Jorden, drengen og rumvæsnet

Dette er en science fiction jeg engang skrev til skolen i 7. klasse. Det er ikke det bedste jeg nogensinde har lavet, men jeg fik positiv respons på det af min lærer efterfølgende :-)

21Likes
10Kommentarer
2275Visninger
AA

5. Flugten

Stjernerne var begyndt at komme op på den mørke himmel igen. Bubba havde spurgt mig, om jeg ville med hen at se muren igen. Jeg havde sagt ja, og nu var vi på vej derhen. Inden vi gik, havde Bubba fortalt mig, at jeg skulle passe på med at gå i de blå laser-striber. Så ville hele alarmen gå i gang, også var det værst for både Bubba og mig. Mest Bubba, er jeg sikker på. Lige nu står vi foran muren, og det var nu, jeg skulle være opmærksom på de blå lasere. Og selvfølgelig der hvor vi mindste havde forventet det, dukket der en vagt op. Han snakkede ikke det sprog, som jeg kommunikerede med, sammen med Bubba. Men Bubba forstod ham godt. Bubba hviskede noget til mig, som jeg ikke nåede at forstå, så jeg blev bare stående. Vagten trykkede på en stor rød knap, som han havde i sit bælte. Jeg tænkte over, at jeg først havde opdaget det nu. Den var så stor, at det burde være det første, jeg havde lagt mærke til. Det hele gik så stærkt, at jeg knap nok nåede og opfange det hele. På samme tid, råbte Bubba til mig, at jeg skulle løbe, eller sådan noget. Og på samme tid, stormede der vagter hen imod mig. Jeg ville løbe, men jeg kunne ikke. Jeg var som limet til stedet. En stor, tyk mand kom gående hen imod mig. Som Bubbas beskrivelse, var jeg sikker på at det var hans far, Kong Chulda.

Vagten sagde et eller andet til kongen, og kongen nikkede. Der kom tre vagter hen imod mig, og greb fat i mig. Jeg råbte og skreg, men de reagerede ikke. Jeg var begyndt at blive bange for Bubbas sikkerhed. Det hele var jo min skyld. Min skyld hvis der skete Bubba noget. Jeg fik en dårlig fornemmelse i maven. Det var som om den snurrede rundt. Jeg blev ført hen ad en lang mørk gang. Jeg var begyndt at vende mig til, at alt - eller næsten alt – var sort, eller hvidt. Jeg blev kastet ind i en sort celle, hvis man kan kalde det det. Vagten smækkede lågen i efter sig, med et brag. Der var ingenting i cellen. Ikke engang en stol, eller en seng. Jeg krympede mig sammen til en kule henne i hjørnet.  Tårnene begyndte langsomt at trille ned af kinderne på mig. For første gang i mit liv, havde jeg fået mig en ’rigtig’ ven, og på få timer, var han væk igen. Det var alt sammen et kæmpe mareridt.

Jeg ville hjem, hjem, hjem, hjeeeem! Jeg faldt i søvn, med et plask vådt ansigt. Jeg vågnede, af en der råbte mit navn.

”Casper, Casper!” stemmen lød så nær, at jeg var sikker på at det var Bubba. ”Bubba!” hviskede jeg. Jeg prøvede at råbe, men jeg kunne ikke. I brøkdelen af et sekund stod Bubba foran min celle, med nøglerne, og stod og låste min celledør op. Han smækkede døren op, uden den mindste lyd. Han kom hen til mig, og hjalp mig med at rejse mig op. Mine tåre på kinderne var våde klatter.

”kom nu lidt hurtigt, Hr.” skyndede på mig.

”Hvad skal vi?” spurgte jeg, lidt for nysgerrigt.

”Vi skal have de hjem i en fart.”

”Hvordan hjem?”

"Det ved du godt, Hr. kom nu, jeg har fundet vejen ud af det sorte hul.”

”Hvad med dig?” spurgte jeg lidt bange for, om hvad der nu ville ske med ham.

”Jeg skal nok klare mig, kom nu, Hr. du dør, hvis du bliver her.” Vi løb, uden jeg anede hvor vi var. Få sekunder stod vi utrolig nok foran det sorte hul

”Kom så Hr. Casper. Ind i hullet.”

”Farvel Bubba, og tak for alt, min ven.”

”Min ven” sagde Bubba. Det sidste jeg så inden jeg gik ind i hullet, var at han vinkede og smilede til mig.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...