Just A Friend... Justin Bieber

Læs:-)

18Likes
63Kommentarer
5204Visninger
AA

16. Hvor er min drømmefyr?

2 uger sener.

Igen var Christian og jeg alene hjemme. Det har vi næsten været de sidste 2 uger. Sidste weekend kom de først hjem to dage efter, altså Justin og Caitlin. Mig og Christian har ingen ide om hvad de går rundt og laver, og ingen af de gider at sige det til os. Så det er mig og Christian helt alene. Altså jeg har ikke noget imod det, eller jo jeg vil selvfølgelig også rigtig gerne være sammen med Justin. men han har bare været så mærkelig siden Caitlin er kommet. Det irriterede mig grænseløst. Han er min kæreste ikke hendes!
"Hvad skal vi så lave i dag?" Spurgte Christian, da han smed sig ned i sofaen, og dræbte mine tanker.
"Blive her?" Spurgte jeg. Han nikkede. Jeg tror vi begge var ret trætte, faktisk ved jeg ikke hvorfor.
"Hvad tror du Caitlin og Justin laver?" Spurgte han efter lidt stilhed.
"Jeg ved det virkelig ikke! Men det er noget der irritere mig helt vildt, det kan jeg mærke!" Sagde jeg. Han begyndte og grine.
"Det kaldes misundelse." Sagde han og grinte igen.
"Misundelse?" Spurgte jeg og kiggede mærkeligt på ham.
"Ja du kan ikke lide at Justin er sammen med andre end dig." Sagde han og smilte stort.
"Nej sguda han er jo mega eftertragtet" Sagde jeg, Christian begyndte at grine.

Sener på aftnen gik jeg op på Justin og jegs værelse, jeg gad ikke sidde oppe halvdelen af natten og vente på dem. Da jeg var igang med at skifte til mit nattøj, gik døren op ind til værelset.
"Hej" Sagde Justins stemme, eller det var jo ikke kun hans stemme der kom ind, men i ved hvad jeg mener. Han kom hen og satte sig på sengen, mens han kiggede på mig. Jeg satte mig hen ved hans side, da jeg havde fået nattøjet på.
"Hvad så?" Spurgte jeg og lagde min hånd på hans lår. Han smilede skævt.
"Ikke så meget, hvad med dig?" Svarede han, og kiggede væk fra mig.
"Heller ikke så meget" Sagde jeg og prøvede på at få øjenkontakt med ham, men han blev ved med at fjerne sit blik. Der var et eller andet galt og det kunne man tydeligt se.
"Justin hvad er der galt?" Spurgte jeg med en stille stemme. Han kiggede hurtigt på mig.
"Kender du det når man har lyst til at fortæller noget, men så kan man bare ikke?" Spurgte han om. Jeg tvivlede lidt på om han prøvede at skifte emne eller om han prøvede at sige noget.
"Jo, det tror jeg alle har prøvet! hvorfor?" Svarede jeg, jeg sendte ham et smil.
"Det er bare fordi... Årrh det er så svært!" Sagde han og slog ud med armene.
"Kom nu Justin! Spring ud i det, hvad kan der ske?" Prøvede jeg støttende.
"Det er bare så svært" Sagde han, man kunne se nogle tåre samle sig i hans øjenkrog.
"Helt ærligt Justin hvad er det?" Spurgte jeg en lille smule pressende, jeg lagde min arm om ham.
"Jeg kan ikke" Mumlede han. Tårene begyndte nu at løbe ned af hans kinder.
"Jo du kan! Det ved jeg Justin!" Sagde jeg. Jeg tog min anden hånd/arm og nussede ham i håret. Han begyndte og hulke. Jeg tog ham ind til mig, og han gemte hans ansigt i min hals, mens han havde hans arme om min talje.Det så nok ikke så godt ud nu når vi sad ned, men når Justin nu er så ked af det kan det vel også være ligemeget.
"Caitlin og jeg har fået vores gamle følelser tilbage for hinanden" Hulkede han ind i min hals. Jeg gik i stå, hele min verden gik i stå. Det var som om der løb noget vådt og koldt ned igennem rygraden på mig. Min arm faldt slapt ned fra Justin, og over til min mave. Jeg fik lige pludselig den værste kvalme. Da jeg skulle til at tage mig for munden, for ikke og kaste op, var mine kinder helt våde, jeg havde grædt, og jeg havde slet ikke lagt mærke til det. Smerten i mit højre bryst var for slem til og lægge mærke til sådan en lille ting.Justin, min drømmefyr, min bedsteven, min fremtids mand, min alting elskede mig ikke mere. Nej han elskede min bedsteveninde, og hun elskede vel også ham. Det var ufattelig. Jeg begyndte stille og side og rive mig selv i armen, jeg kunne ikke mærke noget, men man kunne tydeligt se det. Og det kunne jo være at jeg havde heldet med mig, og at det hele bare var et skod mareridt. Men nej jeg vågnede ikke, alt det der skete nu, er mit liv.
"Hannah stop!" Hulkede Justin, og så tog han mine hænder så jeg ikke kunne rive i mig selv. Jeg begyndte at skrige, slå og sparke vildt ud efter alt. Justin fik lagt mig på en eller anden måde ned i sengen, hvor han så holdte mine arme så jeg ikke kunne slå, og mine ben kunne ikke nå op til ham.
"Undskyld Hannah!" Råbte Justin for at overdøve mit skrigeri. Inden i mit hoved havde jeg ingen ide om hvad jeg fortog mig lige nu. Alt var sort, jeg havde lige mistet mit livs kærelighed til min bedsteveninde gennem hele livet. De to personer jeg stolede mest på, har begge forrådt mig. Jeg var så rasende, så rasende at det ikke kan beskrives med ord. Der er virkelig ikke ord for det.
"Hannah!" Råbte Justin hulkende. Han var nok også i chok over hvordan jeg var lige nu. Man kunne høre at døren blev hevet op, og at der kom nogen ind på værelset.
"Har du fortalt hende det?" Råbte Caitlin til Justin.
"Fortalt hvad?" Spurgte Christian blandende med en chokket stemme. Justin kiggede over på Christian, så jeg så mit snit til at skubbe ham fra mig. Og ja inden jeg vidste af det var jeg på vej over mod Caitlin. Min bedsteveninde. Der havde gjort det værste en bedsteveninde nogen sinde kunne gøre, det var det hun lige havde gjort. Jeg havde ingen ide om hvad jeg ville gøre ved hende, men nok ikke noget sødt. Da jeg kom hen til hende tog jeg hende om halsen.
"Hannah!" Sagde hun og slog ud efter mig. Lidt efter da Caitlins læber begyndte at få en anden farve blev jeg skubbet væk. Jeg ramte hårdt gulvet. Og så var der en der satte sig op på mig, og en dør der smækkede. Jeg prøvede at kigge mellem mine tåre fyldte øjne. Det var Christian der havde sat sig på mig, de andre var væk. Christian rejste sig fra mig, og jeg løb hen til døren for at komme ud. Men de havde låst døren. Jeg begyndte at banke og sparke hårdt til døren mens jeg skreg. Lidt efter følte jeg mig træt. Jeg gled ned af døren, mens jeg grad højlydt. Der blev lagt nogen arme om mig, helt sikkert Christians. Aldrig i mit liv har jeg følt mig så svigtet, selv ikke da mine forældre bare forlod mig. Jeg var selvfølgelig ked af det, men den her følelse kan man bare ikke beskrive. Den er mindst 100 gange være en den gang med min forælder.
"Hannah jeg elsker dig stadig!" hviskede Christians stemme mig ind i øret.
Her sidder jeg tilbage med 1 ud af de 3 bedstevenner der ved alt om mig. De to andre har såret mig, svigtet mig, gjort mig fortabt.

Slut.
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...