville forsvinde fra den her verden – bogstavelig talt…
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...