Jealousy ✪ killing

Attenårige Camille O'neil bor alene i sin lejelighed i den lille by Amble Hill. Hendes mor, Grace, er død, slået ihjel af Camilles' lillebror Logan, der nu er lukket inde på byens sindssygehospital. Camille er ensom og har ingen andre end sig selv, efter tabet af de to familiemedlemmer. På én af sine tidlige morgenture møder hun drengen Samuel. Samuel vil gøre alt for at hjælpe Camille, men vil hun tage imod hjælpen? Jeg håber I vil tage godt imod min historie, som jeg har brugt utrolig lang tid på, og at I vil bedømme den med det antal stjerne, I mener den fortjener. Ligeså må I også gerne smide en kommentar, eller sætte den på favoritlisten.

4Likes
12Kommentarer
1917Visninger
AA

4. Del 3

Det var meningen jeg skulle leve alene og i ensomhed. Men da denne dukkede op, forandredes noget inde i mig. Jeg kunne ikke sætte ord på følelsen, men jeg vidste den var nær kærlighed. Jeg ville være hård, ville vise jeg kunne klare mig selv, og ikke behøvede hjælp. Men det var jo en stor løgn. Jeg var ensom, fortvivlet og jeg skreg efter hjælp.

 

Sneen ligger stadig som et tungt dække over hele Amble Hill. Det er tidlig lørdag morgen, det tidspunkt jeg bedst kan lide at besøge min mor på. Så er jeg sikker på, at jeg er alene på kirkegården. I det hele taget kan jeg bedst lide at være alene, uden mennesker omkring mig. Noget efter tabet, har gjort mig indelukket. Jeg har kodet ind præcis hvor hun ligger, for jeg er her tre gange om ugen. Jeg sætter mig på hug ved siden af gravstenen. Det er mig der har betalt den, og jeg var også den eneste der var til stede ved bisættelsen. Vi havde ikke andre end os selv. Det er også det der forværre situationen så meget. Jeg har ingen at gå til, ingen at snakke med. Min bror er låst inde og min mor … min mor hun er død.

 

De gamle blomster er næsten allerede visne, selvom jeg sidst var her i onsdags. Det er på grund af kulden. Jeg rækker min hånd frem og børster lidt sne af stenen. Grace O’neil ~19. november 1976 – 4. december 2011 ~ Må du hvile i fred til evig tid. står der skrevet på stenen. Det er en enkel sten af fint og gråt marmor. Den er ikke ret stor, da jeg ikke bryder mig om disse store og høje sten. Jeg sætter mig i sneen foran stenen, ligeglad med, at mine bukser bliver våde. Jeg knytter mine hænder sammen og kigger mod himlen. ”Hej mor,” siger jeg. ”Jeg savner dig sådan mor, du aner ikke, hvordan et liv uden dig er. Jeg føler mig ensom, besat af tvivl og meget indelukket. Selvom jeg prøver at hade Logan for hvad han har gjort, holder jeg aldrig op med at elske ham. Men det er sådan det er, i vores familie, ikke også mor? Vi holder sammen, til det sidste. Det viste sig så, at dette blev det sidste. Du er her ikke mere til at kramme mig og holde om mig. Det føles så tomt i lejeligheden. Ja, jeg har jo fået den, og bor der nu alene. Hver da føler jeg mig ensom. Åh mor, kom tilbage!” En lille tårer triller ned af min højre kind. Derefter lægger jeg den store buket blomster ved siden af, og rejser mig igen.

Jeg fortsætter ned mod stranden. Klokken er endnu kun halv fem, tidlig morgen. Jeg kigger ud over vandet. Det ligger stille og himlen spejler sig i det blanke vand. Langt ude i horisonten danner sig en helt lige og vandret streg, der adskiller hav og himmel. Det ser utrolig smukt ud og jeg går tættere på vandkanten. Jeg tager langsomt mine sko og mine strømper af, og går ud i vandet. Kulden stiger op i mig, da jeg rammer det iskolde vand. Jeg går lidt længere ud, men stopper så. Hvad er det jeg gør? Prøver jeg at dræbe mig selv? Er det egentlig det, jeg helst vil? Vandet går mig nu til lidt over anklerne. Jeg kan næsten ikke mærke min tæer længere og jeg bider tænderne sammen. Hvorfor egentlig også leve? Jeg er ensom og alene. Jeg har ingen og vil nok aldrig få nogen. Min lillebror har ødelagt mit liv.

 

”Er det ikke koldt?” En stemme bag mig, får mig til at vende mig hastigt om. ”Rolig,” siger han, som stemmen tilhøre. ”Jeg ville ikke forstrække dig.” Jeg stirrer irriteret på ham og går op af vandet. ”Nå,” siger jeg. ”Men det gjorde du altså!” Jeg begynder at tage strømper og sko på igen. ”Hvad bringer dig herned, så tidligt?” Spørger han så. Det begynder at irriterer mig at han ikke bare kan lade mig være. ”Jeg går altid ture så tidligt,” siger jeg og fortryder straks, da jeg automatisk kommer til at mistænke ham for, at komme her, kun på grund af mig. ”Jeg hedder Samuel, hvad med dig?” Han rækker hånden frem mod min. Jeg glor på ham, men trykker så hans hånd. Den er varm og stor. En varme farer gennem min krop, da de mødes. ”Camille,” siger jeg og slipper hans hånd. Jeg rejser mig op, og begynder at gå. Samuel følger efter mig. Jeg ignorer det og går bare videre. ”Camille O’neil?” Spørger han og løfter øjenbrynene. Jeg sukker. Selvfølgelig har han læst om det. Hvem har ikke det, i hele Amble Hill? ”Hm.” Brummer jeg surt. Kan han ikke bare lade mig være? ”Tragisk historie,” siger han uden at se på mig. Han går bare videre. Nu ser jeg på ham. Han har brunt, pjusket hår. Der gemmer sig også et par små krøller deri. Hans hud er over i den lysebrune nuance. Hans øjne er ligeså; brune. ”Samuel,” siger jeg. ”Jeg vil helst være alene.” Afslutter jeg så. Han trækker let på smilebåndene, men ikke så der former sig et bredt smil. ”Hvorfor egentlig?” Spørger han mig om. Et spørgsmål som dette, havde jeg ikke set komme. ”Kan du ikke bare fatte det? Jeg har ikke brug for nogen!” Råber jeg ad ham og sætter i løb. Ingen skal stille spørgsmål til mit liv, og da slet ikke, én eller anden tilfældig flot fyr.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...