Dødens Kys

17 årige Rosie mister begge sine forældre i en brand, og efter at hun begynder at miste brudstykker af sin hukommelse føler hun ikke længere at der er et liv for hende. Men da hun møder den jævnaldrende Damian, begynder hun at få livsglæden tilbage, og tro på at det måske stadig er muligt for hende at elske.

4Likes
6Kommentarer
1790Visninger
AA

2. Døden har ingen betydning...

Jeg kikkede mig omkring i det lille og indelukkede rum,  det faktum at jeg ikke kunne huske hvordan jeg var havnet her, gjorde det ikke desto mere omklamrende. Jeg lænede hovedet til bage mod det knap så behagelige ryglæn, på den bræk grønne plastikstol. Selvom at jeg prøvede ihærdigt at få min hjerne til at fokusere et døgn tilbage, nægtede den at lystre. Jeg lukkede træt øjne, og sukkede dybt. Hvis bare jeg kunne komme i tanke om hvordan jeg var endt her ville alt være så meget lettere. Jeg prøvede endnu en gang, tankerne, lysene den høje mørke dreng. Sorgen og frygten? Ingenting. Og de eneste fem ord der dukkede op i min bevidsthed sagde ikke ligefrem speciel meget, eftersom at jeg ikke kunne afgøre om de var baseret på en drøm eller virkelighed. ”Rosie?” Jeg reagerede instinktivt på mit navn, og vendte hovedet rundt. Ind af døren længst væk i rummet blev stille åbnet, og en gammel kroget, og velkendt skikkelse trådte ind i rummet. Jeg gennemsøgte mine minder, for at finde navnet på den kvinde der stod foran mig. Så velkendt og sammentidlig så... fremmed. Jeg slugte hendes ansigt med øjnene. Den bøjede næse, det hjerteformede ansigt. Det sølv grå hår der var trukket tilbage i en uordentlig knold. De hektiske røde pletter på kinderne, de dybe grå øjne. Den lille tynde hals, sølv medaljonen der hang rundt om hendes hals. Den rosa skjorte, den sorte nederdel, de grå gamacher, de sarte lyserøde sko. Og den smukke diamant ring på den venstre hånd. ”Bedstemor” udbrød jeg. ”Orrh... skat”  hendes øjne udstrålede ren bekymring. ”Hvordan har du det?” hendes halvhjertede smil, var ikke engang tæt på at være overbevisende. ”Bedstemor?” jeg kunne selv høre for ynkelig min stemme lød, men en stemme i mit hoved sagde at det var fyldt forståeligt. ”Ja min skat?” hun gik hen og satte sig på gulvet og tog min hånd i sin. Bedstemor som plejede at være så fin. Der aldrig nænnede at røre ved noget spiseligt før hun havde vasket hænder flere gange. Som aldrig havde en nederdel på mere end én gang før den skulle vaskes. Hende der hele mit liv havde sukket højlydt af mine beskidte negle. Sad på gulvet! Jeg vendte fraværende tilbage til virkeligheden. ”Hvordan er jeg endt her” Hun gispede og åbnede munden i et tavst skrig, før hun fik kontrol over sit ansigt igen. ”Husker du det ikke?” hun blinkede flere gange i træk før hun åbnede øjnene, og tårerne begyndte at trille ned af hendes kinder. Jeg kikkede på hende – forvirret – ”husker hvad?” hun spidsede læberne på den der typiske bedstemor måde, der af refleks fik mig til at smilede. Jeg fik dog hurtigt smørret smilet af igen da jeg så hendes ansigtsudtryk der sagde: er hun sindssyg eller hvad. ”At jeg hentede dig fra hospitalet for nogen timer siden, og kørte dig herhen, så vi kunne snakke med overbetjenten? Og at du faldt i søvn midt i afføringen så vi måtte forsætte uden for døren?” Hun pegede på den slidte trædør, men sænkede hurtigt hånden igen ”Ingenting?” hviskede hun. Det tog mig at et par sekunder at få ordene til at give mening inde i mit hoved, ”Hospitalet” gispede jeg. Hendes øjne flakkede et sekund, men længe nok til at det bragte endnu et minde frem til overfladen. Flakkene lys, varmen, smerten og intetheden. ”Hvad er det sidste du husker?” hun rettede fraværende på en løbsk hårtot. Jeg gned min pande for at finde et nyere minde, lysene havde virket som noget der havde fundet sted i en helt anden tid, et helt andet liv. Men der dukkede ingenting op. ”Flakkende lys, smerte, og....” min stemme knækkede over, og det gik med gru op for mig at jeg mistede mere og mere af min hukommelse, ordene der før havde flydt gennem mit hoved var forsvundet. Jeg kikkede ned i mit skød, bange for at møde hendes blik, bange for hvad hun ville tænke om mig. ”Så du husker ulykken?” mit ansigt fløj op ”hvad?” I det samme bankede det på døren og en overvægtig halv skaldet mand, stod i døråbningen. ”I er frie til at køre hjem” hans stemme buldrede i hele lokalet, og jeg kunne ikke forstå hvordan jeg havde kunne glemme de ”tordenskrald”. Han gned sin hage og forsatte henvendt til bedste ”Du kan komme tilbage i morgen, så gennemgår vi på testamentet” Mine øjne begyndte at svide, og jeg forsøgte ihærdigt at synke den klump der havde sat sig fast i min hals. Bedstemor lagde sin hånd på min skuldre og hviskede næsten lydløst ”jeg forklare senere” og trak mig lydløst ind til sig. Og kyssede mig på panden. På vej hen til bussen gik Bedste med armen beskyttende rundt om min skuldre. Mens jeg langsomt prøvede at få betjentens ord, til at falde på plads. Hvem kunne være død, og hvis død havde forudsagt en mental ændring af mit liv, og som indebar at det var Bedste der hentede mig fra hospitalet? Jeg kunne kun komme i tanke om to personer, men nægtede at tænke tanken til ende. Hele tog turen, sad vi og kikkede udtryksløst på hinanden, uden at ænse at den modsatte af os, sad og ventede på at den anden ville bryde den tunge tavshed.  Først da vi trådte ind i den lille hyggelige stue, rømmede Bedste sig. ”Jeg har gjort din mors, gamle værelse klar til dig” Hun vendte sig om og smilede et falks smil, ”du kan gå op og finde dig til rette. Så kommer jeg med nogen the” selvom at det var tydeligt at hun spillede, kunne jeg ikke lade være med reagere på det. Det at hun gjorde forsøget, lige meget hvor falsk de virkede. Men jeg forstød hende på sin vis også, jeg var så langt nede. At jeg ville gøre alt for at glæde Bedste, at skjule min sorg. Jeg lod mig dumpe ned på sengen, da jeg kom ind i værelset. Og gav mig selv tid til at studere rummet. Det var så længe siden at jeg sidst var her. De beige farvede vægge, det store væg maleri af utallige blomster, som mor havde malet. De rosa gardiner, det lyse trægulv. Sølvspejlet, på vægen længst mod syd. Det runde makeup i samme farve som gulvet foran spejlet. Den smukke glas lampe i loftet, den store dobbelt seng, med de bløde silke lagner, og puder. Det gammeldags sengebord, med den lille lysestage, bogen ved siden af. Og den gamle platin nøgle, til den lille skuffe i bordet. På den anden side af skillevægen toilettet, det store hvide skab, med blomster greb. Denne eneste forandring der var fra sidst jeg var her, er det skrivebord ovre i hjørnet som Bedste havde investeret i, samt den bløde gyngestol, der var blevet rykket ovre foran bordet, i stedet for at have stået der hvor bordet stod nu. Jeg kikkede nærmere på spejlet, i kanten af rammen, hang et lille fotografi af min mor, far og bedste lige efter at jeg var blevet født, mor holdte mig smilende i armen. Jeg sukkede da tårerne begyndte at trille ned af mine kinder, og jeg pressede mine hænder mod min mave, for at holde sammen på mig selv. Jeg anede ikke hvorfor at jeg græd eller hvorfor jeg følte at mine ribben blev revet ud af min krop, et efter et. I det samme kom Bedste ind, hun satte tavst sin bakke på sengen, og kom hen og tog mig om skulderen, og begyndte at gnide bagsiden af sin hånd mod min kind ”Så, så... Skat. Det skal nok gå alt sammen de lover jeg” Men hvordan skulle det, kunne det? Jeg kan intet huske, jeg ved ikke hvorfor jeg bør være ked af det. Jeg ved ingen ting, andet end at jeg åbenbart ”bør” være ked af det. Men det kunne jeg aldrig nænne at afsløre for Bedste, så jeg nikkede bare rystede hendes arm af mig og satte mig over i sengen. ”Her” mumlede hun, og rakte mig theen. Jeg nippede hurtigt til den for høflighedens skyld, og satte den derefter på sengebordet og kikkede afventende på hende. Hun sukkede og fiskede en avis frem, fra bakken. Jeg tog lydigt imod den og kikkede af gammel vane på datoen ”Hvorfor har du givet mig en tre måneder gammel avis?” spurgte jeg chokeret. Hun kikkede usikkert på mig som om hun fortryd et eller andet, men rystede på hovedet og sagde ”Kik på side otte” Hun snappede efter vejret da jeg slå op på siden, jeg himlede med øjnene og gispede højt da jeg så billedet under den fede overskrift : HUS BRAND NED TIL GRUNDEN! Billedet forstillede et sodet og fuldstændigt ødelagt hus, det varede dog ikke længe for jeg genkendte det. ”Der lo mit værelse” mumlede jeg. Og begyndte at læse teksten: I går aftes brændte familien Standlys hus i Nottingham ned til grunden. Der blev i morges fundet knogle rester af Alice og Robert Standly. Den eneste overlevende er deres 17 årlige datter Rosie Standly, som midlertidigt ligger på hospitalet. Resten af teksten forsvandt i et kaos af  tåre og håndrysteren, det kunne ikke være sandt måtte ikke være sandt! Bedste rakte mig et billede af mig der lå på en hospital stue, med slanger over det hele, og halvdelen af mit hår svitset af. Jeg lod hånden glide igennem mit hår og det gik med gru op for mig at det var en smule tyndere end det plejede at være. ”Nej, Nej!” skreg jeg ”Sig det ikke er rigtigt, Bedste. Sig at det bare er en syg joke” selvom jeg allerede kendt svaret gjorde det ikke mindre ondt at høre det komme over hendes læber, ”Jeg ked af det min Skat” Nej, nej! Jeg kunne føle hvordan min verden faldt sammen omkring mig. NEJ! Bedste åbnede min hånd og trykkede den medaljon som hun havde haft om halsen tidligere ind i den. Jeg nåede lige at se det lille billede af min mor inden i den, før at Bedste gik ud af døren, og alt blev sort.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...