Rævepigen |Færdig|

Angelina er en helt normal pige. Hun har forældre der lever godt sammen og gode venner. Men hun pjækker meget fra skole og det var alle fra klassen egentlig ligeglade med.. Hun møder en dag i skoven ser hun en ræv og hun forelsker sig straks i dyret.

7Likes
39Kommentarer
3517Visninger
AA

6. Hjælpen er på vej!

,,Skat" Min mors stemme høres tydeligt i mit hovedet. ,,Du må ikke gå... Der sker noget forfærdeligt!!" Hendes stemme knækker over. ,,Mor. Jeg skal i skole! Der sker ikke noget.. Bare slap af!" Hendes øjne iagttager mig. ,,Du må ik gå! Jeg vil ikke miste dig. Du må holde fri fra skole idag! Jeg vil bare have lidt af dig med mig!! Bare i mine drømme!" Hvad? Kommunikere mig og min mor i drømmene? 

 

Jeg vågner langsomt op. Noget blødt kører hen over min matte pels. En tunge? Jeg kigger kort op. Hanræven... ,,Gå.. Lad mig være i fred." Min stemme er svag så jeg kan ikke engang råbe af ham. ,,Jeg hjælper dig. Du skal have noget at spise og jeg har for meget mad" siger han forsigtigt. Da han finder en død rotte frem kunne jeg brække mig hvis ikke det var fordi jeg har en tom mave. ,,Okay.." Siger jeg med en udmattet stemme. Jeg gør det kun for min egen skyld. Jeg gider ikke gøre det for ham. Jeg vil gører det for min sjæl. Min krop.. For ikke at lide mere af sult. Jeg napper i rottens mave. Det værste jeg nogensinde har oplevet! Dens tykke fede krop ga ikke efter så det blev til hårde bid. Jeg fik den tilsidst ind i min mund. Fik den spist.. Ad for søren! For første gang kigger jeg ordenligt ind i hans øjne. Hans nuttede brune øjne var fyldt med charme og medfølelse. Jeg smiler for første gang til ham. Han smiler tilbage og jeg rødmer let. Godt man har pels! Jeg nusser mit hovedet og vasker mig. ,,Lig dig til at sove." Siger han kort. Han ligger sig i den anden ende af den lille hule fordi han ved jeg ikke gider det der kærestepjat! Jeg krymper mig sammen til en kule i den anden ende. Men det er svært at falde i søvn. Han er virkelig nuttet. Og han har lige redet mit liv. Mine øjne lukker langsomt i. Og overraskende nok kommer min mor ikke ind i min drøm.

Det gør hanræven. Han løber sammen med mig ude på en flot grøn eng. Vi stopper op og snakker. Snakker om os selv. Af en eller anden mærkelig grund. Han smiler og jeg gengælder med mit. Vi løber videre sammen og bliver pludselig skudt efter af en jæger. Hunde løber efter os og vi flygter. Igen bliver vi skudt efter og jeg bliver ramt i benet...

Jeg vågner op med et sæt. Det samme gør hanræven. Han stirrer på mig fuldstændig fuld af angst. ,,Jægerne.. De jager nu! Hundene! Vi må flygte!" Det går pludselig op for mig at vi er i stor farer! ,,Nej! Vi kan ikke flygte. Tænk på det, Vi bliver skudt. Vi kan umuligt nå at flygte! Vi må bare blive her og være helt stille!" Han kigger med vilde øjne på mig. Som om jeg er fuldstændig sindsyg! Jeg kigger væk. ,,Gå bare alene så. Jeg  bliver her! Jeg skal ikke skydes!" Jeg ligger mig afslappet ned. Venter på at høre hans forsigtige og stressede skridt ud af hulen. Men jeg høre kun et næsten lydløst bump. Jeg vender mig om. Han bliver her.. Jeg smiler og lukker mine øjne. Jeg prøver at falde i søvn men jeg har ikke lyst. Hvis jeg bliver skudt så vil jeg være vågen og ikke vågne op med en kugle i hjertet! Jeg vil opleve min dødsårsag selv om jeg er skidebange. Jeg vil ikke sove og vågne op med et chok. Det ville være det værste...

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...