Faith is a funny thing

Mette er populær i klassen, men det har hun ikke altid været. Hun havde svært ved at blive lukket ind hos de andre piger.
Da en ny pige, Charlotte starter i klassen, og hurtigt falder til, bliver Mette bange. Bange for at blive udenfor igen, og miste hendes veninder.
Hun er overbevist om, at Charlotte og hende selv, aldrig vil blive noget i nærheden af veninder.
Men måske har skæbnen en anden mening?

8Likes
16Kommentarer
2494Visninger

2. 1

Riiiing! Det var klokken. Det ringede ud, og skoledagen var endelig slut. Hele dagen havde jeg gået og følt et blik i nakken. Hendes blik. Jeg kunne ikke helt finde ud af, om det var et hadefuldt, eller et undrende blik. Men jeg var uden tvivl, den eneste hun ikke værdigede et smil. Jeg havde undgået at være i nærheden af hende, men det var svært. Alle de andre syntes at kunne lide hende. Så derfor havde jeg brugt det meste af dagen alene.. pga. hende! Det var selvfølgelig okay denne gang, fordi hun var ny og spændende, men det var ikke noget der skulle fortsætte! Jeg ville ikke lade hende overtage mine veninder.

Irriteret tog jeg min taske, og gik uden et ord til nogen. Om de lagde mærke til, at jeg gik ved jeg ikke, men jeg tvivler. Hele vejen hjem, gik jeg med hængende hoved, og sparkede til stenene på jorden. Jeg var helt nede. Jeg havde aldrig været så bange for at miste mine klassekammerater før. Det var ikke ligefrem fordi, jeg følte, jeg ejede dem, men alligevel havde jeg det som om, jeg var på vej til at miste dem alle. Jeg følte mig magtesløs, og det hadede jeg som pesten!

Jeg gik i mine egne tanker, da jeg pludselig blev afbrudt af en bippen. Min mobil. Jeg fandt den frem fra lommen, kiggede på displayet, og blev med ét i bedre humør. Det var Klara.

”Hej, hvad så?” Spurgte jeg hende smilende. Hvis der var én der, kunne få mig i bedre humør, var det hende.

”Mette?! Hvor blev du af? Pludselig var du bare væk!” Udbrød hun desperat. Jeg skyndte mig at fortsætte, inden hun kunne nå at sige noget igen. Hvis hun fik lov at snakke nu, ville jeg aldrig få et ord indført før om mindst 5 minutter.

”Jeg.. Jeg skulle skynde mig hjem og hjælpe min mor med noget.” Løj jeg. Jeg hadede at lyve overfor hende, men jeg vidste også, at hun havde været en af dem, der var mest begejstret for hende den nye.

”Hmm.. Nå.. okay.” Svarede hun tøvende. ”Så kan du ikke komme hjem til mig engang i aften til en gang pigeaften? Du må gerne sove her.” Jeg kunne høre smilet brede sig på hendes læber. Hun vidste jeg altid, fandt tid til hende. Jeg tøvede lidt, før jeg svarede.

”Hvem kommer?” Jeg kunne høre hvordan hun undrede sig over mit spørgsmål. Normalt havde jeg uden tøven sagt, at jeg ville komme.

”De sædvanlige. Sara, Maria og Amanda. Og nå ja, Charlotte.”

”Charlotte?” spurgte jeg undrende. Jeg havde allerede gættet, hvem det var, men jeg håbede inderligt, at jeg tog fejl.

”Hende den nye.” sagde hun, og bekræftede min mistanke. Der efterfulgte en lang tavshed.

”Mette?” spurgte hun undrende. ”Mette er du der?”

Irriteret og ked af det, tog jeg mobilen ned fra øret, slukkede den, og puttede den i lommen igen. Det var unfair overfor Klara, det vidste jeg, men jeg vidste bare virkelig ikke, hvad jeg skulle sige. Jeg var bange for at komme til, at sige noget forkert så hun ville blive sur. Jeg kunne jo altid bare give forbindelsen skylden.

Jeg satte i løb. Nu ville jeg bare hjem.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...