Elementera

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 3 aug. 2011
  • Opdateret: 30 nov. 2012
  • Status: Igang
det er historie som jeg har digtet lidt på, og har overvejet at skrive i et stykke tid. den handler om Lianne på 15 som siden hun var 10 har boet i mynglingehuset på NightCrest borgen. når man bliver 15 kan børnene fra mynglingehuset komme ud og blive lærlinge hos nogen af dem der arbejder på borgen. men Lianne bliver valgt som lærling hos borgens troldmand selvom hun ikke tør bruge hendes magi. grunden bunder i hendes hemmelighed om hendes mørke barndom...
jeg fik ideen til denne historie efter jeg havde læst Skyggens Lærling

12Likes
39Kommentarer
2856Visninger
AA

7. afsted

Jeg så hvordan Kyou hurtigt trak sin hånd til sig, som om han havde brændt sig, og han trådte et skridt tilbage. Han ansigt lyste af chok mens han så på mig. Og så begyndte han, til min store forbavselse, at græde. Så var det som om han kom til sig selv. Han tørrede hans tårer væk, og vendte sig så om og kiggede på mig, men af en eller anden grund ville han ikke møde mine øjne. Hvad var der sket da rørte mig? ”Pak dine ting, vi tager afsted om en time,” så smilte han og tilføjede spøgefuldt, ”og hvis du ikke følger med frivilligt, så må vi jo bare binde dig, og så tage dig med os”. Så vendte han sig om og gik ud af døren. ”Du må hellere gøre dig klar, du hørte hvad han sagde” sagde Melena så, med et smil på læben. Hana fniste lidt, og slev jeg fik et lille smil på læben, selvom jeg ikke var helt tryg ved situationen. Jeg rejste mig op af sengen og begyndte at finde noget tøj frem. Da jeg havde fået tøj på, kom jeg i tanke om at jeg ikke havde min creme på inde under forbindingen. Jeg kiggede ned på mine hænder hvor forbindingen lå. Jeg vendte mig om mod de andre. ”Øhm... jeg går i gang med at pakke, så i behøver ikke at blive her” sagde jeg med en usikker tone. Jeg ville ikke  have at de tog det på den forkerte måde. De kiggede på hinanden, men så nikkede Melena. ”Kom så Hana, vi skulle tage at give Lianne lidt tid alene” sagde hun så til Hana. Hun nikkede og fulgtes så med Melena ud af døren. Da døren lukkede sig bag dem, gik jeg hurtigt hen og låste den. Så gik jeg tilbage, og begyndte at vikle forbindingen af. Mine ar var røde, men pænere end man kunne forvente. Jeg åbnede den lille krukke med creme, og begyndte at smøre det ud over mine hænder. Så forbandt jeg dem igen, og lukkede krukken. Jeg fandt en taske frem som jeg havde gemt, og begyndte at fylde den med mine ting.

Da jeg nåede ud på gårdspladsen efter at have pakket, opdagede jeg hvordan flere begyndte at kigge på mig. Jeg undgik deres blikke og gik over mod stedet hvor Kyou og Lavian stod. Men før jeg nåede derhen gik Rasmus ind foran mig. Jeg kiggede på ham og sagde så iskoldt ”flyt dig”. ”For ellers hvad?” sagde han bare hånligt, ”du tør jo alligevel ikke bruge magien”. Jeg kiggede ham lige i øjnene, og sagde så med en lav stemme der kunne fryse selv vulkaner til is ”du opdagede selv i går at der kan ske fejltagelser hvis jeg mister besindelsen, men hvis du har lyst til at tage chancen, så værsgo”. Han trådte et skridt tilbage, og jeg gik udenom ham og fortsatte. Jeg nåede kun at gå tre skridt, før jeg mærkede hvordan nogen greb mig om håndleddet. Jeg drejede ansigtet mod ham, og så hvordan hånden susede mod mig. Jeg nåede ikke at tænke, før en hvirvelvind rejste sig om mig, og skubbede ham væk. Jeg gispede. Det at jeg havde brugt min magi for første gang i 5 år, havde gjort at jeg brugte det uden at tænke. Jeg bakkede væk fra ham, mens vinden om mig lagde sig igen. Jeg vente mig om og begyndte at løbe. Jeg mærkede hvordan folk stirrede efter mig, mens jeg løb mod skoven, det eneste sted jeg følte mig tryg. Jeg løb ind mellem træerne og mærkede hvordan roen sænkede sig over mig. Jeg kunne ikke længere mærke de mange menneskers stirren, og det beroligede mig. Jeg sænkede farten og satte mig ned for foden af et træ. Jeg kunne mærke hvordan min krop rystede på grund af anstrengelsen. Jeg gemte mit ansigt i mine arme, og mærkede hvordan tårerne begyndte at trille ned af mine kinder.

Jeg kiggede op med et sæt. Der var ikke nogen. Men jeg kunne sværge på at jeg havde hørt nogen snakke. 'Herovre' sagde stemmen. Jeg kiggede rundt. Der var ikke nogen. Så hørte jeg en gren knække. Jeg snurrede rundt, og kiggede på Kyou. Han kiggede bekymret på mig. Jeg stod og hev efter vejret. ”Er du okay?” spurgte han mig så. Jeg kiggede på ham, og sagde så ”jeg er okay”. ”Kommer du med? Vi kører snart” sagde han og rakte en hånd ud mod mig. Jeg kiggede på hans hånd, men tog så imod den.

Da vi gik ud fra skoven, kastede jeg et blik over skulderen. 'Gad vide hvad det var for en stemme?' tænkte jeg, mens vi gik hen mod Lavians kærre, som holdt foran porten. ”På trods af at du er bange for magi, bruger du det godt nok meget” sagde Lavian, da vi var inden for hørevidde. Jeg kiggede surt på ham. ”Det var ikke meningen, det skete bare” svarede jeg ham surt. Men i stedet for at svare mig igen smilte han bare, og sagde så ”Det må jo bare betyde, at du inderst inde ikke er så bange for din magi”. Jeg kiggede overrasket på ham. Han rakte en hånd ned til mig. Jeg tog imod den, og han trak mig op i kærren. Jeg satte mig tilrette, og Kyou satte sig ved siden af mig. Så satte kærren i gang, og vi kørte væk fra den borg, hvor jeg havde levet de sidste 5 år. Jeg sad og kiggede på borgen, mens vi kørte væk. 'Gad vide hvad der var sket, hvis jeg ikke var kommet hertil' tænkte jeg for mig selv. Så vendte jeg mig om, og kiggede fremad mod den vej, der ville føre mig til mit nye hjem.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...