Rævepigen |Færdig|

Angelina er en helt normal pige. Hun har forældre der lever godt sammen og gode venner. Men hun pjækker meget fra skole og det var alle fra klassen egentlig ligeglade med.. Hun møder en dag i skoven ser hun en ræv og hun forelsker sig straks i dyret.

7Likes
39Kommentarer
3520Visninger
AA

12. Fred!

 

Døren går op og en fod træder ind i rummet. Alt for hurtigt til at kunne se dyrelægen er igang med at fange mig. I et splittersekund får jeg mig revet ud af hans greb. 

Ude af huset løber jeg så hurtigt jeg kan. Jeg må væk fra de galninge. Da jeg er for enden af vejen høre jeg råben og en bil gasse op. 'De er efter mig' tænker jeg roligt. Jeg må bare liige se hanræven først. Kysse ham farvel og høre hans stemme. Høre om han elsker mig. Det er det jeg vil vide. Hvad han synes om mig. Er jeg dum? Grim? Træls? Sød? God? Smuk? osv. Kan han lide mig? Jeg tænker ikke på andet i min flugt fra dyrelægen. En bil drejer skarpt og hurtigt ved svinget. Den gasser op igen. Jeg gør det samme. Løber hurtigere! Hurtigere og hurtigere! Mine muskler arbejder sig igemmen hver meter. Og for hver meter inhenter bilen mig. Skoven er ikke ret langt væk. Jeg lukker alt andet om mig ude. Koncentrer mig om skoven. Min puls stiger. Mit hjerte hamre hurtigere for at få blodet rundt i årene. Mit åndedræt er normalt. Men min hals brænder. Min hastighed bliver højere. Jeg tager størrer skridt og langsomt omkring mig begynder træerne at komme frem. Vinden køler mig af. Solen varmer mig. Jeg hader det. Bilen gasser op igen. De VIL åbenbart fange og dræbe mig.. Jeg får drejet af ved en lille velkendt sti. Dér kan biler ikke kører. Jeg hører bildæk der bremser hårdt op. Jeg sætter farten ned men stopper ikke. Blade og grene slår mig i ansigtet. Dufte forhindre mig i at koncentrer mig. Jeg må stoppe op. Jeg kigger forsigtigt rundt med løftet pote. Fulgesang vækker hele skoven. Klokken er vel ikke mere end halv 6 om morgenen.  Min hules duft kommer ind i min næse. Som et lyn løber jeg efter duften. Koncentrer mig om at holde den. Jeg stopper brat op foran hulen. Den er tom...

Hænder ligger mig ned. Hårdt. Jeg bliver presset mod skovbunden. Dyrelægen har kanylen i hånden og han stikker den i min krop. Bare et lille stik. Jeg skal nok klare det. Jeg mærker en træthed skylle over mig. Min puls falder uhyggeligt hurtigt. Mit hjerte slår kortere. Klar til at give op. Mine øjne er halv lukkede da jeg ser det jeg ville se...

Hanræven..

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...