Væddemålet

Dette er en novelle, som vi sammen har skrevet for et par år siden. Og siden den nu passer til en af de nye konkurrencer, har vi valgt at lade den deltage til "Ny i klassen" :-) Vi håber I vil synes om den.

53Likes
93Kommentarer
6375Visninger
AA

11. Del 11

Jeg kiggede forskrækket op, og fik øje på Jannick. Han kiggede på mig, med sårbare øjne, og jeg fik omgående en knude i maven. Hvorfor påvirkede han mig så meget?
”Hvad vil du?” sagde jeg mut, og kiggede igen ud af vinduet. Regnen var så småt ved at tage til, og skyerne på himlen, var grå. Man kunne se fra bladende på træerne, at det blæste.
Han svarede mig ikke, men stillede sig hen ved siden af mig. Jeg kunne langsomt mærke hans arm om min ryg, og jeg kiggede overrasket hen på ham. Men hvad jeg ikke anede af, var at der kun var ganske få millimeter imellem vores ansigters afstand. Jeg trak mig lynhurtigt ud af hans arm, og rykkede en smule til højre.
”Hvad vil du?” gentog jeg mig selv.
”Sige undskyld” hviskede han, og kom tættere på mig. Hans øjne prøvede at fortælle mig noget, men hvad, det vidste jeg ikke. Jeg afbrød vores øjenkontakt og kiggede i stedet ud af vinduet igen. ”Lad nu være” hviskede han i øret på mig, og jeg kunne mærke mine nakkehår langsomt begynde at rejse sig.
”Med hvad? Hvad skal jeg lade være med, Jannick?” sagde jeg surt, og kiggede hårdt på ham.
”Jeg ved det ikke..”
”Okay Jannick, men det ved jeg. På de sidste fire skoler, som jeg har gået på, er jeg blevet mobbet dag ind, og dag ud. Alle brugte mig. De bestak mig for at skrive deres stile, og det orker jeg bare ikke igen. Jeg synes bare, at vi to, slet ikke skal være venner” Med det sidste bemærkning vendte jeg rundt, og begyndte at gå. Men han greb fat i min arm, og rev mig med tilbage. ”Slip mig!” sagde jeg højt, godt og hårdt.
”Laura, jeg vil…” sagde han, men jeg afbrød ham: ”Nej Jannick, det vil du ikke. Lad mig nu for helvede gå!” sagde jeg, og prøvede at bevare roen – uden held.
”Lad mig nu snakke færdigt, for fanden!” sagde han hårdt, og fortsatte: ”Jeg er ked af det. Men jeg fortryder intet af det jeg sagde i går, nede i gården. Jeg vil gerne være venner med dig.”
Jeg prustede hånligt ud, og han ignorerede mig: ”Hør her..” han trak mig med hen til en bænk, og vi satte os begge to ned. ”Jeg har aldrig følt sådan her for nogen, som jeg gør for dig” han hviskede det nærmest. Et øjeblik tabte jeg overblikket, og sad bare og kiggede ind i hans vidunderlige smukke, lyseblå øjne. Hvad var det lige han havde sagt til mig? At han aldrig havde følt sådan før, jamen det kunne da ikke betyde at.. Eller kunne det? Jeg slog blikket ned på mine sko, og kunne mærke jeg blev rød i kinderne.
”Du skal bare sige til, hvis det går for stærkt” sagde han og jeg kunne mærke at han smilede.
Jeg kiggede op på ham, og sagde: ”Ikke spor. Kom, vi har jo en opgave vi skal have lavet” Uden at ane hvad jeg egentligt gjorde, tog jeg ham i hånden, og vi løb tilbage til computerrummet…
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...