In my dream you are my life, but in my life you are just a dream.

En umulig kærlighedsnovelle, om valg, forelskelse og at finde ud af hvem man er.

3Likes
12Kommentarer
2013Visninger
AA

6. In dreams and in love there are no impossibilities

Gad vide hvor mange dage, jeg blev hjemme fra skole? Jeg orkede ikke at tælle, lå bare i min seng og skiftevis græd, sov og lyttede til beskeder Noah havde lagt på min mobil Hver gang jeg så at der var en ny talebesked, hørte jeg den og bad til hver eneste gud i himlen om at det ville være Samira, der havde ringet for at sige at hun elskede mig og tilgav mig, hvad jeg havde sagt. Men nej, det var Noah hver gang, der ville vide hvorfor jeg ikke var i skole. Men jeg svarede ikke. Overvejede kraftigt bare at lægge mig til at dø. Nogle dage senere kom min mor ind til mig og satte sig på kanten af min seng. ”Skat, du har ikke været i skole en uge nu, og du vil ikke sige hvad der er galt, så…. Nu står du op og tager af sted,” sagde hun stille, men med så meget styrke i stemmen, at man fornemmede hun IKKE ville siges imod. Whatever, om jeg sad herhjemme og var knust eller om jeg sad i skolen og var knust, det var vel lige meget? Så jeg gik med trætte, tunge skridt hen mod garderobeskabet og hev det første det bedste ud. Det blev en sort top, grå cardigan og et par boyfriend-jeans. Og så skred jeg ud af døren og ned til bilen. Satte mit hår op og droppede make-uppen, alt kunne være lige gyldigt. Jeg gik hen til klasseværelset, satte mig på min sædvanlige plads, men hverken Noah eller Samira var i klassen? Pjækkede de? Jeg stirrede bare ud i luften og tænkte på ingenting. ”Der er to mænd i verden, der bestandigt krydser min vej. Den ene er ham jeg elsker, den anden elsker mig. Det er af en forfatteren Tove Ditlevsen, og …..Bella hvad tror du Tove mener med dette digt?” siger læreren Mads og kigger ned på mig, der stadig bare er helt væk i mine spændende tanker om ingenting. ”Hun….” begynder jeg, men noget i digtet kommer lidt for tæt på og jeg begynder at græde. Tænk at jeg kan have flere tårer tilbage efter den sidste uge. ”Det var jo ikke planlagt, det var også det dumme nytårsfortsæt! Det er ikke min skyld jeg forelskede mig i hende!” råber jeg og styrter ud af klassen. Hvad mon de tænker om mig nu? Fuck det, jeg løber hen til min bil og kører hjem, hvor jeg smider mig i min varme seng. Og der ligger jeg til mine forældre kommer hjem fra arbejde og spørger om jeg dog har glemt der kun er en time til det store lærer-elever-forældre møde i salen. Og ja, det havde jeg faktisk lykkeligt glemt, men de gamle insisterer på at tage derhen og jeg orker ikke at sige dem imod. Så jeg går nedenunder. ”Så er jeg klar!” siger jeg, påtaget glad. ”Nej du skal ikke derover i dét tøj!” siger min mor stresset og sender mig ovenpå igen. Hvad fanden er der nu galt med mit tøj? Jeans og cardigan er sgu da klassikere….eller noget? Men jeg tager bare en blå stram T-shirt og en blomstret højtaljet kjole på, lave en fletning og lægger noget mascara og pudder på. Det må vist være det. På vej i bilen, bliver der ikke sagt et ord. Jeg kigger ud på verden udenfor, der suser forbi mig, de træer og huse jeg har set tusindvis af gange før. Godt noget stadig er som det plejer. Jeg er i hvert fald ikke. Jeg har brug for at snakke med bedstemor, men hun er her jo ikke længere. Hun kunne fortælle mig hvad jeg skulle gøre, hun dømmede mig aldrig og kendte mig bedre end jeg selv gør! Jeg er mere forvirret end nogensinde før. Noah er så skøn, han er forelsket i mig, men jeg kan ikke gengælde de følelser. Men hvis jeg slår op med ham, vil alle hade mig og jeg vil blive ensom! Men jeg elsker jo Samira og det er hendes kys der gør mig så fuld af lykke. Men hun er en PIGE og jeg ved ikke om jeg er til piger… men, men, men. Forvirringen er nu total. Mine forældre og jeg slår os ned, på tre sæder på den næst-forreste række. Ved siden af mig sidder Noah og hans mor, og da jeg kom så jeg Samira sidde i midten et sted med sine forældre. ”Det har været et godt semester her fra august til december, og starten af det nye semester er også gået rigtigt godt. Mange af jer er nye og har valgt at gå her, og vi håber det har levet op til jeres forventninger. For livet er fuld af valg, og nogen gange træffer man den rigtige beslutning, andre gange gør man ikke. Men det vigtigste er at man vælger,” begynder rektor, og snakker videre men jeg er ikke længere interesseret. Valg. Hvad skal jeg gøre? Pludselig mærkede jeg en papirkugle lande i mit skød, og jeg foldede den ud: ”Prepare to go down!” stod der, og en kuldegysning løb ned af min rygrad. Samtidig gled en storskærm ned bag rektor, og jeg så mit ansigt komme til syne. ”Det er jo ikke min skyld jeg forelskede mig i hende!” råber jeg grædende. Nogen optog mig i klassen og har klippet det sammen så jeg siger det igen og igen. Hvem ville gøre noget så ondt?

De stirrer på mig. Alle sammen. Jeg føler mig pludselig meget lille, og har bare brug for et kram, at forsvinde i en dejlig omfavnelse. Noah kigger bebrejdende på mig. Mine forældre står lidt længere væk, og har tårer i øjnene. Hvad har deres perfekte datter gang i?! Alle mine klassekammerater kigger sig forvirrede omkring, og resten af skolen hvisker og tisker om mig. Jeg er vant til at få opmærksomhed fra dem, dem alle sammen, men normalt plejer det at være ligegyldig sladder, hvad jeg lavede i sidste weekend, og om det er min ægte hårfarve. Nu er det sandheden. Den hele sandhed om mig- Bella Sophie Wilson. Sandheden om mit liv. Sandheden om hvordan jeg knuste tre hjerter, Noah’s, mit og den nye piges. Tænk hurtigt Bella! Jeg rejser mig og løber op på scenen. Jeg skubber rektor væk (ikke noget voldeligt, bare et lille puf….håber jeg) og griber mikrofonen. ”Jeg ved ikke hvem det er der så gerne vil ødelægge mit liv, men jeg kan ikke ændre det her. Jeg er forelsket i en. I Samira! Og ja måske skulle jeg have slået op med Noah for længe siden, men han er jo skide dejlig og en fantastisk ven! Og måske skulle jeg ikke have løjet om hvad der skete til festen, og måske skulle jeg ikke gå hen og blive vild med en pige. Men jeg er mig, og det kan intet ændre på! Jeg er ked af at jeg sårede de to der betyder mest for mig, men jeg håber i kan tilgive mig,” råber jeg, og min stemme lyder høj og lidt skinger i mikrofonen. Stilhed. Mit åndedræt der genlyder i hele salen. Så skridt mod det glatte guld, og pludselig står Samira foran mig. ”Så kys mig dog for fanden!” griner hun, og jeg læner mig frem og rammer hendes læber, føler lykken og har det som om vi er de eneste to i verden. Men det er vi ikke, for i baggrunden begynder folk at huje, pifte og klappe.

 Mit hjerte helede da jeg mørkede hendes løber mod mine, og jeg er sikker på at hun har det på samme måde. Og Noah....hans hjerte helede også ligeså stille, for det gør hjerter som regel. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...