Crazy in love

"Jealousy is always born with love but it does not die with it."

2Likes
4Kommentarer
2338Visninger
AA

6. Can't believe this is happening!

Det var ubehageligt at se Marco på gangene i gymnasiet, og mærke hans øjne hvile på mig. Jeg snakkede ikke om nogen, fortalte ingen hvad der var sket. Det var ikke fordi jeg manglede intresserede lyttere, alle skrev, ringede og stoppede for at snakke med mig, selv hvis jeg havde travlt med andre ting. Jeg lukkede mig inde, og følte jeg mistede noget af mig selv hver dag. 

"En fanta exotic, tak" siger jeg til drengen i kiosken og giver ham 21 kr. Han rækker mig flasken, og jeg går ud på gaden. "Marie!" råber en drengestemme... ikke en hvilken som helst stemme. Marco. Jeg vender mig om, og ser ham krydse vejen, på vej hen mod mig. Jeg begynder at gå hurtigere, men han hæver også farten. "Marie vent!" råber han. Jeg slipper ikke af med ham så let. Jeg stopper op, og vender mig langsomt om. Samler alt mit mod, og ser om der er folk på gaden, hvis nu han overfalder mig eller noget. Jeg ved ikke hvem han er længere. "Hold dig væk fra mig!" hvisker jeg, og prøver at stirre bestemt på ham. "Lad nu være skat..." smiler han, og rækker ud efter mig. "Neej!" skriger jeg skingert og trækker mig tilbage som om jeg har brændt mig. Han kigger først såret på mig, men pludselig brænder hans øjne af had. "Jeg gider alligevel ikke have noget at gøre med sådan en fucking luder!" hvæser han med så meget had at jeg begynder at ryste. Han går vredt væk, og jeg er chokkeret. Tårene falder fra mine øjne, og jeg løber, løber i lang tid, prøver at flygte fra mit liv. 

Da jeg begynder at mærke en prikken i siden, stopper jeg forpustet op og sætter mig på en bænk i nærheden. Min make up er smadret, min krop er helt slap, men det værste er mit hjerte- der går så ondt. "Er der noget galt?" spørger en venlig stemme. Jeg svarer ikke, begynder bare at græde endu mere, selvfølgelig er der noget galt! Jeg græder sgu da ikke for sjov! Ud af øjenkrogen ser jeg en dreng sætte sig ved siden af mig. Jeg drejer hovedet og ser på ham. "Kender jeg ikke dig?" spørger han. Det gør han, eller jeg har set ham før på cafeen i byen, hvor han arbejder i weekenden. "mmhm på Noir.." mumler jeg, og overvejer hvordan han kan huske mig. Han har sikkert masser af kunder, og der skal vel noget til at se det er mig, når nu mit ansigt er hævet, mine øjne røde og jeg har mascara ned af kinderne. "Hvad er der sket?" spørger han og smiler. "Jeg vil ikke rigtigt snakke om det," svarer jeg og kigger på et forelsket par, der går hånd i hånd. Han kigger hen på parret, "Ahaa...drengeproblemer?" siger han og venter ikke på svar, men alligevel nikker jeg. "Lad os gå hen til 7eleven så gir' jeg en kop kakao og en kage ," siger han, og rejser sig. Underligt? tænker jeg, men der er noget ved ham der bare giver mig lyst til at gå med ham. Jeg er også ret sulten, har ikke fået morgenmad, da jeg vågnede havde jeg den vildeste kvalme. Jeg rejser mig, og sammen går vi hen til den nærmeste 7eleven.

"Vent her, så går jeg ind," siger han og er på vej ind i butikken da det pludselig går op for mig at jeg ikke ved hvad han hedder?! "Vent...hvad hedder du?" spørger jeg. "Charlie, og dig?" svarer han. "Marie..." smiler jeg. Han forsvinder ind gennem døren, da en pludselig bølge af kvalme vælter ind over mig. Den er endnu stærkere end i morges, og jeg løber om bag en bygning og kaster op. Selvom min mave er tom, kaster jeg op et par gange, og kvalmen bliver lidt mindre overvældende. Da jeg vaklende er nået tilbage til butikken, er der ingen spor af Charlie.  

Den næste uge så jeg ikke Charlie, og selvom jeg ikke kendte ham var jeg alligevel ked af det. Jeg så heller ikke noget til Marco, eller nogen andre end mine forældre, for jeg blev hjemme hele ugen. Kvalmen var ikke forsvundet og jeg begyndte at blive nervøs. Mine forældre troede det var svineinfluenza og lod mig blive hjemme i sengen, men jeg havde bange anelser. Min mensturation var 5 dage forsinket, og det var den ellers ALDRIG. 

Mandag morgen da mine forældre var på arbejde, og de troede jeg lå i min seng, tvang jeg mig op på cyklen og ignorerede kvalmen, for at køre ned til apoteket i centrum. Heldigvis var der ikke mange mennesker på gaderne og ingen overhovedet jeg kendte. Jeg nåede ned til apoteket, og købte fem graviditetstester, man skulle jo være på den sikre side. Damen bag kassen kiggede mistænksomt på mig, og lod til at tænke hvor meget der var galt med "ungdommen nu-til-dags", øv altså hun var ikke nogen solstråle. Jeg var så træt og sløv at jeg ikkr kunne magte at cykle hjem igen, i stedet gik jeg ind på cafe noir der lå i nærheden. Der var ingen gæster, og heller ingen ekspedienter, så jeg løb ud på toilet og tog de fem prøver. Ti minutter senere var den første prøve klar. Positiv. fuck! jeg var ved at skrige, en rædsel fyldte mig og det føltes som om min krop ville eksplodere. "Rolig Marie, vent og se hvad der står på de andre..." tænkte jeg, men da jeg tyve minutter senere stod med fem positive tester var der ikke noget håb. Mit liv var ovre, hvad vil mine forældre ikke sige? Og det er jo Marco der er faren! Den person jeg hader mest, skal være far til mit barn, HVAD FANDEN GØR JEG?!! Jeg faldt sammen og satte mig i en krog på toiletet og bare stirrede ud i luften. Jeg havde ingen tidsfornemmelse, der kunne være gået minutter, timer, dage..jeg rørte mig ikke. "Vær venlig at komme ud derfra!" siger en dyb stemme og bankede agrresivt på døren. Shit, jeg rejser mig hurtigt, tager mine fem tester og låser døren op. En mand i trediverne står og kigger surt på mig, men da han ser de fem positive tester ændrer hans ansigtsudtryk fra rasende til medlidende. "Kom med mig," siger han og fører mig ind i baglokalet, hvor han laver en kop te til mig. Da jeg sætter mig, åbner døren til cafen og ind træder Charlie. Da han ser mig stopper han og kiggede undrende på mig. "Jamen er det ikke pigen der brændte mig af?" spørger han halvt drillende, men også lidt fornærmet. "Jeg..undskyld, jeg fik det dårligt," hvisker jeg og kigger nervøst ned i min kop earl grey. "Og du kunne ikke liiiige gå ind og sige det til mig, før jeg brugte penge på dig?" siger han surt. "Jeg er ked af det.." mumler jeg og undlader stadig at kigge på ham. "Og hvad fejler du så?" spørger han. Jeg kigger ham direkte i ønjene og svarer "Jeg er gravid,":

Han tog det faktisk ret pænt, men nu var det jo heller ikke hans barn. Vi snakkede længe sammen og han ville have jeg skulle fortælle mine forældre det, men det gjorde jeg ikke. Jeg nåede det aldrig, det endte med at blive sygeplejersken der fortalte det. Efter min livløse krop var blevet undersøgt. Det værste var ikke at jeg og mit ufødte barn døde, men også det der skete med Charlie......

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...