Rævepigen |Færdig|

Angelina er en helt normal pige. Hun har forældre der lever godt sammen og gode venner. Men hun pjækker meget fra skole og det var alle fra klassen egentlig ligeglade med.. Hun møder en dag i skoven ser hun en ræv og hun forelsker sig straks i dyret.

7Likes
39Kommentarer
3530Visninger
AA

9. Skolens mareridt

 

Jeg kigger op på skolens port. Angsten for at blive set af de forkerte mennesker er blevet størrer. Jeg blinker langsomt. Opfatter pludselig alt i slowmotion da jeg ser min veninde. En masse glæde springer op i mig. Helt ny energi. Jeg springer i et over mod hende. Prøver at løbe hurtigere fo hvert skridt. ,,Se! En ræv!!" En pige skriger højt ud i luften ,,Der er en ræv!!" Jeg stopper op med krummet ryg. Min pjuskede hale stikker jeg straks mellem benene. ,,Gå væk hvæser jeg" Selvom jeg ved hun ikke forstår ræve sprog. Hun går med små forsigtige skridt mod mig. Vinden tager hurtigt fat i hendes lyserøde kjole med blomster på og leger med den. Hendes blonde har er sat op i en hestehale med en lyserød blomst. Jeg husker hende som pigen der gør alt hun ikke må. Hun stiller jeg foran mig. Hun er vel de 7 år. Hun går hvertfald i børnehave klasse. ,,Nu skal vi hjem. Kom Tøsen!" Hun tar mig op i et fast tag. Jeg hvæser højt af hende og viser tænder. ,,Nu ikke så sur!" Først da jeg hyler højt for jeg hende skræmmet nok til at hun gider give slip. Jeg springer ud af hendes favn og hører hende sige ,,Jam.. Hvorfor går den?" Jeg fortsætter mod Klara. Hun stirrer fuld af angst på mig. Men jeg sætter farten ned igen nogle meter væk. Hun er bogstavligtalt stiv af angst. Jeg sætter mig foran hende og kigger på hende med store brune øjne. Hun slapper mere af og griner en smule da jeg ligger mig på ryggen. Nogle børn kommer mod mig. De vil alle klø mig på maven.

Et barneskrig høres langt væk af en lille dreng. Jeg har bidt ham. Men ikke hårdt. For at vise jeg ikke vil klappes af dem. Jeg hvæser højt og kigger på alle andre end Klara. Mine øjne sitre af vrede. Da børnene har taget pasende afstand kigger jeg langsomt på Klara. ,,Klara for helvede. Den kan li dig!" En fra klassen ligger sin hånd på hendes skuldre. Det var Nicklas. Han har tårer i øjne. ,,Måske.. Nej.. Eller? Hun minder om Angelina!" Han løber med forgrædte øjne væk. ,,Han har ret Klara. Ræven vil ha du skal være sammen med den!" Klokken ringer og jeg kan se Klara får et chok. Alle løber skrigende ind af døren af en eller anden grund. Men Klara blir. ,,Kom her lille ven" siger hun roligt. Jeg tar rolige skridt mod hende. Hun begynder at klappe mig. Jeg nyder det. Hun tar mig forsigtigt op i sin varme favn. Jeg ligger hovedet ind mod hende. Og hun begynder at løbe. Hurtigt. Meget hurtigt. Jeg kigger svagt op. Smiler. Jeg er endelig sammen med Klara igen.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...