Til den sidste dråbe blod.


1Likes
11Kommentarer
1942Visninger
AA

2. Jagtinstinktet.

Duften af et menneske ramte mig i hovedet, som en kold spand vand. Jeg lod mine instinkter bære mig med vinden, der førte mig hen til dette menneske, jeg kunne dufte. Jeg stoppede bagved en busk, hvor jeg kunne betragte mennesket, inde i en lille lysning. Duften af ham var hæmmende, for min fornuft. Den vækkede det vilde dyr, indeni mig. Jeg kunne høre hans blod pumpe rundt i kroppen på ham, hans saftige hjerteslag, og hans vejrtrækning. Det var alt sammen utroligt lokkende. Den liflige duft af ham, svækkede alle sanser, på nær én. Den sans, jeg havde fået, da jeg blev vampyr. Den sans, der gjorde, at jeg fik lyst til at tømme hans krop for blod. Sansen, at jage. Jeg trådte forsigtigt frem i lysningen, hvor manden stod. Mit kraftige, røde hår, fløj omkring mit hoved. Mine grønne, dræber øjne, stirrede kun på ham. Intet andet var virkeligt, end ham, på det tidspunkt. Alt andet var meningsløst. At dræbe ham, var det eneste, i mine tanker. Manden der var små 15 meter fra mig, gav mig et elevatorblik, og kiggede på mig, som om jeg var en rotte. Jeg var langt fra en rotte. Medmindre han var en ost, for han var mit bytte. Det jeg skulle have, for at overleve. Jeg gik tættere og tættere på ham, ude afstand, til at stoppe, hvad jeg havde gang i. Man kunne knap nok høre min bevægelse, mens jeg gik over det dugvåde græs, der var i den lille lysning. Manden så skræmt ud, og begyndte at gå ud i skoven. Jeg fulgte langsomt efter. Jeg havde en god tålmodighed, og så gad jeg ikke at løbe hele tiden. Jeg kunne godt lide, at lege med maden. Han gik hurtigere og hurtigere, men jeg satte bare mit tempo, efter hvor hurtigt han gik. Han ville aldrig slippe fra mig. Jeg ville jage ham, indtil jeg fik ham, jeg ville aldrig give op. At jage, var mit liv. Jeg hoppede op i et træ, så jeg svingede mig fra træ til træ. Det kunne muligvis få ham til at tro, at jeg var væk. Ganske rigtigt, det fik ham til at stoppe op. Jeg var lige ovenover ham, på et træ. Han kiggede rædselsslagent rundt i skoven, om og om igen. Jeg sprang ned fra træet, og skulle til at lande på manden, hvis ikke det havde været fordi, at noget eller nogen, havde skubbet mig væk, mens jeg endnu var i luften, og så var vi begge, fløjet henover mandens hoved. Jeg ramte ind i et træ, og landede på jorden. Jeg kunne høre noget knurre, og så kom en forfærdelig stank, mig i møde. Det var en forfærdelig stank, af våd hund. Jeg kunne mærke noget vådt, løbe ned af mit hoved, videre ned af min hals. Der er vist lige noget, du skal vide, om os vampyrer. Vi kan godt bløde, men kan kun dræbes, hvis vi bliver revet i stykker, og brændt. Vi kan godt sove, men det er selvfølgelig ikke i ligkister. Sollys skader os ikke, men det gør ondt i vores øjne, hvis solen er for skarp. Vi drikker blod, ja, selvfølgelig. Menneskeblod gør os stærkest, men vi kan godt overleve af dyreblod. Vi behøver heller ikke at trække vejret, men det er bare mere praktisk, så vi kan lugte, alle lugtene omkring os. Vi har et meget godt syn, og en god hørelse, plus vi er meget stærke og hurtige. Vi er også iskolde, men ellers, er der vist ikke andet. Jeg rejste mig fortumlet op, og kiggede på en gigantisk ulv. Manden, der før havde været 5 meter fra mig, var væk. Fedt, der mistede jeg min aftensmad. Bag ulven, dukkede der 5 andre ulve op. De knurrede alle sammen af mig, og den forreste, bed efter mig. ”hey, slap af! Jeg har lige mistet min aftensmad, og jeg vil virkelig gerne bare hjem,” sagde jeg, med hænderne i vejret. Ja, okay, jeg er faktisk ret fredelig. Jeg bærer heller ikke rigtig nag, så jeg ville bare gerne hjem. Ulven bed bare endnu en gang efter mig, så jeg undveg igen. Så sukkede jeg, og begyndte at løbe. De løb efter mig; jeg havde medvind, så deres lugt var lige bag mig. Jeg blev ved med at løbe, men det gjorde de også. Det var som om, at det hele var vendt på hovedet. Nu var jeg byttet, og de var jægerne. Jeg var jaget. Det kunne jeg ikke have i mit hoved, så jeg stoppede op, og vendte mig om. Ulvene stoppede forvirret, men snerrende op, foran mig. Jeg hvæsede af dem. De skulle bare holde sig væk. De knurrede endnu vildere, og begyndte at gø. ”hold jer væk,” hvæsede jeg, med en så truende stemme, jeg overhovedet havde. Jeg sendte dem et dræberblik, jeg håbede ville dræbe dem. Det virkede ikke, men fik dem bare til at gø endnu højere. Kunne de ikke holde kæft, og forsvinde? Jeg brød mig ikke om, at skulle være den, som blev jaget. Det var ikke til at have, inde i mit hoved. Det var ubærligt. Jeg vidste jeg ikke kunne vinde, men jeg ville heller ikke løbe. Hvad skulle jeg gøre? Jeg var splittet, mellem at overleve, og at såre min stolthed. Jeg havde lyst til at trykke pause, så jeg kunne få lidt tid, til at tænke. Jeg vidste, at jeg kun havde få sekunder til at vælge, inden de ville springe på mig, og flå mig. Jeg valgte det, enhver anden ville have valgt. Jeg flygtede. Jeg kunne jo ikke jage, hvis jeg var død. En måtte jo gøre det, og jeg valgte, at det skulle være mig. Jeg lod mine ben bære mig, så hurtigt, som de overhovedet kunne. Jeg følte at jeg fløj, henover det stadig dugvåde græs. Det var dejligt, for mine bare tæer. Nogle få grene, ramte mine bare ben og arme. Jeg havde kun et par slidte short, og en laset T-shirt på, så jeg var ikke beskyttet, mod det. Det skadede mig dog ikke mere, end det ville på et menneske. Det var bare overflødige skræmmer. Jeg havde stadig medvind, men jeg kunne ikke lugte ulvene. Jeg stoppede op, og kiggede søgende rundt, i skoven. Det kunne jo ske, at de prøvede at snyde mig. Jeg snusede ind, men kunne ikke få færten, af nogle mutant ulve. Jeg begyndte at løbe forsigtigt, hen mod mit hus. Jeg kom til det, efter at have passeret tre myretuer, som stod op af de ældste træer i skoven. Det kunne man tydeligt lugte, da de havde en rådden lugt over sig. Mit hus, var et lille træhus, med stråtag og en veranda, hvor jeg havde et bord, og en stol. Jeg gik ind, af den store trædør, der ville være svær at åbne, for et menneske. Det var selvfølgelig nemt for mig. Alt i huset, stod som det skulle. Det var ikke blevet rykket en millimeter. Jeg havde en stor, sort pejs, med et isbjørneskinds tæppe foran, et par lædersofaer, og en seng. Jeg havde ikke brug for en seng, men det var rart at have, alligevel. Det fik alting, til at se mere menneskeligt ud. Lys havde jeg ikke brug for, da jeg nemt kunne se i mørket. Jeg satte mig på hug, foran pejsen. Jeg brugte gløderne, til at få ild, til noget nyt, tørt brænde. Det gik hurtigt; lidt efter, slikkede de orange og blågrønne flammer, sig op af brændet, der lagde inde i pejsen. Varmen var ekstra varm, for min kolde hud. Men det var rart, Jeg kunne lide varmen. Jeg havde jo ikke selv valgt, at ville være et uhyre. Jeg kunne godt huske, den aften, hvor det uhyre, den vampyr, havde bidt mig. Det var ikke svært.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...