Din kærlighed til mig vil aldrig dø, men min til dig, er allerede død.


8Likes
32Kommentarer
2159Visninger
AA

5. Mere vrede.

Dagene gik langsomt. Jeg snakkede ikke med Dylan. Jeg gad ham ikke. Jeg håbede han ville forstå det, og så forsvinde. Jeg vidste godt, at han havde sagt, at han aldrig ville forsvinde, men aldrig sig aldrig. Jeg vidste, han ville gå, på et eller andet tidspunkt. Eller, jeg håbede. Det var det eneste jeg kunne, håbe. Jeg sad og læste i min bog, Bree Tanners korte liv efter døden, da det bankede på døren. Jeg kiggede mig omkring, for at se, om Dylan var der. Jeg lagde min bog ned hvor jeg havde siddet, og gik så ud i gangen. Det var måske der, jeg kunne være kommet fri. Jeg kunne mærke, hvordan jeg var ved at springe, af ren og skær glæde. Jeg skulle til at åbne døren, da en person stoppede mig, og rev mig væk fra døren. Jeg landede på gulvet, og så Dylan stå med en pistol, klar til at åbne døren. Jeg var alt for overrasket og chokeret, til at røre mig ud af stedet. Dylan åbnede døren, og gemte pistolen bag sin ryg. ”Hej, er Lisa her?” sagde en stemme, jeg kendte alt for godt. Min kollega, Kasper. Hvad lavede han dog her? ”Ja, du kan bare komme ind,” sagde Dylan, og åbnede døren lidt mere, så Kasper kunne komme ind. Kasper trådte indenfor, og fik straks øje på mig. Et stort smil, bredte sig i hans ansigt. Dylan lukkede døren, og ladte hans pistol. ”Nej, Dylan, stop,” sagde jeg, med en panisk stemme. Kasper vendte sig om, men han kunne intet gøre. Dylan affyrede et skud, der ramte Kasper lige i brystkassen. Han faldt, og blev liggende. Tårerne strømmede ned af mine kinder, mens jeg skreg lydløst. Mit stemmebånd virkede ikke. Jeg kravlede hen til Kasper, og så et stort, blødende sår, mit på hans brystkasse. Jeg prøvede at finde hans puls, på halsen, men jeg kunne ikke finde den. Jeg prøvede på hans håndled, men uden held. Hans brystkasse hævede og sank heller ikke, som tegn på at han trak vejret. Han var død. Jeg begyndte at hulke, og så fik tårerne frit løb, selvom jeg lige var stoppet. ”Nej, nej, nej,”  sagde jeg, med en grødet stemme. Dylan lagde en hånd på min skulder men jeg rystede den af, og rejste mig op. Jeg var ligeglad, med hvad han ville gøre ved mig, min vrede var for stor, jeg blev nødt til at få den ud. ”Din psykopat, du har dræbt ham,” råbte jeg, og kiggede vredt på ham. Han virkede helt fortumlet, over mit raserianfald, så jeg fortsatte. ”Han var en ven, og du har dræbt ham, bliver du da også ved med at ødelægge mit liv?” råbte jeg, og faldt hulkende ned på knæ. Jeg lænede mig op af hans ben, og græd. Jeg gjorde ikke andet, end at græde. Dylan lagde endnu en gang sin hånd på min skulder, men jeg rystede den ikke af. Det var en fejl, fra min side. Det tog han som accept, og respekt. Han tog det, som om jeg overgav mig til ham. Det var den største fejl, jeg begik. For den største fejl man kan begå, er at tro, at man arbejder for andre. Det var det jeg viste, men ikke det jeg følte. Hvorfor jeg ikke gjorde noget ved det, vidste jeg ikke. Jeg tænkte nok bare ikke klart, på grund af vreden. Min vrede.            

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...