Elementera

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 3 aug. 2011
  • Opdateret: 30 nov. 2012
  • Status: Igang
det er historie som jeg har digtet lidt på, og har overvejet at skrive i et stykke tid. den handler om Lianne på 15 som siden hun var 10 har boet i mynglingehuset på NightCrest borgen. når man bliver 15 kan børnene fra mynglingehuset komme ud og blive lærlinge hos nogen af dem der arbejder på borgen. men Lianne bliver valgt som lærling hos borgens troldmand selvom hun ikke tør bruge hendes magi. grunden bunder i hendes hemmelighed om hendes mørke barndom...
jeg fik ideen til denne historie efter jeg havde læst Skyggens Lærling

12Likes
39Kommentarer
2855Visninger
AA

2. overfaldet

”Så er det op unger!” blev der råbt ude på gangen. Jeg åbnede træt øjnene, blot for at blive blændet af lyset der kom ind af mit vindue. Jeg lukkede øjnene, men nød alligevel følelsen af at blive mere frisk på grund af sollyset. Sådan havde det længe været for mig. Jeg stod op og kiggede på mine brandsår. De var helt klart pænere end da jeg kom her. Jeg smurte dem ind i min creme og puttede forbindinger på. Efter det kiggede jeg ud. Det så ud til at det ville blive godt vejr, så jeg tog en tynd hvid langærmet på da jeg ikke havde andet i mit skab. Grunden var at jeg ikke ville have at folk så mit Mærke. I Miral som vores verden hed havde alle magi kyndige et Mærke en slags tatovering som dukkede op hvis man udviklede magiske evner. Men jeg var bange for mine evner, på grund af... nej. Jeg nægter at tænke på det, tænkte jeg for mig selv da jeg gik ned til morgenmaden. I mynglingehuset spiste vi alle sammen, eller næsten alle, de yngste fra 1 til 3 fik altid lov til at sove længere fordi de var yngre. Som sædvanlig lagde der sig en form for ro over mig når jeg trådte ind i spisesalen til de andre. Der var ikke bestemte siddepladser, man kunne sidde hvor man ville. Jeg satte mig altid ned til Melena og Hana. Melena var på min alder mens Hana var 7. Hana var en stille pige og både mig og Melena var lidt nervøs for hvad der ville ske med hende når vi skulle ud som lærlinge. ”Hej Lianne, sen som altid” grinede Melena til mig mens jeg svarede ”du ved at jeg lige har noget jeg skal have klaret først” sagde bebrejdende. ”Ja, men ikke engang jeg ved hvad det er, kun at det har noget at gøre med de handsker du altid har på”. I stedet for at svare hende så jeg ned på Hana som sad og gned søvnen ud af øjnene. ”Træt lille ven?” spurgte jeg hende ”mm-hmm” mumlede hun mens hun nikkede, og gabte så. ”Så er der mad!” blev der råbt oppe ved køkkenets døråbning ”vi starter med bord to!” børnene ved bord to rejste sig og begyndte at gå op med køkkenet. ”Ser ud til at der går noget tid før vi kommer derop” sagde Melena, med påtaget tristhed i stemmen ”jah...” svarede jeg bare lidt fraværende. ”Jorden til Lianne, jeg spurgte dig om noget” sagde Melena pludselig efter vi havde været oppe og hente mad. ”Øhh, hvad?” sagde jeg mens jeg blev nærværende igen. ”Jeg spurgte hvem du ville være lærling hos?” sagde hun irriteret. ”Jeg har valgt og spørge om ikke jeg kan komme ind som healerens lærling, ellers ville jeg ind under den kongelige maler, og dig?” svarede jeg ”jeg vil da ind på ridderskolen som skjoldmø!” svarede hun som om det var indlysene ”vi skulle jo være sikre vi er femten og lærlinge-dagen er i dag” sagde Melena. ”Jeg ved det jeg er bare bekymret for Hana. Hun er sky og de andre børn forstår hende ikke. Hvad skal hun gøre når vi ikke er her?” Hana overraskede mig ved at sige ”jeg skal nok klare mig, tror jeg, men i kommer og besøger mig ik'?” sagde hun med bedende øjne. Jeg tog hende op og strøg hende over håret ”selvfølgelig kommer vi og besøger dig, du er jo som en lillesøster for os. Bare rolig, søde” sagde jeg beroligende til hende. Hana var kommet da hun var 3 år. Hun havde mistet sine forældre, så hun havde været meget indelukket. Mig og Melena plejer at hjælpe nede ved de små da vi begge godt kan lide børn, så det var der vi kendte hende fra. Hana var, af en eller anden grund, begyndt at følge efter os og med tiden var vi blevet gode venner med den lille pige, og nu var hun nærmest som familie. Vi var ikke glade for at efterlade hende. Men efter middag var vi blevet delt ud på vores lærlinge pladser. Vi var gået udenfor for at gå ned til søen, men da vi kom derned var Rasmus og Bill dernede. ”Vent” sagde jeg men for sent, de havde set os. ”Er de to blødsødne tabere her for at lege med vand. Bare ærgerligt at vi var her først, skrid!” sagde Rasmus, men Melena svarede igen ”alle må være ved søen, ikke kun nogle tumper som mener de kan alt, på trods af de er dumme som døre” ”jeg skal give dig skal jeg!” sagde Rasmus og skubbede os omkuld. Jeg knugede Hana ind til mig så hun landede på mig. ”Hvorfor er den freak her egentlig?” sagde Bill henvendt til mig ”ja, hun blev bare taget ind her, hun har ikke noget med borgen at gøre!” tilføjede Rasmus, mens de begge gik tættere på os ”hvorfor viser du os ikke hvad der er under de der handsker og ærmer? Hvad er du skjuler?” sagde Rasmus ”hun er garanteret en bortløben slave eller noget” sagde Bill som var kommet hen og tog fat i mig. Hana havde jeg sat ned og hun var med det samme løbet efter hjælp, men jeg tvivlede på at hun ville nå det. ”I skal ikke tale grimt om min veninde!” lød det pludselig fra Melena som kom farende hen mod Rasmus med en kæp i hænderne, men hun nåede ikke herhen, for i samme øjeblik trådte en person med hævede arme ud inde fra træerne. Det var først der, jeg så at Hana stod ved siden af manden. Så skete der nogle ting på en gang. Bill som havde fat i mig gav slip og blev smidt ind i et træ af en form for usynlig kraft, Rasmus blev tynget ned i jorden af den samme usynlige kraft. Først da personen begyndte at tale, genkendte jeg personen som en der engang havde boet i mynglingehuset. ”Det er fejt at slås mod en pige, men det er utilgiveligt at tvinge folk til at gøre noget de ikke vil!” råbte Kyou vredt. Jeg indså at det måtte være Kyou der havde stoppet drengenes overfald. Kyou var nemlig blevet valgt som troldmand Lavian, NightCrest borgens troldmands lærling. Jeg kom mig iver det shock jeg havde befundet mig i og skyndte mig at løbe hen til Melena, hvor vi sammen skyndte os hen mod i Kyou. Men jeg stoppede næsten to meter fra ham, af to grunde, 1. min skræk for magi, 2. at jeg ikke ville have at han skulle se at jeg rødmede. Han bemærkede dog ingen af delene da han sagde noget der fik os til at tænke noget helt andet. ”Burde i ikke se at skynde jer op til borgen lærlinge-udvælgelsen begynder snart” sagde han. Både mig og Melena blev hyllet helt ud af den, og vi skyndte os bare at sige tak for hjælpen, og så skyndte vi os ellers op mod borgen.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...