En sommers minder

Et kort fabel. Løven møder hunden, men bliver nødt til at forlade hunden igen efter et stykke tids vandring.

2Likes
0Kommentarer
1192Visninger
AA

3. Slutning.

''Hey du, løve .. hvor skal vi hen?'' Han kigger på mig. Forventende. Jeg aner det ikke. Hvad skal jeg sige? Vi står her. På ingenmandsland. ''Luup,'' jeg kigger den anden vej, jeg er udtryksløs, - ''jeg aner det ikke. Jeg skal bare væk, for jeg har ingen mål i mit liv. Se på mig. Jeg er en løve .. folk frygter mig. Jeg blev opdrættet af farlige dyr, men jeg kan aldrig finde på at gøre nogen fortræd.. Jeg spiser, fordi jeg er sulten. Jeg sover, fordi jeg er træt. Men jeg flakker rundt, fordi jeg ikke har nogen steder at gå hen. Jeg er et ensomt dyr, - min flok smed mig ud. Jeg er åbenbart for harmløs. Det bedrøver mig, at jeg ikke kan se en ende. Mit liv fortsætter bare, og jeg kan ikke gøre noget for at forhindre det. Du reddede mig, da jeg havde brug for det, men hvad så med nu? Jeg har ikke brug for hjælp. Vi har vandret sammen så længe, at jeg knap nok kan kende forskel på dag og nat, december og juli. Vi har haft op- og nedture, som er for lange til at beskrive. Hm. Spørg mig ikke igen om, hvor vi skal hen. Hellere slutte det som Selma og Louise.'' Jeg puster ud og går videre. Jeg kunne høre ham åbne munden, og vendte mig derfor om. ''Løve, du er smuk. Du betyder alt for mig, hvorfor vil du så forsvinde fra mig? Er det ikke nok, at jeg har reddet dig en gang? Du skylder mig kun en tjeneste, og det er kun at følge med mig op til Det Store Bjerg, for så er mit liv fuldført, hvis du er deroppe sammen med mig. Se på mig .. jeg er gammel og svag. Jeg dør snart af alderdom. Måske er vi forskellige, men derfor kan vi stadig godt hjælpe hinanden. Ellers er der ingen mening med vores vandring. Jeg har virkelig nydt dit selskab, men hey – tid til at fortsætte.'' Jeg ryster med hovedet. Hans ord betyder ikke noget. Jeg skylder ham intet. ''Det eneste jeg kan give dig er en anmodning om, at du skrider nu. Din sandhed passer ikke. Gå væk med dine mål og kærlighed til mig .. Den ødelægger mig. Du er en hund. Det siger alt. Jeg kan ikke elske en hund. Undskyld, jeg kan bedst alene.'' Jeg går min vej uden at høre hans kommentar. Jeg er ligeglad. Jo, jeg holder af ham, men .. jeg kan ikke følges med en, som er et andet dyr end jeg. Jeg skylder ham intet.
Dagene gik, og jeg hører intet fra hunden med navnet Luup. Jeg blev ensom. Mere end jeg var før. Mine øjne bliver sløret af tårerne. Nej. Jeg kan ikke græde over et tabt venskab. Han betyder ikke noget. Intet. Jeg standser op og lukker mine øjne. Hvorfor er mit sind så uroligt? Jeg tripper med min pote. Jeg lytter bare på vindens susen. Hm. Jeg står her .. tæt på det magiske bjerg, der hvor ens skæbne er blevet besluttet. Man bliver forenet med sig selv. Eller noget i den stil. Jeg bevægede mig den vej, mine sanser leder mig imod. Efter nogen kilometer standser jeg op. Jeg åbner mine øjne og kigger op. Jeg finder hurtigt stien og går op på bjerget. Da jeg er kommet der op, får jeg hurtigt øje på Luup. Han ligger stille på jorden. Jeg går i panik. Mit hjerte galoperer, bare han er okay. Jeg løber derover. ''Luup!'' Jeg slår min snude ind i hans brystkasse. Jeg prøver at ae ham uden at såre ham. Jeg lægger mig ned ved siden af ham og ligger så mit hoved tæt ind til hans. Jeg hvisker stille til ham: ''Vågn op. Du må ikke dø .. forsvind ikke fra mig. Jeg har brug for dig. Har aldrig været mere ensom, end da jeg indså, hvor meget du betød for mig. Måske er du bare en hund og jeg en løve, men jeg har lært, at vi ikke er så forskellige alligevel. Nu er det min tur til at hjælpe dig, så vil du ikke nok vågne? Så skal jeg nok gøre alt for dig. Bestige hvert bjerg, krydse hver flod og gå gennem flammer for dig. Alt.'' En tåre triller ned af min kind og rører ham. Jeg ser op, og røde, blå, grønne og gule flammer kredser omkring bjerget oppe på himlen. Stjernerne bliver mere tydelige. Da ser jeg det endelig klart. Vi er som skabt for hinanden. Min opgave er fuldført, jeg har hjulpet ham. Han har endelig fået fred i sjælen, for i hans sidste minut, kigger han på mig og hvisker stille: ''Tak fordi du kom. Jeg holder inderligt meget af dig …'' Da han har fuldført sætningen, lukker han øjnene, og livet forsvandt fra hans krop. Forladt.
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...