Don't hurt me!

Taget fra et online RPG. Christabel er spillet af mig, Michela Have Carlsen. ^,..,^
Vicente er spillet af en af mine venner, Jannick.

Idéen med dette udspil er at Vicente skal voldtage Christabel, der har haft hukommelsestab, og kan derfor ikke kun huske et par dage tilbage, fra efter hun genopstod som engel. I kan læse nærmere om hende her: http://lost-world.heavenforum.org/u781

Alle billederne er taget af mig, Michela Have Carlsen og alle rettigheder går til mig.

1Likes
3Kommentarer
2445Visninger
AA

3. Don't hurt me! - 3.

Christabel lod langsomt sine fingre søge henover den kølige jord, som i at forholde sig til noget. Hun trak vejret helt roligt og afslappet, ind og ud, det var det eneste hun fokuserede på lige nu. Så syntes luften at sitre ikke så langt fra hende, så hun drejede langsomt ansigtet, åbnede øjnene og stirrede tomt ud i luften, men der var ikke det mindste at se. "Hm.." mumlede hun fraværende og lagde hovedet tilbage. Hun lukkede øjnene, åndede tungt ud, for at understrege at det nok skulle gå. Langsomt mærkede hun en hånd gribe fast om sit sind, og den lille pige, med det lysebrune hår, de store øjne, den brede, høje pande og de smalle læber, viste sig for hendes nethinde, og straks lagde pigen en hånd for sin mund. Så rakte hun langsomt hånden frem mod Christabel, der blev siddende ubevægelig. Og lige inden den lille pige nåede at røre ved hendes læber, så sitrede luften endnu engang, men denne gang, der lød det tydeligere. Det var som om nogen snusede sig frem til et eller andet... Nå, det er nok ingenting. Hun lagde igen hovedet tilbage mod den knudrede bark, hendes fingre krøb ualmindeligt nervøst hen ad jorden, hun lagde mærke til hvor ualmindeligt stille der pludselig var blevet.. De få blade gav ikke længere deres lave, klikkende lyd fra sig, som kun et stærkt, følsomt øre, som en engels eller en vampyrs, ville have opfattet. Det var sikkert ingenting. Regnen var nok forsvundet igen, men englens bange anelser blev desværre til virkelighed, da hun stadig mærkede de bløde fjer, som regnen formede, kildede på hendes nøgne hud og hun lod langsomt sin hånd glide hen af jorden, som om hun ledte efter noget... Og utroligt heldigt, fandt hun en kæp. Hun trak den ind til sin mave, og følte på den, men den var hverken særligt lang eller særligt holdbar. Hun lagde den ualmindeligt forsigtigt fra sig, den gav ikke den mindste lyd fra sig. Så sitrede luften endnu engang omkring hende, men nu var stilheden ikke længere stille... Det var en støjende stilhed. Det var så stille, at den mindste lille vind skreg for hendes ører og trak hende ned i utryghedens ubarmhjertige dyb. Hun skyndte sig at trække vejret ind gennem munden, hvilket fik sat lydniveauet lidt ned. Og så slappede hun straks lidt mere af. Hun skulle aldrig have taget hjemmefra, hun skulle aldrig have sagt Andie imod, hun skulle bare ikke.... men pludselig stoppede alle de tanker og udskældninger hun udsatte sig selv for og så lyttede hun intenst. En svag børnelatter hørtes fjernt, et objekt i hendes sygelige fantasi, der ligesom formede sig uvæsentligt hurtigt, det var en lille pige med en hospitalskjole, der gik mellem træerne, frem mod hende, hviskede utydelige fjerne ord, hun stavrede af sted på sine tynde ben og pludselig smeltede hun og blev til en blød muldjord lige foran Christabel.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...