Londons knuste hjerter

Da Camilla får af vide at hun og hendes bedste veninde Sofie skal på sprogrejse, bliver hun meget glad. Glad for at komme ud og opleve verden, glad for at slippe væk fra det hele. Det er nemlig blevet ret så kompliceret med Johan, men mon ikke hun kan få tankerne lidt på afstand. Under sprogrejsen møder hun nemlig Alex, og det fører hende ud i blandede følelser. Men hendes og Alex's forvirrende lille forhold, fører ikke kun gode ting med sig, forrædderi. Og hvad så med Johan der hjemme?

2Likes
2Kommentarer
2236Visninger
AA

6. Hvorfor

Mine skridt over mod hytte nummer 9, var selvsikre og faste. Det samme var jeg besluttet på at være. Men da jeg stod ude foran døren, kunne jeg ikke lade vær med at tage sårene lidt på forskud. Jeg mandede mig op, Alex kunne lide mig, det havde han selv sagt. Jeg tog en dyb indånding, og åbnede døren med et smæld. Det første jeg lagde mærke til, var rigtigt nok Alex og Linnea, ovre på Linneas seng. De kyssede, og hænderne farede frem og tilbage, over alt på hinanden. Det var som at blive dolket med en kniv i ryggen, og få gnedet salt ind i såret. Det sveg og smertede, og smerten bredte sig til brystet. Omkring hjertet dunkede der voldsomt. Adrenalinen pumpede i min krop, vreden og sorgen overmandede mig, men jeg holdte min stemme kølig. ”Alex?” spurgte jeg. Jeg fejlede, min stemme knækkede, og mine øjne blev våde af tårer. Alex farede op af sengen, og skævede til Linnea. ”Gud, hej Camilla!” Hans stemme var betydeligt mere skinger end ellers, og hans blik flakkede nervøst mellem mig og kærestestjæleren. Jeg kunne se at han tog en hurtig beslutning, og hjertet sank i livet på mig, ved lyden af ordene der slap over hans læber. ”Dette er min kæreste Linnea. Linnea, Camilla. Camilla, Linnea,” præsenterede han, og jeg havde det som om, jeg lige var blevet slået i en boksekamp. Ikke kun fysisk, Linnea havde vundet trofæet. ”Hej, ja det er så mig,” sagde hun og rakte hånden frem. Jeg stirrede mistroisk på hånden, og derefter trodsigt på Alex. ”Efter alt det vi havde sammen? Kyssene, vores fortrolige snak, kærtegnene,” min stemme var på grådens rend, og tårerne trillede langsomt ned af mine kinder. ”Betød det intet for dig? Du sagde du at du virkelig godt kunne lide mig, du hviskede at jeg var fantastisk. Var det alt sammen en løgn? Alt det vi havde?” hvislede jeg, og orkede ikke at bekymre mig om at den hårde facade var brudt. Tårerne trillede stadig, og Linnea så tydeligvis forvirret ud. Eller spillede forvirret. Alex fik et hårdt udtryk i ansigtet, og trak Linnea ind til sig. ”Jeg ved ikke hvad du mener,” sagde han hårdt. -”Måske skulle du gå tilbage til hytten og sove lidt. Du er nok bare lidt forvirret,” sagde han roligt, og nikkede. I det sekund vidste jeg for alvor, at jeg havde tabt. Han havde fået det til at se ud som om, at det hele var noget jeg havde forestillet mig, og jeg havde ingen vidner. Selv ikke Sofie eller Matthew, for de var begge en del af dette her spil. At holde mig uvidende, at holde tæt med vores forhold. Jeg følte mig tom indeni, ingen ord kunne beskrive hvad jeg følte i det sekund. Selv ingen følelse ville kunne være i stand til det. ”Du har nok ret..” hviskede jeg, og bakkede ud. Der havde aldrig været et forhold, der havde aldrig været et ’vi’, og pludselig gav så mange ting mening. Hvorfor forholdet var hemmeligt i offentligheden, hvorfor Matthew altid kom over til mig og snakkede, når Alex snakkede med Linnea. Og nu gav det rigtig mening, hvorfor ingen af mine værelses kammerater, aldrig vidste hvor Alex var om aftenen. Jeg var så ødelagt, at det eneste der stoppede mig fra at tage et bundt piller, eller skære dybt i mig selv, var håbet om Johan. Selvom der intet håb var, lagde jeg alle kræfter i, for at overbevise mig selv. For at holde mig selv i live. De næste mange dage foregik i en tåge. En tyk damp, som en sløret røg. Alt var ét stort rod, og jeg kunne ikke finde hoved og hale i noget som helst, bortset fra skolen. Jeg fokuserede hundrede procent på attraktionerne, brugte flere timer på begge stile vi fik for, og forberedte mig på at lave projektopgave.  Som en undtagelse, havde jeg fået lov til at gå alene i gruppe. Jeg kunne slet ikke forestille mig at skulle arbejde sammen med Alex, Matthew og Sofie. Bare tanken gjorde mig helt syg af bekymringer. Men så længe at skolen holdt mig beskæftiget, kunne jeg holde facaden om at være ligeglad. Jeg trak ligeglad på skuldrene når nogen spurgte mig om noget, og stirrede aldrig på Alex når han kiggede. Men et par dage senere, gik det op for mig at det ikke var så slemt alligevel. Sagen var nemlig den, at jeg aldrig havde været forelsket i Alex. Jeg skiftede ofte hans hoved ud med Johan når vi kyssede, og nogen gange kunne jeg også finde på, at forestille mig at det var Johan der snakkede, når han snakkede. Det var ondt, det vidste jeg godt, men jeg kunne ikke lade vær. Jeg var forelsket i Johan, ikke bare småforelsket, helt og aldeles, godt og grundigt hårdt ramt. Men den mest forfærdelige del var, at det aldrig kunne blive os. Det var forkert, og det havde vi begge vidst fra starten af. Jeg elskede ham. Dagen kom hvor jeg skulle fremlægge om en af attraktionerne, vi havde besøgt i løbet af sprogrejsen. Jeg valgte The Tower Of London, som vi havde besøgt, i løbet af de første par dage. Sprogrejsen var snart slut, og jeg var oprigtigt glad for det. For jeg vidste at min facade, højest kunne klare sten, et par dage endnu. Fremlæggelsen gik godt, og jeg fik et 10 tal. Og ja, vi fik karakterer, som senere ville kunne ses på vores papirer. Alex, Matthew og Sofie havde arbejdet sammen, og havde med nød og næppe fået 7. Efter alle have fremlagt, var jeg på vej til at gå ud af døren, idet en person prikkede mig på skulderen. ”Tillykke med 10-tallet,” sagde Alex koldt, og sendte mig et lille smil der ikke nåede øjnene. Jeg skulle lige til at sige ’tillykke med dit nød og næppe 7-tal’, men lod være. ”Ja, tillykke med 7-tallet,” kvidrede jeg, måske endda lidt hånligt, og hadede mig selv for det. 7 var jo enormt godt gået, men jeg havde bare en kæmpe trang, til at føle mig hævet over ham. Efter alt hvad han havde gjort. Han kiggede mig dybt ind i øjnene, men jeg trak bare på skuldrene, vendte mig om, og gik med hurtige skridt ud af lokalet. I morgen skulle vi hjem, og jeg kunne mildest talt ikke vente. Jeg ville stikke mine forældre en hvid løgn om, hvor gode venner jeg havde fået, og hvor sjovt Sofie og jeg havde haft det. Og jeg ville stolt vise mit 10-tal frem fra projektopgaven, og mit 12 og 10-tal, fra de to engelske stile, som jeg på egen hånd havde skrevet. Jeg kunne allerede se deres ansigter for mig, når jeg ivrigt fortalte om turen. Jeg ville for alt i verden ikke vise dem, at de mange penge næsten var totalt spildt. I hvert fald når det kom til det sociale liv på sprogskolen, tænkte jeg sørgmodigt, og begyndte bistert at pakke mine ting ned.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...