Den forglemte tvilling...CB!

Katie er en pige, der aldrig nogensinde har vlret udenfor. Kun fordi at hendes mor, ikke ville have det. Men hun sniger sig ud, men når man støder ind i nogle fyre, bliver hun måske genkendt. Men som hvem?

9Likes
38Kommentarer
2067Visninger
AA

2. Kapitel 1.

Jeg kiggede ud af ruden. Selvom det regnede, var der intet andet jeg ønskede, end at gå udenfor. ”Katie, hvor er du?” råbte min mor. Åh nej, hun måtte ikke se mig ved vinduet! Jeg løb, uden at lave en lyd, hele vejen hen til min seng, som jeg hurtigt satte mig i, tog min bog, og slog op på en tilfældig side. Jeg var heldig, min mor kom ind af døren, lidt efter. ”Hej Katie, har du lagt vasketøj sammen?” sagde min mor, og smilede stift til mig. ”Og ordnet opvaskemaskinen,” sagde jeg, og smilede stort til min mor. ”Jeg elsker dig,” sagde min mor, og gik igen. Det troede jeg ikke på. Hvorfor var hun så altid efter mig, og fik mig til at gøre næsten alt for hende? Svaret var simpelt. Hun elskede mig ikke for den jeg var, men for hvad jeg gjorde. Jeg sukkede, og kiggede hen på vinduet. Hun lod mig ikke gå udenfor, hun sagde at folk ville dømme mig. Hver gang hun sagde det, vidste jeg, det var sandt. Hun havde jo dømt mig, og ændret på mig. Hun synes ikke jeg var pæn nok, og lavede derfor om på mig. Hvad ville en hel verden, så ikke gøre ved mig? Jeg sukkede, og lagde bogen ved siden af mig. Hvorfor kunne jeg ikke have en anden mor? Det ville gøre alt meget nemmere. ”Katie, laver du ikke lige noget te, til mig?” råbte min mor. Suk, jeg vidste det ville komme. ”Jo da,” sagde jeg, og himlede med øjnene. Jeg gik ud i køknet, og begyndte at koge vand. Mens vandet var ved at koge, fandt jeg en kop, en ske, sukker, mælk og et tebrev frem. Da vandet boblede helt vildt, hældte jeg det over i koppen. Jeg puttede tebrevet i, og lod det sidde der, i 3 minutter. Så puttede jeg en lille smule mælk i, og 3 skefulde sukker. Jeg rørte hurtigt rundt, og fandt så min mor, som sad inde i stuen. Jeg satte koppen ved siden af hende, og smilede stort. ”Det var godt,” sagde hun, og smilede kort til mig. ”Mor, hvorfor må jeg ikke komme udenfor?” sagde jeg. Lige da sætningen var kommet over mine læber, kiggede min mor op på mig. ”Den snak har vi vist haft før. Fordi der er farligt derude, kan du ikke forstå det, Katie? Gå så ind på dit værelse,” sagde min mor, og kiggede vredt på mig. Jeg nikkede, og gik ind på mit værelse. Det sagde hun altid. Hvorfor spurgte jeg egentlig? Det hjalp jo ikke noget, hun ville ikke høre på mig. Uanset hvilke argumenter jeg havde, kom hun med et svar, der var langt bedre, end det jeg havde sagt. Hun var jo nærmest uovervindelig. Men jeg ville bare ud. Jeg ville ikke gå rundt indenfor, som en eller anden husmor. Jeg kunne jo tikke af? Men hvor ville jeg så bo? Jeg kunne bare gå en tur, og så komme tilbage? Ville det ikke gøre min mor ked af det? Jeg sukkede, hvorfor skulle alt være så kompliceret. ”Det er kun kompliceret, fordi du gør det kompliceret,” sagde jeg, med en målrettet stemme. Jeg ville udenfor. Om det så kun var 2 minutter, ville jeg udenfor. Jeg skulle bare udenfor. Jeg smed mig i min seng, og gav mig til at tænke. Hvornår kunne jeg tage af sted? Hvor ville jeg tage hen? Så var det, som om en tændte for min lyspære. Jeg ville stikke af. Jeg gad ikke finde mig i hendes lort mere. Jeg havde en sok, fyldt med penge, under min seng. Jeg kunne tage de penge med mig. En plan tog langsomt form i mit hoved. Jeg ville stikke af. Om aftenen.
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...