Love The Way You Lie ♡

Mikayla Sabrina Mitchell er en 16-årig. Hun har skrevet dagbog i nu et år, og da hun ikke længere er sammen med hendes kæreste, og hun har mistet de fleste mennesker omkring sig, beslutter hun sig for at læse den igennem, og huske tilbage på alle de vidunderlige, og knap så vidunderlige minder.

17Likes
98Kommentarer
3456Visninger
AA

6. Fem

Jeg bladrede ivrigt, og frustreret igennem min dagbog. Hvis jeg huskede rigtigt havde jeg skrevet et minde der betød en hel del for mig, men jeg var nu stadig lidt i tvivl om, at jeg havde skrevet det ned.

Frustrationen var hurtigt væk, da jeg havde fundet siden.

Jeg kunne allerede mærke glæden boble indeni, og jeg kunne ikke holde det store smil inde længere, og slap det derfor fri, så det kunne ligge trygt på mine læber.

 

Kære Dagbog

Endnu en morgen, og endnu engang skulle jeg på jagt efter noget tøj. Jeg rodede igennem den store bunke med tøj. Det var stort set altsammen jeans og toppe, men det var det jeg gik med. Der var også få kjoler, og nederdele, som jeg havde gemt væk. Min mor havde købt det, da du nok kan gætte dig til at jeg ikke rigtig går med sådan noget.

Jeg er ikke så meget til at vise en masse hud, hvilket min bedsteveninde Isabell ikke har noget imod. Og det er min far egentlig godt tilfreds med, da det jo er min far. Men min mor syntes jeg ligner en gammel dame, med så meget tøj på. Men jeg er egtlig ret ligeglad, hun forstår sig heller ikke på at være en teenager. Hun er vel også født i 70'erne, hvor man var iført diskotøj, så hendes mening tælte vel ikke.

Det endte dog med at jeg vaglte en enkel rød top, som også er min yndlingsfarve, og et par jeans. Overrakende ikke?

Jeg løb nedenunder med min skuldertaske hængende over min skulder selvfølgelig, og råbte på min mor for at tjekke om hun var hjemme: "Moaar?", intet svar, og det tydede på at hun allerede var taget på arbejde.

Jeg småløb ind i køkkenet, og ristede et stykke toastbrød, da det var ristet smørede jeg et tykt lag nutella på, og skænkede mig selv et glas koldt mælk. Hvis min mor ville have været her, ville hun nok have sagt noget i stil med: "Mikayla, det er altså usundt det der, spis noget rogbrød", og vær eneste gang løb den samme tanke igennem mig: Som om.

Jeg guffede nutella maden i mig, og slubrede den kolde mælk. Jeg lod min opmærksomhed hvile på det sølv armbåndsur jeg havde fået af min far i fødselsdags gave, som betød en hel del for mig.

Kl. var allerede rundet 8:30, og det ville ringe til time kl. 9:00, men det tog nu også 20 minutter at cykle i skole fra vores hjem af. 

Jeg svingede min taske over skulderen, og løb mod døren. Jeg fik taget mine elskede røde convers på, og så var det bare mod skolen.

"Av for satan", hørte jeg mig selv jamre. Mit blik fangede en rødhåret dreng, der sad på trappen. Nemlig Caleb.

"Hvad laver du her, bro", spurgte jeg med et løftet øjenbryn i vejret, mens jeg satte mig på trappen ved siden af ham.  "Ikke noget", svarede han. "Tænker vel bare", tilføjede han, med et trak på skulderene. Hans blik var rettet ud i den blå luft. "Jeg forstår, jeg kan også lide at tænke, men ikke nu, for vi skal i skole", sagde jeg, og skiftede over til en mere hysterisk tone, mens jeg rejste mig op fra trappen. "Caleb?", sagde jeg, mens jeg viftede en hånd ud foran hans blik, da han ikke havde rejst sig. Han var tydeligvis langt inde i sine tanker. Jeg satte mig roligt på trappen igen. Jeg vidste at han ikke bare tænkte. Han havde noget han ville snakke om. Sådan følte jeg også tit som tretten årig, men jeg havde ikke nogen at dele mine problemer med, bortset fra min far. 

"Hvad vil du tale om?", spurgte jeg sukkende, men stadig blidt. "Der er denne her pige, ikke?..." , jeg afbrød ham da jeg med det samme vidste hvad det gik ud på. "Og du bil gerne imponere hende, ikke?", spurgte jeg, men det var egentlig ikke et spørgsmål. "Jo", lød det tavst fra min bror. Jeg lagde min arm rund om hans skulder. "Som en erfaren 16-årig, kan jeg kun give dig et råd", sagde jeg med næsen i sky, for at opmuntere ham lidt. "Og hvad er så det, din erfarene 16-årig", sagde han grindende. "Vær dig selv", sagde jeg enkelt, mens jeg tryllede et skævt smil frem på mine læber. 

Da mit blik gled forbi mit arbåndsur, var kl. allerede 9:01. "Vi må hellere begynde at cykle sagde jeg", panisk, og hev min lillebror op af trappen.

 

Det store smil havde jeg stadig hængende på mine læber, og jeg kunne ikke få tørret det af. Jeg husker at jeg kom forsent den dag, men det gjorde vel egentlig heller ikke noget- slet ikke. Da det havde skaffet mig, et af mine livs bedste minder.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...