Criminal Love - Justin Bieber

Rose Steel er en pige på sytten, som har været igennem nogle knap så gode ting. Faktisk rigtig brutale i en alder af sytten. Hendes mor begik selvmord, hendes far drikker, hun ryger selv og har været i ungdomsfængsel. Hun er kommet ud nu, og nogle folk har prøvet at få hende til at leve et normalt liv, men med alle tingene bag sig er det svært. Især når hun for lysten til sine graffititegninger igen, og laver sit første maleri i lang tid på en bestemt bus.

86Likes
569Kommentarer
19074Visninger
AA

21. ∞

”Helt ærligt” sagde jeg irriteret og smækkede døren, lige i hovedet på ham. Jeg kunne simpelthen ikke tale med ham lige nu. Han ødelagde mit liv, kort men præcist sagt. Jeg kunne høre hans banken mod døren, men jeg ignorerede det. Men det gjorde Ann desværre ikke. I en hurtig bevægelse, stilte jeg mig foran døren, så hun ikke åbnede den, hvilket hun kunne finde på, hvis jeg kendte hende nok, som jeg da håbede jeg gjorde. Hun løftede det ene øjenbryn, og kiggede undrende ud af vinduet, så man kunne se lidt af den der stod ved døren. ”Justin” hviskede jeg irriteret, og straks blev hendes ansigtsudtryk anderledes, men hendes idé så ikke anderledes ud – hun ville prøve at åbne døren.

”Jeg vil jo ikke gøre dig noget, Rose” blev Justin nødt til at råbe, så vi kunne høre det i huset. Endnu et suk røg ud af mine læber, gad han virkelig ikke forsvinde? Det var bare med at gå, det at bruge benene. Ann gav mig blikke, der sagde, at jeg skulle åbne døren, men det ville jeg virkelig ikke. Jeg skulle ikke snakke med Justin, det kunne hun godt droppe alt om.

”Kom nu, Rose. Hvad skulle han gøre?” spurgte Ann mig.

”Ja, hvad skulle jeg gøre? Jeg er jo ikke en hund, der jagter en salami vel?” sagde Justin sarkastisk, efter overraskende at have hørt, hvad Ann havde sagt. Jeg skuede et ansigt til ham, men det kunne han selvfølgelig ikke se, men det havde jeg det fint med. Flere blikke fra Ann, fik mig til sidst til at tage en beslutning, jeg ikke var helt tryg ved. Med usikre skridt, gik jeg hen til vinduet og åbnede det. Justins øjne fulgte mine bevægelser, og da de mødte mine øjne, mærkede jeg en mærkelig følelse i kroppen. Noget jeg havde følt før, men stadig ikke kunne sætte ord på. Med raske skridt, gik Justin nu hen til mig, og kiggede undrende.

”Er det her jeg må spise dig, du dufter så dejligt af salami?” grinede Justin, mens jeg bare stod og så på ham, som om han var en stor idiot. Han stoppede sit grin og kiggede så helt seriøst på mig. ”Jeg mener det” sagde han og løftede øjenbrynet, så jeg bare havde lyst til at lukke vinduet. Han ville ikke få mange chancer.

”Justin, helt seriøst, hvad vil du?” sukkede jeg, og havde bare lyst til at smække vinduet i, og lade ham stå ude i forhaven, men da Ann så på, var det ret umuligt.

”Tale, du var slet ikke fair overfor mig på gaden? Jeg har jo ikke gjort noget, vel?” sagde han lidt irriteret, men stadig med en flink tone i stemmen. Endnu et højlydt suk kom fra mig, hvad skulle jeg svare ham, han havde jo ret? Denne gang havde han faktisk ikke direkte gjort noget, eller sagt noget, men inderligt var jeg bare blevet sur på ham, men hvorfor egentlig? Måske på grund af bussen? Men egentlig var det vel fint nok at tilbringe nogle dage i en bus, og Justin havde jo været lidt sød mod mig, og ikke direkte ond.

”Nej, du gjorde ikke noget, men..” prøvede jeg, men det hjalp ikke så meget. Pludselig så jeg døren blive åbnet, og selvfølgelig var det Ann, som havde gjort det. Jeg gav hende et surt blik, men var alligevel nu meget lettet. Justin trådte ind, og da jeg så hans skikkelse igen, var han nu meget pænt klædt. Han havde nogle brune bukser på til knæene, og en sort T-shirt. Enkelt, men pænt. Et lille smil kom frem på mine læber, men jeg tvang mig hurtigt til at fjerne det igen. Jeg skulle ikke allerede efter at have set på ham, smile. Ann viste ind til stuen, og pludselig virkede hele situationen forkert. Ville hun nu tale med mig og Justin, og virke som om vi var et par, der skulle i parterapi. Det ville i hvert fald aldrig gå godt. Da jeg så kom ind i stuen, og Ann satte sig i stolen, så jeg skulle sidde ved siden af Justin i sofaen, blev jeg lidt nervøs. Hvad skulle der ske?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...