Væddemålet

Dette er en novelle, som vi sammen har skrevet for et par år siden. Og siden den nu passer til en af de nye konkurrencer, har vi valgt at lade den deltage til "Ny i klassen" :-) Vi håber I vil synes om den.

53Likes
93Kommentarer
6371Visninger
AA

15. Del 15

Næste dag, glædede jeg mig vildt til at komme i skole igen. Jeg nærmest løb ind af døren til klasseværelset, og satte mig yndefuldt på min plads. Mine klassekammerater var også begyndt at komme, men ikke Jannick. Klokken ringede, og han var endnu ikke kommet. Igennem hele historie-timen, sad jeg og kiggede hen imod døren. Jeg ønskede virkelig, at det ville banke på døren, og han ville komme til syne i døråbningen. Men det skete ikke.
Sekunderne gik, minutterne gik, timerne gik, dagene gik, og endelig blev det lørdag morgen. Jeg havde ikke hørt fra Jannick siden i tirsdags, og det virkede faktisk lidt underligt, ikke at have kontakt med ham. Det var bare som om, at han allerede var en del af mig. Jeg stod op, og tog nogle joggingbukser på, samt en løs t-shirt. Jeg redte mit hår igennem en enkelt gang, og satte det så ellers bare op i en kedelig hestehale. Jeg gjorde ikke rigtig noget ud af mig selv, da jeg om alligevel ikke ret lang tid, skulle have noget andet tøj på, til i aften. Jeg gik med lange, tunge skridt, ned af trappen, og ned i det lille, firkantede køkken.
”Godmorgen skat” sagde min far, med det samme jeg trådte ind i køkkenet. Han sad med hovedet gemt bag sin avis, og havde mad i munden. Det så ret komisk ud.
”Godmorgen.” Jeg smilte lidt for mig selv, og begyndte at hælde noget mælk op i mit glas.
”Sovet godt?” sagde min mor, og jeg lagde omgående mærke til hendes hårde stemme. Jeg kiggede forskrækket op på hende, og hun kiggede koldt på mig.
”Ehm wow, er jeg gået glip af noget?”
”Der er vidst nogen, der ikke har fortalt os, at du skal ud i aften” kom min far hende i forkøbet, og hun kiggede kækt på ham.
”Hvor ved i det fra?” sagde jeg surt, og kiggede skiftevis fra min mor til min far.
”Du må selv tage den her med hende, Lone” sagde min far, og forsvandt med sin avis i hånden.
”Må man nu ikke engang have en ven?” Jeg råbte det nærmest; jeg var eder malme sur.
”Rolig nu, skat..” sagde hun, men jeg afbrød hende: ”Nej, du kan kraftedeme selv være rolig. Det her er latterligt!” Jeg rejste mig op, og løb nærmest op på mit værelse. Jeg smækkede døren i efter mig, og gik hen til mit vindue og kiggede ud. Jeg var langsomt ved at falde til ro, men jeg havde alligevel en smule iver tilbage i mig. Jeg var rasende! Bare sådan at rode i mit privatliv. Jeg havde aldrig nogensinde haft en ven, også ville de sikkert prøve at overtale mig, til at blive hjemme. De var fuldhamrende ligeglade med, om jeg ikke havde nogen venner; så længe, jeg bare fulgte deres ’regler’.
Det bankede på døren, og jeg vendte mig automatisk om. Døren gik op, og ind kom min mor.
”Hvad er der?!” prustede jeg hånligt, og vendte mig endnu en gang om mod vinduet.
”Hør her, skat. Det er ikke fordi vi ikke er glade for, at du har fået det bedre, og skal ud i aften, men vi synes bare, at du har forandret dig her på det seneste” sagde hun, og jeg kunne høre uroen i hendes skingre stemme.
”Ja, jeg er blevet forelsket, og hvad så?!” skreg jeg af mine lungers fulde kraft. Omg, det sagde jeg bare ikke det der. Gjorde jeg? Hun sagde ingenting, men kiggede bare skræmt på mig, efter min reaktion.
”Jeg tror det er bedst af komme tilbage senere…” sagde hun, og lukkede døren efter sig. Jeg kunne ikke tro, det her lige var sket. Jeg plejede altid at have et godt forhold til mine forældre, og vi plejede aldrig at skændes. Og hvorfor havde jeg sagt, at jeg var forelsket. Det var bare af ren og sker refleks, men alligevel, var det bare noget der kom ud af min mund, uden jeg egentligt havde tænkt over det. Jeg havde faktisk aldrig tænkt over, om jeg var forelsket i Jannick. Var jeg det? Spørgsmålene vældede ind over mig…
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...