Vandrer Vandet

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 19 jul. 2011
  • Opdateret: 23 jul. 2011
  • Status: Færdig
En pige biver født, uvidende om hvad hun er. Hun bliver kaldt Vandrer. Da hendes alder runder de Ti, finder hun ud af, at hun ikk bor hos sin rigtige familie. Hun har aldrig kendt sine rigtige forældre. Nu føler hun sig svigtet. og prøver derfor at gå døden i møde. Men ligegyldigt hvad hun gør, skader det hende kun, og ligegyldigt med hvor mange skader hun får, så kan hun ikke dø. Da hendes alder nu er Fjorten, finder hun ud af, at hun ikke er et normalt menneske, som hun altid har troet hun var. Hun siger farvel til sin familie, og drager ud i en forfærdelig verden, fyldt med uhyre væsener. Der møder hun Englen Vinden, og finder ud af hele sin fortid. Den fortid hun ikke kendte. Hun finder også ud af, at hun er halv Engel, halv Dæmon. Hun frygter fremtiden, og sammen med Vinden, går de igennem ild og vand, for at komme til et tempel. Vandrer føler sig sært tiltrukket af vand, og skal altid være i nærheden af det. Da der hører vinger med til at være Engel og Dæmon, finder Vandrer ud af

0Likes
1Kommentarer
2498Visninger
AA

5. Kapitel fem.

Luften er kold, mine kinder er fugtige, og jorden under mig er kold. Jeg må være faldet i søvn. Et smil breder sig på mine læber, og jeg kigger mig nervøst omkring. Solen står højt på himlen, der er gademusikanter overalt, og masser af mennesker. Mange af menneskerne kigger på mig, så jeg undgår at kigge på nogen. Jeg kigger ned af gaden, ned mod havnen. Ser den strålende sol der spejler sig i vandet, ser de smukke bølger, ænderne der svømmer stille, nogle få mennesker der fodrer ænderne, en smuk, blå himmel, og nogle få skyer. Himlen er smuk, men vandet er smukkere. Nej, smukkest, af alle ting i verden. Og det er ikke engang en overdrivelse, nærmere en underdrivelse. Jeg vil løbe ned til det, springe i, og mærke den dejlige regn i mit ansigt. Men nej, det er nok umuligt. Jeg kan ikke mærke mine ben, de føltes som skum. Så jeg er ret sikker på netop ikke at kunne gå. Men det er fint. Jeg har en vandflaske på mig, skal bare lige finde den. Jeg skruer låget af, hælder noget ud i låget, og stiller flasken fra mig. Jeg lader min ene finger røre svagt ved vandet, og støvregn starter. Forsigtigt bevæger jeg min finger længere og længere ned på bunden. Regnen tager til og bliver stærkere. Alle menneskerne søger i dækning, og som den eneste sidder jeg tilbage. Jeg lukker øjnene og nyder regnen. Mit hår klæber til mit ansigt, men det lader jeg mig ikke bemærke af. Her er så stille at alting kan høres. Selve regnen, når den falder ned, når den rammer brostenene, alle lyde, alt i nærheden, alt, bliver opfanget. Midt i al stilheden lyder trin. Svagt, lyder bliver højere og højere, men er stadig svag. Skridtene stopper, og en anden lyd høres. Nogen der sætter sig ned. Noget rører ved min arm, og mine øjne spæres op med et brag. Jeg vender hoved hurtigt, og ånder lettet op. Jeg lægger mit hoved på mine knæ og lukker øjnene. Min hånd leder efter noget, og da den endelig finder noget andet, stopper den og vikler sig ind i det. Jeg smiler, bevidst om hvad jeg rører ved. Jeg kan høre hans stille vejrtrækning ved siden af min, og det beroliger mig. Endelig er jeg fuldendt.  

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...