Criminal Love - Justin Bieber

Rose Steel er en pige på sytten, som har været igennem nogle knap så gode ting. Faktisk rigtig brutale i en alder af sytten. Hendes mor begik selvmord, hendes far drikker, hun ryger selv og har været i ungdomsfængsel. Hun er kommet ud nu, og nogle folk har prøvet at få hende til at leve et normalt liv, men med alle tingene bag sig er det svært. Især når hun for lysten til sine graffititegninger igen, og laver sit første maleri i lang tid på en bestemt bus.

86Likes
569Kommentarer
19068Visninger
AA

9. ❂

Lyden af strømmende vand, ramte min hørelse, og det fik mig hurtigt til at åbne øjnene. Straks som jeg fik åbnet mine øjne lidt, kunne jeg mærke hvor svag jeg var. Stille kiggede jeg mod lyden, og så drengen stå ved en vandhane, hvor vandet løb ud af.  Han havde ryggen til mig, så jeg kunne ikke direkte se, hvad han havde gang i.

”Så du er vågen” sagde han stille, men med lidt hårdt over stemmen. Han kiggede stadig ikke på mig, men det havde jeg det nu fint med. Hvor jeg egentlig var, og hvad der foregik rundt om mig, havde jeg ikke styr på. Det eneste jeg kunne opfange var, at drengen og jeg var de eneste i det her rum, som lignede noget af en bus. Måske var vi inde i den bus, som jeg havde tilsprøjtet med graffiti. Det kunne jeg ikke rigtigt finde ud af endnu, før jeg blev mere vågen.

”Hvad laver jeg her?” spurgte jeg stille, og prøvede at komme op og sidde, ved at støtte på mine albuer, men jeg havde simpelthen ingen kræfter tilbage.

”Du faldt, så jeg hjalp dig herind” sagde han stille, og slukkede endelig vandhanen. Pludselig huskede jeg, hvad der var sket. Jeg var blevet taget af vagterne, som havde slået mig eller noget i den retning. Efter jeg så havde spurgt drengen, om at lade mig gå, havde han gjort det. Så var det bare der, at jeg var faldet igen, og han så havde hjulpet mig herind.

”Tak” fik jeg sagt, som noget høfligt i lang tid. Jeg plejede aldrig at sige tak, eller være sød mod folk, medmindre det var min far, men han var her ikke mere. Savnet til ham kom tilbage, da det var kort tid siden, at jeg havde fundet ud af det.

”Her, brug den på din pande” sagde drengen hurtigt, men mest af alt, med en stemme som symboliserede, at han var ret så ligeglad med mig. Denne gang gad jeg ikke sige tak, men tog bare imod den våde klud, og placerede den på min pande, som han havde sagt, at jeg skulle.

”Hvorfor hjælper du mig? Du kunne jo bare have ladet mig ligge?” spurgte jeg ham undrende, da jeg egentlig ikke forstod det. Jeg havde lavet graffiti på hans bus, og så havde han startet med at lade mig gå, og derefter at hjælpe mig.

”Jeg kunne også bare, have ladet vagterne gøre, det de nu gør, med sådan nogle som dig, men det ville ikke have været særlig sjovt, vel?” sagde han lidt irriteret, men stadig forstående om situationen. Han var en lidt mærkeligt gut, men han virkede da sød nok, da han jo hjalp mig, selv om jeg havde lavet graffiti på en af busserne, om de så var hans, eller hvad de var. ”Selv om jeg synes, det var noget af et smukt mesterværk du har lavet derude, så er jeg altså stadig sur på dig. Ved du overhovedet, hvor meget det koster, at få sådan noget af, eller på den anden side, at købe en ny bus?” spurgte han mig undrede, og da jeg havde fået det bedre, og nu sad op, kunne jeg ryste på hovedet. Egentlig havde jeg aldrig tænkt over, at der var konsekvenser for dem, som der fik lavet graffiti på nogle af deres ting. Jeg stjal jo bare graffitien, og tænkte kun på at lave et sejt mønster med bogstaver, eller hvad jeg fandt på.

”Men det koster altså en del, men du skal bare være glad for, at jeg har råd til det” sagde han så, og rejste sig, efter at have siddet på en stol og kigget på mig. Hvis det kostede meget, som han sagde, så måtte han da have mange penge, men nu kendte jeg ham ikke, så vidste ikke, om han havde en rig far, eller noget.

”Undskyld” fik jeg stille sagt, selv om jeg på ingen måde, følte at jeg havde gjort noget forkert. Jeg havde jo gjort det utallige gange, så hvorfor skulle jeg følte skyld, for at have gjort det, den her ene gang.

”Hvad hedder du egentligt?” spurgte han lidt efter, uden at kigge på mig. Jeg tøvede stille, og overvejede om jeg skulle sige det.

”Rose Steel” sagde jeg stolt, og hurtigt derefter vendte dreng sig om, og kiggede med store øjne på mig.

”Vent. Er du Rose Steel?” spurgte han hårdt, og kiggede mig ind i øjnene. Jeg nikkede uforstået over, at han pludselig nærmest råbte. ”Jeg troede du var i fængsel? Okay det her er ikke godt” blev han ved, mens jeg bare kiggede på ham, mens han gik i cirkler. Hvordan vidste han, at jeg havde været i fængsel?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...