Addiction

Hey there!
Dette er en historie jeg løbende skriver på, som er en blanding af personlige oplevelser og drømme, som jeg prøver at få sat ord på :)
Den handler om afhængighed af et andet menneske, om at være genert på de forkerte tidspunkter, om drømme der næsten bliver opfyldt, om ulykkelig kærlighed og ikke mindst vejen til kærlighed. Jeg håber i vil læse den og smide en kommentar, gerne med konstruktiv kritik:-D

11Likes
134Kommentarer
3337Visninger
AA

10. I

Ugen går stærkt, og før jeg ved af det, er det lørdag morgen. Dynen ligger over mig – varm og tryg. Jeg rejser mig halvt op ved hjælp af min albue, for at se hvad klokken er. 09:55. Hvad er det nu jeg skal i dag? Jeg har det som om, at jeg skal noget vigtigt, men uanset hvor meget jeg prøver, kan jeg ikke komme i tanke om det. Min storesøster stikker hovedet ind af døren og sukker opgivende. ”Er du heller ikke stået op endnu?” Jeg sender hende et uforstående blik, som hun hurtigt besvarer. ”Hvad mener du?” Endnu et opgivende suk undslipper min søsters læber. ”Vi havde aftalt, at vi skulle ud at skøjte i dag, dig, mig og Anne, havde du helt glemt det?” Det er dét, jeg skal i dag. Da hun siger det, kan jeg sagtens huske det. Vi aftalte at være der klokken elleve, for at komme før der blev for fyldt. ”Vi tager af sted om 45 minutter, skynd dig.” Med de ord forlader min søster mit værelse, og jeg springer op fra sengen. I hurtige bevægelser får jeg revet døren til skabet op, og hiver det første og bedste sæt tøj ud. I ligeså hurtige bevægelser trækker jeg de stramme bukser på, for derefter at hive trøjen over hovedet og løbe ned ad trappen. Nede i køkkenet tager jeg den en smule mere med ro. Morgenmaden skal spises i ro og mag, så jeg kan nå at tygge maden ordentligt. Som en fast rutine finder jeg en dybtallerken, en ske, mælk og mine højtelskede All bran frem. Ved siden af mig sidder min lillesøster og gumler på en bolle. Hun spiser den langsomt og med masser af pauser i mellem hver bid – hun hader morgenmad. Jeg selv derimod kan godt lide morgenmad, og det er intet problem for mig at spise en hel portion All bran. I mens jeg fraværende kører den ene skefuld All bran efter den anden ind i munden, bladrer jeg avisen i gennem. Jeg læser den aldrig, højest overskrifterne, men det er alligevel blevet en vane at bladrer den i gennem. Det gælder også mit daglige tjek af tv kanalerne. Selvom jeg næsten ikke er hjemme i dag, tjekker jeg alligevel de kanaler, jeg oftest ser, hvilket jeg egentlig ikke bør, når jeg ikke er hjemme, for så begynder jeg bare at ærgre mig over, at jeg ikke kan se mit yndlings program. I dag er det CSI: Miami, jeg går glip af, meget i mod min vilje. Pludselig opdager jeg, at der kun er, ti minutter til vi går, så jeg skynder mig at stille min tallerken i opvaskemaskine, for derefter at suse op ad trappen. Håret får lidt fylde med noget skum, og i venstre side fletter jeg mit pandehår, og sætter det fast med et spænde. Jeg lader børsten med pudder glide over mit ansigt for at dække det mest nødvendige. På bordet ligger min favorit mascara, som jeg griber, så jeg kan lade den løbe over mine vipper et par gange. ”Hvilken størrelse skal du have, Jose?” Mine søstre og jeg står i skøjtehallen og er ved at få vores skøjter. De andre to har modtaget deres, mens jeg stadig tænker over hvilken en størrelse, jeg mon skal have. ”38?” Siger jeg prøvende, hvorefter damen bag skranken rækker mig et par. Heldigvis passer de, den lange kø er ikke ligefrem tiltrækkende, så jeg er glad for, at jeg ikke skal op og have dem byttet til en anden størrelse. ”Passer jeres?” Spørger jeg mine søstre, der til min store tilfredshed, begge nikker. ”Det gør mine også. Lad os komme ud på isen!” Min stemme snyder. Jeg lyder så sikker, som om jeg bruger al min tid, her i skøjtehallen på at løbe rundt som en is prinsesse. Det er ikke ligefrem, hvad jeg gør. Faktisk er jeg utrolig dårlig til at skøjte – i hvert fald i starten. Når jeg har været på isen i et stykke tid, kan jeg sagtens løbe i et fint tempo uden at holde i noget, men en hurtig løber bliver jeg aldrig. Isen giver en skærende lyd fra sig, da jeg laver min første bevægelse. Ikke ligefrem betryggende. Langsomt glider jeg en runde meget tæt ved kanten. Efter en runde føler jeg mig klar til at sætte tempoet lidt op, men ikke meget, og jeg holder mig stadig tæt ved kanten. Der er endnu ikke dukket så mange op i skøjtehallen, men dem som er her, ser rimelig gode ud. Jeg er den eneste der holder mig helt ude i siden, resten skøjter frie rundt over det hele i den store skøjtehal. Selv min lillesøster har sluppet kanten, og skøjter stille og roligt rundt i nærheden af min storesøster, der giver den fuld gas. Jeg var slet ikke klar over, hvor god hun egentlig er. Efter nogle runder føler jeg selv, at jeg har et nogenlunde tempo på, og så skøjter jeg endda et stykke ude fra kanten. Det er nok hvad det bliver til i dag, men det er også godt nok for mig.  

 

Pludselig bliver hallen fyldt med larmende stemmer der giver ekko. Snak og grin fortæller, at en hel klasse er ankommet. De er vel omkring min eller min lillesøsters alder. Nogle ligner nogle på tolv år, mens andre ser ud som nogle på min alder – fjorten år. Mine ben kører i en fast rytme henover isen, i mens jeg prøver at lukke larmen fra de unge mennesker ude. Uden held. Uanset hvad jeg gør for at lukke af, så jeg kan skøjte stille og roligt rundt i min egen verden, virker det ikke. Stædigt bliver jeg ved med at skøjte rundt i min egen verden og opdager slet ikke at klassen, der netop har gjort sin entré i skøjtehallen, faktisk kommer fra Solrød. Jeg har ingen anelse om, at det er velkendte ansigter, der omgiver mig, før jeg kigger op og ser et yderst velkendt ansigt. Celina. Hun er 98’er og spiller håndbold i Jersie, dog på holdet under mig. Pludselig dukker et endnu mere velkendt ansigt op. Et ansigt der måske ikke burde være så velkendt, som det er. Dit ansigt. Hvordan kan det være, du dukker op overalt? Det er som om, vi er to magneter der tiltrækkes af hinanden. Den tanke kan jeg godt lide. Jeg er stoppet med at skøjte – kan ikke rigtig få mine ben til at bevæge sig, som jeg gerne vil have dem til at bevæge sig. I et øjeblik står jeg bare og kigger hen i mod Celina – og dig. Den måde dit ansigt lyser op på, da du opdager mig, varmer om mit hjerte. Jeg står der midt ude på isen, men alligevel føler jeg en sådan varme, at jeg næsten er bange for at smelte isen, der hvor jeg står. Et smil bryder frem i dit ansigt, så du nærmest ligner en engel. I hvert fald i mine øjne. For godt nok har du skæve tænder, og du ligner måske heller ikke en filmstjerne, men jeg er blændet, jeg er fortryllet, så i mine øjne er du smuk. Det smil der pryder dit ansigt, i det øjeblik, får mig til at føle mig værdifuld. At du bryder ud i et sådan smil, bare fordi du ser mig, giver i den grad min selvtillid et plus. Hvordan kan sådan noget her ske for mig? Hvorfor får jeg lov til at opleve denne lykke, som det er at se dig genkende mig. Uvidende om hvilken effekt du har på mig, skøjter du i fine bevægelser over mod mig. De små spark du gør med benene mod isen, er så bløde og samtidig bestemte. Din krop bevæger sig i takt til dine bens bevægelser. ”Hej Josefine, du er da bare overalt!” Du griner, og jeg griner med, jeg kan slet ikke lade vær, når jeg hører den boblende klang, der undslipper dine læber. Da du når hen til mig, lukker dine spinkle arme sig om min krop og har samme effekt på mig som sidst. De steder du har berørt brænder, men på en meget behagelig måde. ”Ja, jeg ved ikke lige hvad det er med os to, der må da være en særlig form for connection!” Jeg siger det vel egentlig i sjov, eller sådan skal det i hvert fald lyde, men inderst inde er jeg i fuld gang med at overbevise mig selv om, at det passer. At vi virkelig har en særlig tilslutning, som gør, at vi hele tiden støder på hinanden. At vi passer sammen, og bare er meant to be. Sådan er det selvfølgelig ikke, og det ved jeg godt. Du har jo Sarah. Punktum. ”Tror du da på skæbnen? Tror du på sjælevenner?” Med ét ser du fuldstændigt alvorligt på mig. Dine øjne ser spørgende ud, interesserede, og din mund er knebet en smule sammen. Du ser ikke sur ud, blot alvorlig. Vores samtale er dybt seriøs nu, og det slår mig en smule ud. Jeg vil gerne tale med dig om ting som dette, for jeg vil gerne finde ud af, om du virkelig er den perfekte dreng, som jeg gør dig til. Jeg vil gerne finde ud af, om vi kan snakke om alt – seriøse ting og useriøse ting. Mit åndedræt bliver tungt, i mens jeg tænker mig om. ”Det ved jeg ikke om jeg gør. For at være ærlig har jeg ikke tænkt så meget over det. Eller jo, det har jeg, men jeg er bare ikke kommet frem til noget endnu!” Jeg griner lidt, inden jeg fortsætter. ”Angående sjælevenner så ja. Jeg tror på, at man kan finde sit perfekte match, men jeg tror også, at der sker ting i dit liv, som ændrer dig, og det kan måske resulterer i, at du og din sjæleven ikke længere passer sammen. Gud, jeg vrøvler! Men hvad med dig? Er du til skæbnen, sjælevenner og den slags?” Du fastholder mit blik, imens du tænker over mit svar og finder ud af, hvad du vil sige. ”Jeg tror ikke på noget af det. Jeg tror ikke hele ens liv er fastlagt, den dag man bliver født. Tilfældighederne spiller en kæmpe rolle, det er i hvert fald, hvad jeg tror. En lille ting, som du bestemmer dig for at gøre kan ændre hele dit liv. Og sjæleven? Jeg tror først på det, når jeg har fået det bevist!” Jeg smiler forsigtigt til dig, prøver at opveje den lidt tunge stemning der pludselig er kommet, heldigvis gengælder du mit smil, og jeg ånder stille, men lettet, ud. ”Kloge ord du siger! Jeg var slet ikke klar over, at du var så klog.” Jeg griner drillende, og du laver et tilpas skuffet, tilpas overrasket ansigt. ”Hey, det var strengt sagt!” Du griner, og jeg griner glædeligt med. ”Rolig nu Jacob, du er jo egentlig ikke selv uden om det, det må være fordi du kun går i syvende. Så har du ligesom ikke en chance for at være så klog som mig.” ”Hold kæft hvor er du bare streng!” Jeg rækker tunge af dig, og du tjatter drillende til mig. Det skulle du ikke have gjort. Din lille uskyldige berøring bringer mig ud af fatning, så mine skøjter forsvinder under mig. Panikslagent griber jeg fat i det nærmeste, der er at gribe fat i. Dig. Du kan selvfølgelig ikke redde mig fra at falde, så øjeblikket efter dunker jeg hovedet ned i isen, for derefter at mærke din krop oven på min. Vi griner begge to, og du ruller om på ryggen, så du ligger ved siden af mig i stedet for oven på mig. ”Du kunne godt lige have advaret mig om, at du ikke kan stå på skøjter,” siger du i mellem et af vores lange grineflip. ”Jeg kan altså godt stå på skøjter, du skulle bare ikke have skubbet mig!” Du griner endnu mere. ”Jeg rørte dig jo knap nok. Almindelige mennesker var ikke faldet på røven af det!” For sjov laver jeg en surmulende mund. ”Nå, men så er jeg måske ikke et ’almindeligt’ menneske! For resten, skal du ikke spørge om jeg slog mig?” Du stopper dig selv midt i et grineflip og lader en alvorlig maske glide over dit ansigt. ”Jo. Slog du dig?” Din læber dirrer, og dine skuldre ryster. Det er ikke svært at se, at du er ved at flække af grin. ”Ja, jeg slog hovedet lige ned i isen! Det gør vildt nas!” Og så kan du ikke styre dig selv længere. Du flækker af grin for 117. gang i dag, og jeg kan ikke lade vær med at grine med, når det er dig, som griner. ”Josefine? Hvad er der sket? Og hvem er det?” Jeg åbner øjnene og ser mine søstre stå bøjet over mig. Ups, dem havde jeg glemt. Jeg peger på dig og svarer. ”Det er Jacob, som jeg kender fra …” Hvor skal jeg sige, jeg kender dig fra? Jeg prøver at huske tilbage til hvornår du rent faktisk lærte mig at kende, for jeg har jo en masse minder om dig, inden du overhovedet kendte til min eksistens. Forvirrende. ”Ja, det er egentlig svært at sige, hvor præcis jeg kender Jacob fra. Han faldt, så lang han var lige foran mig til årets spillerfest. Senere viste han mig vej til, hvor Carolina spillede kamp. Så sad jeg ved siden af ham i toget på vej til Aalborg. For en uge siden støtte jeg på ham i centeret, og i mandags var jeg hjemme hos ham. Er det et godt nok svar?” Begge mine søstre står med en smule åbne munde og kigger. ”Og nu skulle han lige tjatte lidt til mig, fordi jeg rakte tunge af ham, så væltede jeg og kom til at hive ham med ned i faldet. Det var vidst det.” Tilfreds med min lille tale smiler jeg til mine søstre, der stadig lige skal sunde sig lidt. Så er det lige som om min storesøster ser det. Som om, at hun som storesøster bare kan se i gennem min facade og rent faktisk se, at jeg er vild med dig. ”Okay, Jose, klart nok. Jeg tror bare vi skøjter videre, du har vidst brug for at øve dig lidt i at holde balancen, og jeg har bestemt ikke lyst til at være i nærheden, når du skal øve dig!” Med de ord vender hun rundt, tager min lillesøsters hånd og skøjter væk. Tøvende rejser jeg mig op og rækker en hånd ned til dig. Jeg ved, det er et sats, for det kunne nemt ske, at jeg vælter, så snart du prøver at rejse dig op ved hjælp af mig. ”Er du sikker på, at det er en god idé?” Spørger du, imens du skeptisk kigger på min hånd. ”Nej okay, hvis det skal være på den måde.” Jeg lader et kort øjeblik, som om jeg er fornærmet, men jeg ved, at du ved, at det bare er for sjov. Du kommer op at stå og kigger afventende på mig. ”Nå, skal jeg hjælpe dig med at stå på skøjter?” Endnu en gang rækker jeg tunge af dig. ”Jeg er faktisk vildt god til at stå på rulleskøjter!” Du bryder ud i en boblende latter. ”Ja det er jo også fuldstændig det samme.” Jeg surmuler et kort øjeblik, men bestemmer mig så for at tage mig sammen. Prøvende laver jeg en glidende bevægelse henover isen med det ene ben og så med det andet. Jeg gentager bevægelserne og lidt efter lidt sætter jeg farten op. Du er lige bag mig, jeg ved det, men jeg stopper ikke. Du skal se, at jeg sagtens kan. Skøjten begynder at glide skævt, så jeg griber hurtigt fat i kanten men forstsætter så. Efter nogle runder stopper jeg og vender ansigtet mod dig. ”Se, jeg kan godt.” Dine mundviger trækker op i et lille smil. ”Ja, hvor er du dog dygtig!” Du griner lidt, måske for at vise at det er for sjov. ”Jeg kan da en dag vise dig, hvor vildt god jeg er til at rulle på rulleskøjter.” Øjeblikket efter jeg har sagt det, får jeg et chok. Et chok over jeg lige spurgte dig om det. Hvor er min generthed blevet af? Du ser også en smule paf ud, men kun i et øjeblik indtil du får styr på dit ansigt og igen smiler. ”Er du ude på at imponere mig? Det er svært skal du bare vide!” Jeg sender dig mit mest overbevisende ansigts udtryk. ”Ikke for en øvet som mig.” Du trækker lidt på smilebåndet, så dine læber former et skævt smil. ”Vi får se. Hvilken dag skal den store prøve så stå?” Uden på fortrækker jeg ikke en mine, men indvendigt smiler jeg stort. ”Jeg har tid mandag og fredag. Hvad med dig?” Du kniber øjnene en smule i, som du gør, når du tænker dig om. ”Fredag passer fint,” siger du til sidst. ”Fedt, så kom hjem til mig efter skole. Jeg sender dig adressen.” Hvad sker der med mig? Hvordan kan jeg opføre mig sådan overfor dig? Ikke at jeg er utilfreds med min egen præstation, jeg er faktisk ret stolt af mig selv, men det er bare så meget ikke mig. Du sender mig et nik, hvorefter dit navn bliver råbt. Du vender dig i en hurtig elegant bevægelse, som jeg ikke fatter, at du kan lave på skøjter. ”Jeg må smutte, vi ses fredag,” råber du over skulderen, idet du skøjter længere og længere væk fra mig. Jeg skal bare overleve indtil på fredag. På fredag får jeg mit næste fix.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...