Faith is a funny thing

Mette er populær i klassen, men det har hun ikke altid været. Hun havde svært ved at blive lukket ind hos de andre piger.
Da en ny pige, Charlotte starter i klassen, og hurtigt falder til, bliver Mette bange. Bange for at blive udenfor igen, og miste hendes veninder.
Hun er overbevist om, at Charlotte og hende selv, aldrig vil blive noget i nærheden af veninder.
Men måske har skæbnen en anden mening?

8Likes
16Kommentarer
2493Visninger

5. 4

Stilheden blev afbrudt af dørklokken. Det måtte være de andre. Endelig. Mit humør steg et par grader. Forhåbentlig ville jeg, kunne overse Charlotte en smule, når vi blev flere.

”Mette, gider du gå ud og lukke op for dem? Jeg kan ikke rigtig gå fra det her lige nu.” Spurgte Klara bedende, mens hun rørte i gryden. Det var tydeligt, at hun ikke ligefrem hørte hjemme i et køkken. Der var begyndt at lugte en smule brændt nede fra gryden, men hun ville absolut klare det selv. Men gik det helt galt, kunne vi jo altid bestille en pizza. Det ville i hvert fald ikke være første gang.

”Jo selvfølgelig.” Svarede jeg med et smil. Jeg var i gang med at dække bord med Charlotte, og måtte indrømme, at jeg var glad for en mulighed for at slippe for hende lidt.

”De kan bare stille deres ting på mit værelse.” Råbte hun mens hun mere hastigt rørte i gryden.

Jeg fulgte dem ind på hendes værelse, selvom de udmærket godt selv kunne finde vej. De snakkede ivrigt om drenge, uden at ænse hvor tav jeg var. Mine tanker var et helt andet sted. Tanken om at Charlotte skulle overtage min plads, blev ved med at komme tilbage.

Sammen gik vi ud i køkkenet. Da vi stod i døren, hørte vi dem snakke.

”Jamen kan du ikke se, hvor meget hun hader mig?! Hun prøver at få jer andre til at hade mig også.” sagde en stemme. Jeg var ikke et øjeblik i tvivl om hvem det var. ”Hun vil ikke engang give mig en chance.”

”Charlotte, hør på mig. Sådan er Mette slet ikke. Hun havde selv svært ved at falde til, og det er jeg sikker på hun ikke ønsker andre, heller ikke dig, skal opleve. Mette er god nok.” Jeg stivnede. De talte om mig. Jeg var bare heldig, jeg havde en så loyal veninde som Klara. Men Charlotte var gået over grænsen. Hvis hun havde et problem, måtte hun da komme til mig, når det var mig, der var hendes problem.

”Jamen har du ikke set de blik, hun sender til mig? Selvfølgelig vil hun have jer for hende selv! Det er jo tydeligt.” Jeg kunne lige forestille mig, et ansigt hun havde sat på, det sårede ansigt selvfølgelig. Men i mine ører lød det, som en del af hendes plan om at overtage min plads.

I samme øjeblik, så hun mod døren. Vores øjne mødtes et kort øjeblik, inden vi begge så væk med afsky. Jeg kiggede på Klara. Hun stod, og kiggede skiftevis på os, som om hun ikke rigtig vidste hvad, hun skulle gøre. Drengesnakken bag mig var fuldstændig ophørt, og deres vejrtrækning kunne knap nok høres. Hvor længe vi stod der, ved jeg ikke, men det føltes som om minutterne sneglede sig af sted. Det så ikke ud til, at nogle af de andre ville være den første til at tage ordet. De ventede altså på, at jeg skulle gøre det. Men hvad skulle jeg sige? Jeg havde intet at sige til hende.

”Hvad med om vi ringer, og bestiller pizza, og spiser?” foreslog Klara. Hun fandt folderen frem, og lagde den på bordet, så vi kunne vælge hvad, vi ville have. De andre undtagen Charlotte og jeg samledes om bordet. Vi stod i stedet og stirrede på hinanden. Det føltes som om vi havde en mental kamp i gang.

Da jeg ikke kunne klare mere, gik jeg lydløst ind på Klaras værelse, tog mine ting, og cyklede hjem.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...