Criminal Love - Justin Bieber

Rose Steel er en pige på sytten, som har været igennem nogle knap så gode ting. Faktisk rigtig brutale i en alder af sytten. Hendes mor begik selvmord, hendes far drikker, hun ryger selv og har været i ungdomsfængsel. Hun er kommet ud nu, og nogle folk har prøvet at få hende til at leve et normalt liv, men med alle tingene bag sig er det svært. Især når hun for lysten til sine graffititegninger igen, og laver sit første maleri i lang tid på en bestemt bus.

86Likes
569Kommentarer
19096Visninger
AA

7. ✫

”Far?” prøvede jeg igen, men intet svar kom. Han sov vel ikke? På det her tidspunkt ville det være mærkeligt, for ham. Han sov nærmest når alle de andre her omkring var vågne. Han var en spøjs mand, men det elskede jeg ham for. Han var det i mit liv, som gjorde at jeg ikke have det alt for dårligt. Ham som havde gjort mig klog på hvem jeg var i dag. En person jeg godt kunne lide, men alligevel. Jeg var kun sådan her, for at imponere min far, men han gad aldrig mere høre på mig. Det var egentlig ret hårdt for mig, men sådan var mit liv. Inden i, kunne jeg måske finde en bedre side af mig selv frem, men det var ikke det jeg skulle lige nu.

”Far” prøvede jeg igen, efter at have været meget af huset igennem. Der var stadig intet svar fra ham, og det gjorde mig lidt urolig. Hvor kunne han dog være? Som jeg gik igennem gange øverst, fik jeg et stort chok, da jeg prøvede at åbne den hvidmalede dør, ud til badeværelset. Den var låst. Han kunne kun være derinde. ”Er du derinde, far?” Intet svar. Jeg måtte derind, lige nu. Derfor gik jeg lidt tilbage og løb derefter ind i døren, så den faldt. Det var altid godt at være stærk. Men stærk i følelser kunne jeg ikke være lige nu, for på gulvet lå min far. En ølflaske lå lidt væk fra hans hånd, og en kniv med blod i hans venstre hånd. Han havde virkelig begået selvmord. Hvordan kunne han dog? Den sidste tilbage i min familie, som jeg kunne tale til. Det kunne bare ikke være rigtigt det her. Jeg kunne ikke undvære ham.

”Far” græd jeg stille, og satte mig ned ved siden af ham. Hvor længe har han mon ligget der? Uden at røre det, kunne jeg se, at blodet ikke var direkte nyt, så det var noget tid siden. Det var hårdt for mig, at se ham ligge der, uden liv i sig. Hvordan skulle jeg nu klare hverdagen? Jeg var den jeg var i dag, på grund af ham. Det var ham, som havde givet mig alle rådene om at være ’bad-ass’ Men nu var han væk, og var der så nogen grund til at være det? Mest af alt, havde jeg opført mig sådan, fordi min far var stolt af mig på den måde. Han var ikke stolt, hvis man fik høje karakterer i skolen, eller hvis man blev ugens bedste elev. Det han tænkte på var, hvor mange dårlige ting man gjorde, som han følte var gode. Dybt inde vidste jeg godt, at alt det jeg gjorde, var forkert. Men nu var det mit liv, og ingen eller intet, ville få mig til at stoppe med det. Jeg elskede at lave de ting jeg gjorde til min hverdag, selv om de var forkerte. Nu var jeg blevet opfostret sådan, så sådan ville jeg leve mit liv. Jeg rejste mig fra min fars lig, og ville nu lave det graffiti, så jeg kunne komme videre med mit liv – på en god måde.  

Efter at have gået flere steder, og fundet graffiti dåser frem, fandt jeg endelig et sted, som så lovende ud. Det var vidst en koncertsal, så om ikke det var en sanger. I hvert fald stod der mange busser på stribe, så hvor sejt ville det ikke være, hvis man lige kunne snige sig ind, og lave nogle hurtigt sprøjt med dåsen.  Nu var det bare om at komme ind, heldigvis var der kun få vagter. Man skulle bare gå i skyggen af murene, da det var meget mørkt. Når de så kiggede væk, hoppede man over hegnet, og videre ind på pladsen, hvor man derfra kunne gå i skyggen af busserne. Det var noget jeg havde prøvet mange gange, så det ville blive nemt.

Pustende stod jeg nu ved en af busserne, da jeg nemt og fikst var kommet forbi vagterne, og nu skulle lave graffiti på en af busserne. Det ville vel være nemmest, at gøre det herfra, hvor jeg stod nu, da det ikke så ud til at være et sted, vagterne kiggede hen. Det valgte jeg i hvert fald, og fandt nogle af dåserne frem. Hvad jeg ville lave på bussen, vidste jeg ikke direkte endnu, men jeg skulle i hvert fald bruge en rød farve, da bussen i de svage lys der var, så ud til at være sort. Stille rystede jeg dåsen, og begyndte så at spraye en cirkel, som egentlig bliv fin rund. Jeg smilede at min runde cirkel, da det var første gang i virkelig lang tid, at jeg havde lavet graffiti.

”Hey, hvad laver du?” blev der råbt højt, og jeg kiggede forskrækket rundt, efter næsten at være færdig. Hurtigt smed jeg bare dåserne og begyndte at løbe, men drengen som der havde råbt, nåede hen og tog mig i armen.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...