Du ved ingenting ... [Døren og nøglen]

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 20 jul. 2011
  • Opdateret: 22 sep. 2011
  • Status: Færdig
"Du ved ingenting om hvad verden udenfor har for. De udnytter dig bare. De dræber dig. Du har ikke brug for dem. Det eneste du har brug for i livet er mig. Jeg kan gøre dig lykkelig, du kan gøre mig lykkelig. Det eneste vi behøver, er, at ødelægge verden, så vi kan have den for os selv." Jeg stolede på ham. Jeg troede virkelig, han var min eneste ene. Men verden forandrer sig jo, og løgnere dør.

1Likes
0Kommentarer
1475Visninger
AA

2. At gå derind ...

Jeg vidste ikke om jeg var parat. Om jeg var parat til at gå ind af denne dør, at gå fremtiden i møde, fremtiden eller min død. Man ville intet kunne forudsige, man ville aldrig kunne vide om man kunne komme tilbage til virkeligheden, eller om man ville forblive fanget, eller dø. Der kunne ske alt, og var jeg virkelig parat til at vide hvad alt var? Det burde jeg vel være, men hvorfor skulle det være så hårdt, når jeg flere gange før havde stået her. Jeg havde hele tiden vidst hvad jeg ville gå ind til, hvad end det så skulle være. Jeg var beredt, på hvad der ventede mig. Om det var en sort afgrund, en masse drømme, eller ren ondskab, så var jeg parat. Og det vidste jeg.

Jeg lukker mine øjne kort og tager en dyb indånding. Det er nu. Måske ville jeg aldrig komme tilbage til virkeligheden, måske ville jeg dø derinde, måske ikke. Men dette øjeblik ville jeg i hvert fald huske for altid, om jeg så skulle dø.

Jeg kigger på døren til de andres døre. Døren er hvid, og på den hænger et sort skilt hvorpå der står: "ondskabens døde hjørne". Det var her alle de onde, døde menneskers fantasier lå. Inde af denne dør. Jeg tager fat i håndtaget og hiver det langsomt ned. Jeg kigger mig omkring. En lang hvid gang, med døre i alle forskellige farver. Jeg går langsomt ned af gangen og kigger på hver dør. Da jeg finder en sort dør stopper jeg op. Det er hans. På døren hænger et hvidt skilt med hans navn på. Døren er sort. Sort som ondskaben. Ondskabenss farve.

Jeg trækker i håndtaget. For en sikkerheds skyld åbner jeg kun døren. Hvis nu det bare skulle være uendeligt mørke, som en grøft der aldrig stopper, så står jeg længe og stirrer ind af døren. Jeg har svært ved at fatte, at jeg faktisk har åbnet døren. Der er sort. Sort, men ikke bælgravende mørkt. Jeg kan se gulv. Jeg kan se vægge. Det er ikke uendeligt, det ved jeg nu, men jeg tør stadig ikke træde derind. Af frygt for, at gulvet lige pludselig braser sammen, at jeg aldrig vil komme op igen. Jeg tager en dyb indånding og sætter forsigtigt spidsen af min fod på gulvet. Det braser ikke sammen, og så snart jeg rører gulvet, syntes rummet at blive lysere, og ...

"Bare læg nøglen ..." en stemme langt fra hvisker højt. Jeg kigger mig omkring, men ser ingen. "Hallo?" kalder jeg. Intet svar. Kun stilheden der rummer fra det tomme rum. Jeg står i selve tomheden, omgivet af ondskab. Jeg troede ondskaben var død. Jeg tog åbenbart fejl. Ondskab forsvinder ikke når man dør, ondskaben lever videre i ens sind. Stemmen kalder på mig, hvisker mit navn. Jeg kigger mig skrækslagen omkring. Jeg ved ikke hvor stemmen kommer fra, og hvem den kommer fra. Jeg vil væk herfra. Men nu er altid pludselig så forvirrende, og jeg kan ikke finde rundt. Jeg kan ikke finde døren i den stille tomhed. Døren er væk. "Bare læg nøglen, så skal alting nok gå ..." stemmen fortsætter. Det giver et sæt i mig. Jeg ved ikke hvad jeg skal. Men én ting er sikkert: jeg skal ikke af med den nøgle. "Nej!" siger jeg. Jeg står helt stille, og snakker meget højt. Jeg stirrer bare tomt ud i luften, for jeg har ingen anelse om hvem jeg skal tale til. "Læg nøglen fra dig, så vil du forsvinde fra dette rum, og vi vil alle blive glade ..." Stemmen fortsatte. Den ville ikke give op. "Nej," sagde jeg igen. "Bare læg nøglen lige så stille fra dig på gulvet, så vil døren dukke op, og du vil kunne komme ud. Bare læg den stille og roligt ..." Stemmen blev mere og mere desperat for hvert sekund der gik. "Nej!" skreg jeg. Jeg skulle aldrig nogensinde af med den nøgle, den var min nu. Min.

 

Uden jeg havde opdaget det, var det begyndt at sne. Jeg elskede sne. Men det her var noget andet. Jeg var inde i en fantasi, inde i en andens hoved, inde i rummet på en død mand. Det sneede med røser. Røde roser med torne, røde rosenblade og én enkel hvid rose midt i det hele. Jeg stod nu midt i rummet. Døren blev svagere og svagere jo længere tid jeg stod der. Rummet var blevet lysere, det var gråt nu, og ikke svært at se. Jeg gik hen til den hvide rose og samlede den op. Der var torne overalt på den og ét enkelt gråt blad. Den var smuk. Den ville jeg beholde for altid. Som et tegn på forstenet kærlighed ...

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...