The Way I Loved You ♣ Justin Bieber

Justin Bieber mistede hans bedste veninde – Violet Acacia Clark – til døden. Han prøver hver evig eneste dag, at koncentrere sig, og prøve at leve det liv som han gjorde før. Men han kan bare ikke. Alle de ting han ikke fik nået med Violet, ærgrer han sig hele tiden over. For Violet var Justin nok hendes bedste ven, men for Justin er sagen
anderledes. Han elsker hende, men ikke bare som en ven.. Men alt det er for sent nu, og om han kan komme videre, ved han ikke.

56Likes
187Kommentarer
4504Visninger
AA

5. Hvis hun nu stadig havde levet, hvordan ville det så have været?

Endnu en gang havde jeg fortvivlet mig ind på kirkegården. Jeg kunne ikke klare det, uden at snakke med hende. Det ville være for hårdt uden, så nu blev det sådan. Regnen øsede ned fra oven, men jeg havde alligevel ingen paraply med. Det gad jeg simpelthen ikke, om jeg så måtte blive gennemblødt af regnen. Regn kunne nemlig ikke stoppe mig i, at besøge Violet. Hun betød for meget for mig, til det kunne, så det var jeg fuldkommen ligeglad med. Allerede nu var jeg ret så gennemblødt, så jeg nok ville blive syg, men igen – det ville ikke stoppe mig.

Graven viste sin plads, da man så stearinlys lyse fra gravstedet. Alle de andre grave så kedelige ud, men nu var det også kort tid siden, at Violet desværre var gået bort. De grave som jeg gik forbi, viste også, at personerne var døde for mere end ti år siden, de fleste steder. Også det, at de var blevet over halvtreds de halvfems procent af dem, så det var ikke normalt at dø i Violets alder eller yngre. Det var egentlig synd for dem, som der mistede dem, de havde kært, for alle ville jo savne personen, lige meget hvad. Lige så som jeg savnede Violet gevaldigt – det hele var simpelthen forfærdeligt. Hvorfor lige hende? Jeg sukkede stille, som jeg kom til gravsten og så alle lysene lyse op. Det var tydeligt, at nogle folk var kommet i dag og lagt blomster, samt tændt lys. Billedet som jeg sidst havde holdt i mine hænder, var ikke tilstede mere – måske fløjet væk med blæsten? Men til gengæld var der kommet nye til, som endnu engang bragte minder frem. Et af billeder var fra Violets forældres bryllup, og man så Violet stå i den her smukke hvide kjole, som jeg havde kunne lide. Den var så smuk til hende, og det var den stadig.

 

Stille kom Heidi – Violets mor – ind ad dagen i den smukkeste brudekjole jeg længe havde set. Hun var smuk og hendes hår var sat op med en masse blomster. Hun smilede kærligt til alle menneskerne som sad og så på fra bænkene. Længere oppe ved alteret, stod Violets far placeret, for snart at give et ja til hans nye kone. Hendes kjole gled hen af gulvet, og som jeg fulgte det med øjnene, kom nogle fødder til syne. Nogle fødder som var beklædt med nogle hvide sandaler. De tilhørte min bedste veninde, som jeg havde ventet på at se. Min tretten årige bedste veninde, som så fint havde fået lov at være brudepige. Det var det eneste hun havde sagt til mig, for knap to uger siden. Vi havde derfor ikke set hinanden den næste stykke tid, da hun og familien havde haft grueligt travlt med bryllup og det hele. Derfor gjorde det mig glad, at se hende i en fin enkel hvid kjole, her og nu, så jeg snart kunne snakke med hende. Hun gav mig et stor smil, som viste hendes flotte hvide tænder. Jeg smilede stille tilbage til hende, men hurtigt havde hun ryggen til mig, da hun feminint fulgte med sin mor op af gulvet.  

De havde nu sagt ja til hinanden, og gav hinanden kysset, som viste troskab og kærlighed. Jeg smilede for mig selv, af at de nu var blevet gift. De havde i mange år bare været kærester, men havde endelig taget sig tid, til at blive gift og indgå ægteskab. En dag ville jeg også gifte mig med en, men det vidste jeg dog ikke endnu, hvem det skulle blive. Men jeg vidste at det skulle være den rette, og når jeg så fandt hende, ville jeg være helt sikker med mig selv.

 

Igen ramte mine tårer billedet, men trillede stille af, da det var lamineret. Flere tårer kom til, men stille igen af, og til sidst var der få af de små sten våde, af mine få tårer. Jeg tørrede hurtigt mine øjne, og lagde billedet tilbage på jorden. Det hele var bare så svært for mig, men jeg savnede hende bare så gevaldigt meget.

Brylluppet med Violets forældre, som var så smukt. Jeg husker det næsten som var det i går, og en måde Violet kom op ad gulvet bag sin mor. Tænk hvis Violet stadig havde levet, og jeg en dag havde taget mig sammen, til at spørge hende om vi skulle blive kærester, hvor længe det så egentlig havde holdt? Jeg ville i hvert fald ikke give slip på hende, men alt ville jo kunne ske – desværre. Der var nu også den ting, at hun ikke var her mere, og det ville blive umuligt nogen sinde, at få hendes følelser for mig at vide. Det forfærdelig var bare, at den dag jeg havde købt blomster, og havde planlagt at fortælle hende det, så var hun borte..

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...