halvdæmonisk kærlighed

Kalila på 15 har siden hun var helt lille kunne se skygger, men på hende og hendes tvilling Kalcos 7 års fødselsdag blev skyggerne afløst af skikkelser. specielt en skikkelse er der altid, en dreng med ravfarvede øjne. Hvem er han og hvad vil han med Kalila, og hvem er den mystiske Devir der pludselig er begyndt i hendes klasse?
*har valgt at ligge personkarakteristik ind efterhånden som man møder personerne

19Likes
41Kommentarer
3156Visninger
AA

8. 6. Dæmoner?!

Det var tre dage siden  festen hos Selena, og kommentarerne om min underlige opførsel var endelig ved at dø ud, efter folk havde fundet ud af jeg ikke mistede kontrollen over deres kommentarer. Jessica var også ved at blive sig selv igen. Men om det var en god eller dårlig ting ved jeg ikke. Hun var blevet bange for mig efter jeg havde ladet hende gøre mig vred. Jeg forstod det godt. Jeg havde tit fået at vide at jeg var skræmmende når jeg blev vred. Men den her gang havde det været anderledes. Mig og Kalco havde snakket om det dagen efter. ”Det var virkelig mærkeligt, som om der var en eller anden stærk kraft inden i dig der vågnede” havde Kalco fortalt mig. Men det der egentlig skræmte mig mest, var, at i de sidste par dage var personerne jeg så blevet tydeligere. Eller dæmonerne som Devir havde kaldt dem. Devir havde ikke snakket til mig efter festen, men jeg havde lagt mærke til at han holdt øje med mig nogen gange. Jeg sad og spiste sammen med Selena og Amalie da jeg så en lille bevægelse ud af øjenkrogen. Da jeg kiggede derhen, så jeg at det var Devir der smuttede ud af døren efter en person. Eller rettere, en dæmon. For der var ingen andre der så den lille skikkelse der var gået få sekunder før. Jeg rejste mig op og begyndte at gå derhen. ”Hvor skal du hen Kalila?” spurgte Amalie mig. ”Toilettet” svarede jeg bare hurtigt og gik hen mod døren. Men da jeg kom derud var den eneste derude Devir. ”Hvor forsvandt den hen?” udbrød jeg forbløffet. Devir så ud som om han fik et lille chok og vendte sig så om mod mig. ”Hvad laver du her?” spurgte han utilpas. Hvorfor mon det? tænkte jeg ved mig selv. ”Jeg så dig gå efter den der lille... dims, og blev nysgerrig” svarede jeg bare ærligt. Han smilte ved min tiltale form, men blev så alvorlig ”den dims,” han smilte lidt over ordet, ”var en dæmon. Ikke en af de stærke, men de er stadig farlige” sagde han. Jeg så på ham, ”dæmoner, det sagde du også til festen, men hvad ER de?” spurgte jeg frustreret. Han så ud som om han tænkte lidt over spørgsmålet før han svarede, ”de er væsener fra en anden verden. De kommer ind i menneskenes verden gennem porte, og finder personer der har en matchende mentalitet, som de så besætter. Eller, det er hvad de stærke gør. De svage, som den du lige så, de driller bare folk, tager deres ting og sådan noget”. Jeg gloede bare på ham som en eller anden idiot. Dæmoner? Hvad? Men de fandtes jo ikke. Men det ville kunne forklare hvorfor de personer jeg så ikke altid var menneskelige. Han så helt seriøs ud, men jeg kunne se at han var lige ved at grine i hans øjne, og der var en trækning i hans mundvige som om han var ved at smile. Og så gav jeg ham det bedste svar jeg kunne komme med ”seriøst?”. Og så kunne han ikke holde facaden længere, og han begyndte at grine. ”Det er ikke noget at grine over!” sagde jeg fornærmet. ”Nej undskyld, men du så bare så sjov ud at jeg...” han begyndte at grine igen. Jeg vendte mig om med et fornærmet udtryk i ansigtet. ”Ja undskyld at jeg er forvirret, men det er altså mærkeligt at få at vide at man altid har kunnet se dæmoner” sagde jeg fornærmet og lød som et forurettet barn. Han prøvede at holde op med at grine og sagde så, ”det forstår jeg selvfølgelig godt, men kan vi diskutere det her et andet sted, der kunne let komme en forbi her”, og jeg kom i tanke om at vi stod midt på gangen. Jeg nikkede og gik tilbage til kantinen. Da jeg gik hen mod bordet hvor Amalie og Selena sad, var jeg lige ved at snuble over det ben som Jessica havde strakt ud foran mig. ”Se dig dog for” sagde hun til mig med en hånlig stemme. Jeg rullede bare øjne af hende og gik videre. Jeg hørte hende sige ”taaaber” til hendes veninder, som grinede.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...