What are words?

Brenda (17 år) bor i Århus, hos hendes mor og far. Da kæresten (Stefan) begår selvmord, tror Brenda det er slutningen på alting, men hun bliver klogere. Stefan havde givet hans ord på at det skulle være dem tå for altid, i en fremtid uden skam, hvilket Brenda ikke glemmer. Men hvad er ord hvis de kun holder i gode tider, og det er alt? Når hun møder Alex, som hun kommer til at arbejde sammen med, finder hun ud af at selvom man har mistet en, som stod en utroligt tæt, så gå livet videre. Om Brenda har mod på at gemme Stefan væk, det må man se.

1Likes
2Kommentarer
1134Visninger
AA

4. I must move on.

Jeg viste ikke hvor lang sid der var gået, i hvert fald en måned. Min mor havde ringet ned på skolen for at sygemelde mig. Jeg var begravet i min store seng. Engang i mellem kom mine tætteste veninder for at besøge mig, men jeg havde mest af alt bare lyst til at være alene. Jeg lå i min seng fra morgen til aften, og så film, og græd. Mor prøvede hele tiden af få mig ud af sengen, men jeg ville ikke, så det endte altid med at hun kom op med mad til mig. Jeg havde ingen tanker om hvor lang tid jeg havde planer om at blive liggende der, i lang tid, var det eneste jeg viste.
Mor var også ked af det. Hun prøvede at skjule det, men jeg var en kvik pige, ingen kunne skjule noget for mig, jeg opdagede det altid. Om aften når jeg gik nedenunder på toilet, kiggede jeg i farten ind i stuen, hvor jeg så far holde om mor, som sad græd færdig. En aften hvor de sad og snakkede, lod jeg mig lytte. Mor var bekymret, bekymret om mig, hun sagde at hvis jeg ikke snart kom op af sengen, og i skole, ville jeg ende med at blive bortvist, for mit for høje fraværd. Hun var virkelig bekymret, jeg kunne se det på hende. Jeg besluttede mig derfor at tag i skole dagen efter. Mor var bekymret, og det skulle hun ikke være. Jeg elskede hende over alt på jorden, og jeg ville gøre hende stolt angående min uddannelse. Selvom jeg overhovedet ikke var kommet ovenpå igen, så måtte jeg i en hverdags rutine igen.
Jeg måtte se det i øjnene. Lige meget hvor mange dage i mit liv jeg spildte væk, ville Stefan aldrig komme tilbage. Han var væk for altid, og jeg måtte videre i livet. Læg ham på afstand, og gøre mere plads til mig selv. Intet skulle holde mig fra at leve mit liv, heller ikke når de mennesker jeg elskede højest dør.
Næste morgen havde jeg sat vækkeuret til 06:00, for at komme op og lave morgenmad til mor, før hun skulle af sted på arbejde. Vi spiste morgenmad sammen, og jeg fortalt hende at jeg ville begynde i skole igen. Hun fik tåre i øjnene, og pludselig sad vi begge og græd i hinandens arme, indtil jeg kom til at kigge på klokken, og panikken kom hen over mig. Jeg kyssede mor på kinden, og fløj så ud af døren, og op på cyklen. På vej i skole, slog tanken mig ”Det her er en evighed siden”. Før Stefans død, plejede min morgen altid at se sådan ud, men det var lang tid siden sidst nu. Det var dejligt at komme ud igen, den friske luft, selvom det var inde midt i byen, var luften stadig frisk, og jeg nød det. Aller farverne, jeg huskede ikke byen så flot. Det var dejligt at mæske de kolde vind sus bag øerne.
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...