Samael

Samael er en selvbiografi skrevet som en form for novelle for, at læseren selv kan sætte sig ind i det.
Jeg vil gennem historien prøve at forklare, hvordan mit liv har været fra da jeg blev født og til nu. Jeg har ikke brugt de rigtige navne for at beskytte min familie, mig selv og mine venner.

Jeg har skrevet Samael for at nå ud til folk, der har haft lignende hændelser, prøve at sætte ord på noget de måske ikke kan.
Samael er en ærkeengel der er kendt for at destruere og ødelægge al håb, men ses både som god og ond.

Jeg kommer aldrig til at slippe af med Samael.



Lucy er en pige, der oplever svigt igennem 13 år, fra hun er blot tre år, og frem til en alder af 16 og et halvt.
Gennem årene sker der ting, der traumatiserer Lucy, og hun hindres hele tiden i at komme videre, da fortiden jagter hende.
Hendes mors alkoholmisbrug, incest, psykisk og fysisk vold vil for evigt være indgraveret i hendes hjerte, og dette er hendes historie.

Dette er min historie.

1Likes
10Kommentarer
1585Visninger
AA

6. Efterskolen

Jeg kom som sagt på efterskole, fordi kommunen havde truet med at fjerne mig fra min mor, hvis ikke jeg gik i skole. Jeg har lige afsluttet mit efterskoleår, så året er stadig i frisk erindring.

Jeg kan huske at jeg slet, slet ikke havde lyst til at være der. Jeg ville bare hjem, men de var fast besluttede på at jeg skulle blive. Jeg syntes at de alle var forfærdelige mennesker.

Alligevel kom jeg sammen med en noget mærkværdig fyr, Kasper. Først skjulte jeg dette for Melanie, for jeg var så bange for at hun skulle blive såret. Men efter noget tid fortalte jeg det til hende. Efter et halvt år med Kasper havde jeg fået nok. Han var begyndt at blive mærkelig.

Jeg havde rigtig svært ved at tackle ham, for et eller andet sted holder jeg sgu stadig af ham, og jeg ønsker ikke at vi skal stoppe med at snakke.

I løbet af skoleåret forelskede jeg mig i Melanies ven, Simon. Melanie havde rigtig svært ved at acceptere dette, ikke blot fordi vi ikke var kommet over hinanden, men også fordi jeg frøs hende mere ude. Det var ikke med vilje, men er det ikke det, der sker, når man er på vej videre?

Efterskoleåret gav mig dog meget. Jeg hadede togturene, fordi jeg bare ville være hjemme. Men måske var det sundt for mig at gå der, hvem ved. En dag var det dog rigtig slemt. Jeg snakkede med min far igen, men jeg nægtede at tage over på efterskolen. Jeg havde låst mig ude på badeværelset, og min mor havde ringet til min far i frustration, og han stod nu udenfor toiletdøren og truede med at tæve mig hvis jeg ikke kom ud, han flåede i døren, hamrede, prøvede på at smadre den.

Jeg græd og havde gemt mig i bruskabinen. Jeg ringede til Melanie, som stadig var min ven. Jeg fik dog ikke snakket meget med hende, for jeg skreg i frygt og jeg var bange; jeg kan ikke huske, at jeg nogensinde har været bange for min far, men det der var dråben.

Til sidst (via psykisk terror) fik han dog tvunget mig ud i bilen og kørte mig helt hen på Fyn for at sætte mig af på den forfærdelige efterskole. Året gik dog hurtigere end jeg havde forventet. Jeg havde haft mine kampe med forstanderen og med mine forældre, men endelig var det slut.

Jeg fik sommerferie, og det viste sig at jeg overhovedet intet havde lært fra den efterskole andet end at tolerere en større sum mennesker omkring mig. Bitterheden, vreden, den er der stadig. Vreden har overtaget mig, og det er forfærdeligt.

Jeg skændes konstant med Melanie, for selvom hun er min sjælesøster, så hader jeg hende på et plan. Jeg elsker hende, men jeg hader hende. To af de stærkeste følelser, et menneske kan føle, og så på en og samme tid.

Jeg er stadig håbløst forelsket i Simon. Nogle gange, så tror jeg at jeg kan læse tegnene fra ham, men det viser sig at jeg opdager enorme spørgsmålstegn i både hans og mine følelser til tider.

Thomas er for resten flyttet tilbage i min by. Jeg har fundet ud af, at vi skal tage samme bus hver dag, og at vi skal gå på samme gymnasium. Dette knuste mig fuldkommen da jeg hørte det. Jeg ved ikke, om jeg vil kunne ignorere ham når den tid kommer, jeg ved ikke om jeg bare løber når jeg ser ham.

Jeg ved intet. Jeg er en håbløs teenager. Og dette er min historie.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...