The feelings I have inside me.

Det her er bare hvad jeg føler, omkring forskellige ting. Det vil betyde meget for mig, hvis i smider en kommentar, om hvad i synes. Jeg vil dog bede jer om, at skrive pænt om den, da det handler om hvad jeg tænker, til hverdag, og ikke vil hakkes ned af andre, på grund af mine tanker, som alle nok også har haft, en gang imellem. Så derfor, smid en kommentar, hvor i bruger et ordentligt sprog. på forhånd tak;)

3Likes
10Kommentarer
2363Visninger
AA

4. kapitel 3.

Min mor var blevet skilt, to gange. Mange børn, bliver kede af det, når deres forældre bliver skilt. Justin Bieber, er et godt eksempel. Men han fik da en god sang ud af det. Jeg fik også noget ud af, at min mor blev skilt, to gange. Jeg fik en gladere mor, da hun fik en kæreste. Jeg var glad på min mors vegne, og var ligeglad med, at folk nok tænkte, at det havde såret os børn. Men nej, det havde ikke såret mig. Jeg kendte jo min biologiske far, det havde jeg gjort, i knap og nap 3 år. Min halvfar, kendte jeg også, og ham var jeg ved, hver anden weekend. Ellers var jeg ved min dejlige mor. Min elskede mor. Min halvfar, elskede jeg selvfølgelig også. Uanset hvad han fik mig til at lave, elskede jeg ham. Han mente det jo kun godt. Jeg elskede ham, og ville ikke af med ham, eller nogen anden, som enten var familie, eller ven. Min biologiske far, elskede jeg jo nok også. Jeg følte nu mere han var en ven, da han ikke havde været i mit liv, så længe. Da vi mødte dem første gang, turde jeg ikke kalde min halvfar, for far, da jeg var bange for, at det ville såre min biologiske far. Min mor havde dog sagt, at han godt forstod, hvorfor jeg kaldte min halvfar for far. Han havde jo været der, da min biologiske far ikke var der. Men jeg følte alligevel det var forkert, og hver gang jeg sagde far til min halvfar, kiggede jeg tit på min biologiske far. Det så ud til at det var som et stik i hjertet på ham. Han smilede godt nok, men hans øjne sagde noget andet. Selvfølgelig ville jeg gerne kalde ham far, men ville det ikke virke mærkeligt? Jeg havde ikke set ham, i hvad? 8 år, og så kaldte jeg ham for far? Det ville være mærkeligt. Selvom jeg nogle gange er lige ved at sige far, når jeg snakker med ham. Det siger jeg også tit til min mors kæreste. Selvfølgelig ikke med vilje, men det kommer bare. Det er altid manden i huset, der er ens far. Sådan er det bare. Selvfølgelig var han ikke min rigtige far, og ville heller aldrig blive det, men jeg følte mig okay tæt på ham. Altså, hvis man snakker forholdsmæssigt. Vi kunne da godt snakke sammen, grine sammen, og hvad man nu end gør. Så jeg ville ikke sige, at han ikke var god nok, til min mor. Og så virker hun gladere sammen med ham, hvilket hun også har sagt til mig, at hun er. Men jeg kan alligevel ikke lade vær med at tænke på, hvordan det ville gå, hvis de gik hen og blev trætte af hinanden. Eller hvis de blev gift, og de så mente det var en fejl, og blev skilt. Hvor skulle vi så tage hen? Hvor kunne vi bo? Ingen steder, for vi havde ikke rigtig nogen penge. Jeg tvivlede dog på, at de ville gå fra hinanden. Den måde de kiggede på hinanden, gjorde det tydeligt, at de elskede hinanden, meget højt. Ja, de elskede virkelig hinanden.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...