Addiction

Hey there!
Dette er en historie jeg løbende skriver på, som er en blanding af personlige oplevelser og drømme, som jeg prøver at få sat ord på :)
Den handler om afhængighed af et andet menneske, om at være genert på de forkerte tidspunkter, om drømme der næsten bliver opfyldt, om ulykkelig kærlighed og ikke mindst vejen til kærlighed. Jeg håber i vil læse den og smide en kommentar, gerne med konstruktiv kritik:-D

11Likes
134Kommentarer
3291Visninger
AA

2. A

Sløvt trasker jeg igennem de store snedriver, den ene større end den anden, kæmper for hvert eneste skridt. Jo nærmere jeg kommer på mit mål – klubben – jo ivrigere bliver mine skridt. Jeg ånder lettet op, da jeg ser det store velkendte hus. Min krop hungrer efter varmen, som jeg ved vil fylde de store rum, i mit andet hjem. Hurtigt river jeg døren op, og endnu hurtigere tager jeg de sidste skridt op af trappen, åbner den sidste dør og springer ind. Ind i varmen. Gangen er tom, men det undrer mig ikke. Det er februar måned, de fleste ’april-børn’ fra sidste år er stoppet, og de nye for i år er endnu ikke startet. Jeg går med bestemte skridt hen til min faste plads, en rigtig luksus plads. Efterhånden har jeg gået på klubben så længe, at jeg har fået ret over én bestemt plads. Alle ved, at hvis de tager den, fjerner jeg blot deres ting for at stille mine egne. Egentlig burde jeg vel være stoppet for længe siden lige som resten af min klasse, men jeg kan ikke give slip på stedet. Emilie og jeg er de eneste fra hele vores årgang der stadig kommer her. Det meste af tiden bruger jeg i caféen, siddende på en af de høje barstole, imens jeg sludrer med Peter. Han er chefen, men samtidig en af mine bedstevenner. Flere timer om dagen tilbringer jeg med at hænge over baren, drikke te og sludrer med Peter. Det er en del af grunden til, jeg overhovedet stadig kommer her. Den anden er dig. Du ved det ikke, men hver dag er det eneste jeg ser frem til at se dig. Vi taler ikke sammen, vi hilser ikke en gang på hinanden, men de øjeblikke jeg får i dit nærvær, kan jeg leve på i flere dage. ”Så kunne man endelig være her, hva’?” Jeg vender mig om og ja, rigtigt nok, der står Peter. ”Er du klar over hvor meget sne der er derude? Jeg er fuldstændig frossen.” Han griner og laver et kast med hovedet mod caféen. ”Så kom da ind og få lidt te.” Jeg følger med ivrige skridt efter ham ind i caféen, og får hurtigt skaffet mig en barstol i den næsten tomme café. ”Det bliver rart, når de nye børn starter, synes du ikke?” Spørger Peter. Jeg nikker, men egentlig mener jeg det ikke. Jeg elsker den ro og stilhed der er her i februar måned. Peter sætter en kop dampende varm te foran mig, og jeg tager fraværende i mod den. Det er måske lidt uhøfligt, men mine tanker er et helt andet sted. De er hos dig. Hvornår kommer du? Vil du ligge mærke til mig? I så fald, hvad vil du så tænke om mig? Emilie og Louise kommer løbende ind i caféen, helt røde i kinderne af det kolde vejr. Jeg krammer dem begge, og de sætter sig efterfølgende ved siden af mig på to barstole.

”Er du på Mars i dag, Josefine?” Jeg ryster forvirret på hovedet og ser Peter, Emilie og Louise stå at grine af mig. ”Du har været rimelig langt væk de sidste par dage, har du fundet dig en kæreste uden at fortælle mig det?” Jeg griner. Selvfølgelig ved Peter at det er noget med en dreng. Han er nok også den, af alle jeg kender, der ved mest om unge. ”Nej. Kan man nu ikke en gang få lov at være lidt teenager-sløv uden man straks skal anklages for at have fået en hemmelig kæreste?” Jeg ryster på hovedet, og føler samtidig en lille stolthed over hvor overbevisende jeg lige løj. Det er i det øjeblik du træder ind af døren. Panikslagen snakker jeg hurtigt videre om noget volapyk, jeg ikke en gang selv ved hvad handler om, for at Peter og pigerne ikke opdager noget. Pludselig føler jeg mig ude på dybt vand, slet ikke så kontrolleret som for bare et øjeblik siden. Så god som jeg var til at lyve om min forelskelse for et øjeblik siden, så dårlig er jeg nu til at skjule den. Alligevel opdager ingen noget. Peter griner. ”Jeg tror på dig, du er alligevel sådan en person der ville blive fuldstændig rød i bægeret og genert så snart en du var forelsket i trådte ind ad døren.” Det er dråben. Jeg flækker af grin og er – til min store tilfredshed – fuldstændig mig selv igen. Det er simpelthen for ironisk. Igennem hele processen følger jeg dine bevægelser ud af øjenkrogen. Hvordan du med dine venner på hver side, bevæger dig hurtigt og med lange skridt i gennem caféen. I stiller jer ved billiard bordet og diskuterer med lave stemmer hvem der skal starte med at spille mod hinanden. I mens alt dette sker, og fylder mig helt op inden i, går snakken stadig lystigt oppe hos os i caféen. Jeg har efterhånden lært at snakke med, samtidig med jeg ser og analysere alt hvad du gør. Jeg ryster på hovedet af mig selv, da jeg tænker på, at dette er ved at blive en hel besættelse for mig. Alle mine tanker går til dig, selvom du sikkert ikke en gang kender mit navn. Det er forfærdeligt, og jeg hader det. Alligevel har jeg aldrig haft det bedre. Jeg er fyldt til randen. Fuld af dig.

 

”Emilie skal vi ikke gå ind og spille counterstrike?” I flere minutter har jeg ventet på at få spurgt hende, men først nu får jeg chancen. ”Er i to virkelig vilde med det spil, eller er det drengene derinde der interesserer jer?” Spørger Peter. Emilie tager hurtigt over. ”Helt ærligt, som om vi gad spille et spil for nogle latterlige drenges skyld, hvis vi synes det er røvsygt! Så langt går vi ikke!” Jeg griner, og det virker nok som om, jeg synes hun har ret, men egentlig griner jeg over, at det er præcist derfor jeg gør det. Fordi du gør det. Jeg gider heller aldrig spille det, når jeg ved, du ikke gør det. Egentlig er jeg også utrolig dårlig til det, men det giver mig chance for at være i nærheden af dig, og det er det vigtigste. ”Og jo Jose, det kan vi godt.” Hun smiler og hiver mig af sted i armen, af en eller anden grund næsten mere ivrig end jeg selv. Resten af dagen bruger jeg på at skyde alle der kommer i nærheden, venner som fjender. Jeg forstår ikke hvordan de andre kan se, om det er en ven eller fjende der kommer gående, de ligner jo hinanden med de der uniformer på. Det er også temmelig svært at koncentrerer sig om et skide skydespil, når du sidder lige ved siden af mig. I flere timer lytter jeg fascineret til dine regelmæssige åndedrag. Ud af øjenkrogen holder jeg øje med din hånd, der kører hen over tasturet for at trykke på de forskellige knapper. Først skifter du våben og dernæst skyder du, øjeblikket efter ligger du gemt under en sten. Alt det gør du på blot fem sekunder, og jeg forstår virkelig ikke hvordan du kan. Selv tager det mig dobbelt så lang tid bare at finde den rigtige knap. Da jeg endnu en gang fejler, og skyder en fra mit eget hold, prikker jeg til Emilie og siger, at jeg vil tage hjem. ”Vi ses bare i morgen i skolen,” råber hun efter mig, imens jeg så yndefuldt som muligt bevæger mig ud af lokalet. Du ænser mig ikke. Jeg har alligevel også fået hvad jeg kom for i første omgang. Jeg har set dig. Set dit smukke, rolige ansigt og din lange tynde krop. Hele denne ’besættelse’ er vel egentlig temmelig åndssvag. Jeg har aldrig snakket med dig, og måske er jeg mest forelsket i drømmen om hvordan det kunne være, hvis vi blev et par, end i dig. Hurtigt skubber jeg tanken fra mig. Godt nok har jeg aldrig snakket med dig, men jeg kan se det på dig, mærke det. Den type du er. Du er ikke som så mange af dine venner. Råber ikke højt og er fuldstændig tosset med opmærksomhed. Jeg husker stadig tydeligt den fredag for snart en måned siden, hvor jeg sidst hørte din stemme helt tæt på. Som sædvanlig sad jeg i baren og snakkede med Peter, da du pludselig stod ved siden af mig. Du skulle bare købe slik. Din stemme var så fin og skrøbelig. Ikke tøset, bare en smule genert. Det overbeviste mig endnu mere i min filosofi om hvilken dreng du er. Det var kun dig, mig og Peter der havde stået der, men alligevel havde din stemme været lav og påpasselig. Langsomt kommer jeg tilbage til virkeligheden og begiver mig med tunge skridt hjemad. Det er stadig utrolig koldt, og sneen er ikke smeltet siden tidligere, blot vokset.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...