The Way I Loved You ♣ Justin Bieber

Justin Bieber mistede hans bedste veninde – Violet Acacia Clark – til døden. Han prøver hver evig eneste dag, at koncentrere sig, og prøve at leve det liv som han gjorde før. Men han kan bare ikke. Alle de ting han ikke fik nået med Violet, ærgrer han sig hele tiden over. For Violet var Justin nok hendes bedste ven, men for Justin er sagen
anderledes. Han elsker hende, men ikke bare som en ven.. Men alt det er for sent nu, og om han kan komme videre, ved han ikke.

56Likes
187Kommentarer
4504Visninger
AA

2. Besøget ved hendes gravsten

Den sorte rustende port til kirkegården, knirkede som jeg åbnede den. Stille sukkede jeg, da jeg gik igennem den. Det her var første gang jeg nu alene, skulle besøge Violet ved hendes grav. Sidste gang havde jeg været der med en masse bekendte, nemlig til hendes begravelse. Da jeg ikke kunne klare bare at sidde derhjemme, var jeg nu igen taget her hen, dagen efter hendes begravelse. Jeg vidste på forhånd, at den her tur ville blive virkelig følelsesladet. Alt i alt, jeg skulle tale med Violet og sige noget ekstremt vigtigt. Noget der ærgrede mig særdeles meget, da jeg ikke havde nået at fortælle hende det.

Selv om jeg var omringet af en masse gravsten, kunne jeg nemt huske præcis hvor Violets var. Jeg skulle dog gå langs adskillig gravstene, som alle vakte opsigt i mit hjerte. Alle hilsnerne var så smukke og de fangede mig alle en del. Af de otte blomster jeg havde i hånden, havde jeg stærkt lyst til at lægge syv af dem på forskellige grave, og så den sidste til Violet. Men nej, der var en mening med de otte blomster jeg bar i favnen. De var specielt til Violet, af flere grunde. Der var otte af dem, da otte altid havde været hendes yndlings tal. Blomsten var en lilla tulipan, for lilla var lidt det samme som violet, og så var der tulipanen, som havde en helt speciel betydning. ’Jeg er hemmeligt forelsket i dig’ betød den. Noget der passede ekstremt godt ind i denne situation, da jeg havde holdt en stor hemmelighed hemmelig for Violet. Jeg var dybt inde overdrevet forelsket i hende. Noget jeg havde opdaget for små uger siden. Hendes smil, hendes øjne, alt ved hende var fantastisk. Hun havde bare den udstråling, som fik mig til at falde for hende. I starten havde vi bare været bedste venner og været der for hinanden, men som årerne var gået, var vi vokset op. Vokset op med nye følelser, fra min side i hvert fald, men vi var stadig bedste venner.

Stille rystede jeg på hovedet, da jeg stod foran hendes grav. Dér hun som hun i går var  blevet begravet. Det gjorde ondt at stå foran sin bedste venindes grav, og vide hun ikke ville komme tilbage til livet igen. Tårerne pressede sig stille på i øjenkrogen, og jeg vidste, at som jeg ville lægge tulipanerne på ved hendes grav, så ville de bryde løs. Men egentlig var jeg lige glad, jeg elsker hende. Så hvis der kom tårer, så kom der tårer. En masse ting fra i går lå stadig på alle de små sten. Den store gravsten var der også, som jeg fint havde betalt for at få en helt speciel en. På stenen stod der ikke bare navn, fødselsdato, dødsdato og R.I.P, nej der stod en helt speciel meddelelse, som de nærmeste havde været med til at sætte sammen, på hendes gravsten var der fint graveret;

Violet Acacia Clark

14-05-1994 – 21-06-2011

’Du er elsket af os alle, aldrig vil vi lade dig undvære i vores liv.

Altid vil du være der, med dit smilende ’jeg’ og din smukke personlighed.’

Ordene talte for sig selv. Aldrig ville nogle af hendes nærmeste lade vær med at tænke på hende. Hun ville altid være der, lige meget hvad der ville ske. Hendes smukke personlighed, som var den jeg især var faldet for. Igen sukkede jeg og lagde så forsigtigt buketten med blomster ned på et frit sted af sten. Tårerne løb i store strømme ned ad mine kinder, men jeg havde ikke i sinde, at lade dem stoppe. Med to fingre fik jeg taget billedet af Violet op, som nogle havde lagt på stenene. Dog blev jeg nødt til at fjerne et lille stearinlys først, som havde været tændt, men nok var blevet slukket af vinden. At se på et billede af Violet var overhovedet ikke det samme, som at se hendes smilende ansigt i virkeligheden. Hvorfor skulle hun også dø, hvorfor lige hende.

”Jeg elsker dig” hviskede jeg til hende i himlen, imens mit blik var rettet mod billedet. Et billede hvor hun så fint smilede til kameraet. Jeg kunne kende hendes tøj, det var fra hendes sytten års fødselsdag, og den dag huskede jeg godt. Hun havde været så glad, som hun jo altid havde været. Og så der vidste jeg, at jeg godt kunne lide hende som mere end en ven, så derfor havde jeg købt hende en helt speciel gave, og tydeligt husker jeg hendes reaktion, da jeg havde givet hende det.

 

”Er det til mig?” spurgte hun stille og smilede hendes fantastiske smil. Hun havde lige taget den rødindpakkede pakke ud af hænderne på mig, som jeg fint havde bundet ind der hjemme. Igen smilede hun til mig, et smil som jeg virkelig elskede. Alt ved hende var fantastisk, og jeg havde virkelig lyst til at fortælle hende mine følelser. Men jeg var for nervøs for, om det bare ville ødelægge det hele.

”Justin, den er jo smuk” sagde hun overrasket, da hun stille kiggede på det smykke jeg havde foræret hende. Et guldhjerte af det mest fineste guld. På hjertet var der indgraveret; ’Jeg elsker dig’. Noget Violet godt vidste, at jeg gjorde, men dog ikke på den måde som jeg elskede hende på.

 

En tårer ramte blidt billedet i min højre hånd, og forsigtigt lagde jeg det tilbage, med lyset sat oven på. Jeg smilede forsigtigt til graven, men rejste mig så op, for stille at gå hjem af. Mon jeg nogen sinde ville komme over Violet? Det vidste jeg ikke, men jeg vidste, at jeg i hvert fald aldrig ville glemme hende.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...