Dr. Bieber... JB!2

Overlever Rose, eller skal Justin finde en ny? Hvis hun overlever, hvem får hende så? Greyson eller Justin?

27Likes
457Kommentarer
8928Visninger
AA

3. Kæmpe for overlevelse.

”Justin,” hviskede min mor, og ruskede blidt i mig. Pyha, det var bare en drøm. Jeg åbnede mine øjne, og kiggede på min mor, der sad og græd. Jeg kiggede mig hurtigt omkring. Det havde ikke bare været en drøm, det var virkeligt, det var et levende mareridt. ”Justin,” sagde min mor, og fik øjenkontakt med mig igen. Jeg kiggede forvirret på hende. ”lægerne vil tage hende ud af respiratoren, og hvis ikke hun selv trækker vejret, kan hun risikere at dø,” sagde min mor, med en grådkvalt stemme, og så græd hun endnu mere. Jeg stivnede, kunne hun risikere at dø? Hvorfor fanden gjorde de det så? Det var da ikke fair! ”jeg går en tur,” sagde jeg, da jeg virkelig havde brug for luft. Jeg gik, inden min mor nåede at svare. Udenfor var det køligt, men solen var fremme. Det ville have været dejligt, hvis jeg ikke vidste, at Rose muligvis kunne dø. Tanken var så surrealistisk. Jeg sukkede, og gik ud i hospitalshaven.
Roses synsvinkel.
Smerten var lammende, og lugten omkring mig, var forfærdelig. Bip, bip, bip, lød det ved siden af mig. Det gjorde ondt, hver gang mine lunger hævede, og sank. Men jeg gjorde intet, jeg var sikkert sat fast til sådan en af de der dimser, der holder en i live. Jeg kunne høre folk omkring mig, der græd. Jeg havde lyst til at åbne øjnene, sende dem et sarkastisk smil, og sige, at kun tøsedrenge tuder, da Justin’s venner, sikkert var her. ”i må godt komme herind, vi slår respiratoren fra, lige om lidt,” sagde en mandestemme. Sikkert en læge. Vent, sagde han slå respiratoren fra? Men det var jo den, der holdte mig i live! En smerte skød igennem min krop, fra mit hoved. Okay, at komme væk herfra, ville måske være fredeligt, og mere smertefrit. Hvis jeg kunne, ville jeg have sukket. Jeg kunne høre, hvordan folk samlede sig, rundt omkring mig. Hvis jeg nu døde, så ville jeg måske se mine forældre, igen. ”okay, nu slukker vi den,” sagde lægen, og så kunne jeg mærke, hvordan mine lunger, stoppede med at hæve og sænke sig. En person, med meget varme hænder, tog min hånd, og nussede den. Jeg kunne hære bippene blive langsommere, og langsommere. Jeg kunne mærke, hvordan mine lunger protesterede, de ville have luft. Jeg ville gerne, men jeg havde ikke kræfter til det. Til sidst, var bippene så langsomme, at man skulle tro, at mit hjerte allerede burde, være gået i stå. Men nej, jeg ville kæmpe, for at leve. Jeg tog en indånding, inde i mit sind, inden jeg prøvede at tage, en indånding, med mine lunger. Det gjorde så ondt, at en tåre gled ned af min kind. Det var lidt værre, end da respiratoren, havde hjulpet mig. Jeg blev dog ved, og straks kunne man høre, og jeg kunne mærke, at mit hjerte bankede hurtigere, helt indtil det slog normalt. Jeg kunne høre de andre ånde lettet ud, og det havde jeg også lyst til. Jeg havde overlevet. Men jeg blev nødt til at fokusere, for at få mig selv til, at bevæge mine lunger. Endnu en tåre gled ned af min kind. ”gør det ondt, på hende?” hørte jeg Greyson, sige. Hvor sødt, han var bekymret for mig. ”hun har brækket nogle ribben, så det gør højst sandsynligt ondt,” sagde en mandestemme, med en sarkastisk, men lettet stemme. Sikkert lægen. ”det er godt, at selvom det gør ondt, at hun så kæmper for at trækker vejret,” sagde Chris, han lød til at være tæt på. Det var sikkert ham, der holdte min hånd, stadigvæk. Så begyndte de langsomt at snakke om, hvor godt det var. Det havde de gjort i 5 minutter, indtil jeg fik spat af det. Smerte eller ej, jeg sagde noget. ”ti stille, jeg vil sove,” sagde jeg, med en meget hæs stemme, men alligevel høj og tydelig. Jeg kunne høre de andre grine, rundt om mig. ”sarkastisk til det sidste,” sagde Kenny, med et smil i stemmen. Jeg smilede også, selvom det gjorde ondt. ”kan du åbne øjnene?” sagde Chris, med en nysgerrig stemme. Han ville sikkert være nysgerrig, til det sidste. Jeg trak på skuldrene, men det skulle jeg aldrig have gjort, da en stor smerte, skar igennem min krop. Jeg skar ansigt, af smerte, indtil jeg fik kontrol over mit ansigt, og bare havde lagt det i naturlige folder. Bare uden smil. Jeg åbnede mine øjne, men kneb dem straks i, da lyset var meget skarpt. Jeg glippede lidt med øjnene, og vænnede mig så til lyset. Jeg kiggede på dem, der var her. Kenny, Vanessa, Greyson, Chris, Chaz, Ryan, Caitlin og Justin. Jeg smilede svagt, til dem. Selv dét, gjorde ondt. ”har du ondt, nogen steder?” sagde en mandlig læge, der stod ved fodenden, på min hospitalsseng. ”sådan cirka overalt. Har i noget mod dét, eller skal jeg være mere præcis?” sagde jeg, stadig med et lille, svagt smil. ”nej, der er noget medicin, der kan berolige lindre smerterne lidt,” sagde lægen, med et smil, og gik så ud. Jeg droppede smilet til sidst, og lukkede mine øjne, på grund af smerten. Smerten, hver gang jeg trak vejret. Jeg kunne mærke, at Chris klemte min hånd, men jeg gjorde intet ved det. ”jeg tror, hun sover,” sagde Chris, med en bekymret stemme. ”bare rolig Chris, hun skal nok klare den,” sagde… Justin? Jeg tror, det var Justin. Man kunne høre, at han ikke selv helt troede på det, så derfor beroligede det ikke Chris, han klemte endnu en gang hurtigt min hånd, for at se, om jeg reagerede. ”Chris, hendes hjerte banker,” sagde Justin, med en træt, og irriteret stemme. ”alligevel. Du er lige så bekymret som mig,” sagde Chris, med en bange, dog irriteret stemme. ”stop nu,” sukkede jeg, men blev nød til at tage en ekstra stor indånding, som gjorde meget ondt, så en tåre gled ned af min kind. Jeg kunne høre døren blive åbnet, og én komme hen til mig. Jeg havde ikke mærket et stik, men lidt efter, kunne jeg mærke, hvordan jeg langsomt blev mere og mere søvnig. Jeg kunne mærke hvordan jeg langsomt døsede hen, og endte, med at falde i søvn.
”mor, far,” sagde jeg, med et stort smil. Min mor og far, stod lige foran mig. De kiggede begge bedrøvet på mig. ”hvad er der galt?” sagde jeg, og kiggede forvirret på dem. Der var helt hvidt omkring os, men ingen vægge eller gulve kunne ses. Der var bare helt hvidt. De sank hovederne, og så kunne jeg tydeligt høre, hvordan min mor snøftede. Da hun kiggede op igen, fik jeg et chok. Min mor græd blod. Jeg gispede, og vaklede 2 skridt bagud. ”du skal ikke blive en del, af denne verden, datter,” sagde min mor, og græd endnu mere. Jeg kiggede forvirret på hende. ”jeg drømmer da kun,” sagde jeg, og rynkede mine øjenbryn. ”find tilbage til din krop. Du forsvinder langsomt hen, find din krop igen. Vågn, datter, vågn!” sagde min mor, og gik hen til mig. Hun lagde sin hånd på min kind. Jeg lænede mit hoved op af den. Det var lang tid siden, jeg havde haft hendes hånd, mod min kind. Jeg savnede hendes trøstende ord, når jeg var ked af det, og hendes varme smil. En tåre gled ned af min kind. ”ikke græd, bare find tilbage til din krop, og kæmp for dit liv. Bliv voksen, få børn, og gør os stolte. Følg altid dit hjerte, og husk, vi elsker dig,” sagde min mor, og smilede sti varme smil. Jeg gengældte hendes smil. ”jeg elsker også jer,” sagde jeg, da min far stillede sig, ved siden af hende. ”vend blot tilbage til din krop,” sagde min far, med et venligt smil. ”det skal jeg nok,” sagde jeg og krammede dem hurtigt. I deres favn, kom jeg langsomt tilbage til min krop.
Alt omkring mig, var kaos. Jeg kunne høre stemmer, og en irriterende skinger lyd. Jeg spærrede mine øjne helt op, og hev efter luft. Jeg kiggede rundt i rummet. En masse læger styrtede omkring mig. Alle mine venner, var på vej ud af døren. Justin var den sidste. Han vendte sig kort om, og så fik vi øjenkontakt. Han spærrede øjnene op, og blinkede lidt med dem, og kiggede så vantro på mig. Jeg sendte ham et hurtigt smil, og så var han væk. Lægerne kiggede alle overrasket på mig, og tjekkede så min hjerterytme, den var blevet normal igen. Jeg skulle kun tænke på mine forældre, det var nok, til at jeg kæmpede, for at overleve. Selvom det var som om, at nogen skar i mig, hver gang jeg trak vejret, gjorde jeg det. Jeg skulle overleve. Jeg ville overleve, det havde jeg sagt til mine forældre. Det var den tanke, der holdte mig i live.
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...