Criminal Love - Justin Bieber

Rose Steel er en pige på sytten, som har været igennem nogle knap så gode ting. Faktisk rigtig brutale i en alder af sytten. Hendes mor begik selvmord, hendes far drikker, hun ryger selv og har været i ungdomsfængsel. Hun er kommet ud nu, og nogle folk har prøvet at få hende til at leve et normalt liv, men med alle tingene bag sig er det svært. Især når hun for lysten til sine graffititegninger igen, og laver sit første maleri i lang tid på en bestemt bus.

86Likes
569Kommentarer
19069Visninger
AA

19. ᵠ

”Vent” stemmen lød genkendelig, men ikke så jeg med det samme tænkte på en stem person. Det gjorde jeg dog, da jeg kiggede op. Hans brune øjne, kiggede ind i mine, og jeg blev straks nervøs. Skulle jeg løbe, eller bare gå hurtige skridt, så han ikke ville gå efter mig – nej – det ville aldrig ske.

”Jeg har det fint” sagde jeg med en lys falsk stemme, da han ikke skulle finde ud af, hvem jeg var. Det han sidst sagde, havde jeg ikke lyst til at få gjort til virkelighed. Det ville nu heller ikke være helt fair, når jeg var blevet anderledes, og aldrig i hele mit liv, kunne finde på at dræbe en person igen. Jeg besluttet at gå væk herfra, så det ikke ville blive en akavet samtale og situation, men da jeg begyndte at gå væk, tog han min hånd. Jeg børstede hurtigt det af mit hår jeg kunne, foran mine øjne, så han ikke kunne se mit ansigt, da jeg nu kiggede på ham. Jeg kunne skimte hans brune hår igennem håret, men det var også det.

Han begyndte stille, at tage noget af mit hår væk fra mit ansigt, så det sad normalt, og jeg nu kunne se ham ordentligt. ”Jeg tænkte nok, at det var dig” lød hans stemme, som jeg undveg hans blik. Jeg ville ikke kigge ind i hans øjne, som sikkert ville gøre noget ved ham, siden han nu var stødt ind i mig igen.  

”Ja..”. Inderligt håbede jeg ikke, at han havde tænkt sig at gøre det, han havde sagt sidste gang. Jeg ville bare ikke komme ud i noget, uden han havde givet mig en chance, for at opleve mit nye jeg. Jeg havde forandret mig. Hans hånd gled ned fra min skulder og ned til hans egen krop, så den hang normalt.

”Du har da virkelig forandret dig, du er nærmest..” startede han, men stoppede. Jeg kiggede nu op på ham, men som jeg prøvede at få øjenkontakt, var det ham som kiggede væk – typisk.

”Hvad?” spurgte jeg hurtigt.

”Det er bare … det er dejligt at se dig igen” fik han til sidst opsamlet. Jeg kiggede undrende på ham, hvorfor prøvede han nu noget andet?

”Det var jo ikke, hvad du ville sige, Justin” sagde jeg irriteret, og fik en anden tone som jeg sagde ’Justin’. Det var længe siden, at det navn var kommet ud af mine læber. Også længe siden, at jeg sådan set havde snakket med Justin, og bare set ham. Han lignede sig selv, men var slet ikke i det samme humør som sidste gang … han virkede glad – meget glad. Men over hvad?

”Nej..” sagde han, men fik ikke afsluttet det, som han faktisk ville have sagt. Egentlig var jeg ligeglad. Jeg var stadig ligeglad med ham, men alligevel var der en trang inden i mig, som længtes efter at snakke med ham. Vi var jo kommet grueligt skævt ind på det med hinanden, så måske havde jeg bare lyst til at få en bedre start, men igen – hvorfor? Han havde været så sur på mig, over jeg havde dræbt hans lille veninde. Straks slog jeg mig selv til hovedet. Jeg måtte ikke begynde at tænke onde tanker igen. Det var som om Justin gjorde noget ved mig, men hvad?

”Ved du hvad, Justin. Jeg går inden det her går galt” sagde jeg irriteret og mærkede vreden stige op i min krop. Hvorfor skulle det ske lige nu? Nu var det lige gået så godt med at være sød og have gode tanker, men så kommer han, og spolerer det.  

”Rose, vent” hans stemme flød i vinden, men jeg gad  ikke høre efter. Jeg skulle bare væk, inden det ville gå fuldkommen galt. Pludselig blev en hånd sat på min skulder, og jeg vidste straks, hvem den tilhørte. Irriteret vendte jeg mig om, og kiggede for første gang, ind i hans øjne.

”Justin ved du hvad, bare gå – lad mig være, okay. Jeg gider dig virkelig ikke. Mit liv er blevet nogenlunde godt, uden du har været i det, så det skal du altså ikke komme” og med de hårde ord – som jeg ikke forstod, at jeg lige havde sagt – vendte jeg om på hælen, og efterladte ham nok måbende på åben gade. Hvorfor skulle han lige få det sure frem i mig? Jeg troede jeg havde forandret mig, men nej – mit gamle jeg var stadig i mig.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...