Frelserinden (N)

Mina er en 14-årige pige, der lever et normalt liv med sin mor og lillesøster, men da der en mørk nat, bliver banket på døren og hendes mor bliver slået ihjel for øjnene af hende og hendes søster bliver deres liv ikke ret normalt. Hende og hendes søster er eftersøgt i hele landet. Men alt det der hun bliver udsat for er kun fordi hun er landets frelser, der skal frelse dem fra Hjernen. Hun er prinsessen af Hjernelandet, men Hjernen dræbte hendes far og har ledt efter hendes mor siden de flygtede. Men hun ved ikke at hun er prinsesse og frelser, hvilket Hjernen gør. Han prøver mange gange at slå hende ihjel, men uden held. Hjernen er ham, der er kongen i Hjernenlandet, som han selvgladt har navngivet den. Det forgår i fortiden i år 1698 og det er anderledest en dengang. Der er ingen moderne ting, men en helt anderledes sted, jeg selv har opfundet.

Det er min første novelle, så jeg ved ikke hvordan om det er overskredet science fictionen, så det eneste jeg kan håbe på er i kan lide den :D

29Likes
57Kommentarer
2923Visninger
AA

7. Kapitel 6.

Heldigvis havde de hverken set eller hørt os, men det ændrede sig hurtigt. Som da mor døde undslap, der et gisp fra Kaita hvilket resulterede i at hun henledte deres opmærksomhed på os. Jeg kiggede derhen og kiggede direkte ind i nogle sorte øjne. Bogstaveligt talt! Helt sorte, som kul var de og der var ikke et eneste tegn på at han havde noget barmhjertehed i sig. Personen som jeg nemlig så i øjnene var Hjernen. Selvom jeg aldrig havde set ham, heller aldrig fået ham beskrevet, vidste jeg fra første blik at det var ham. Det kunne ikke være ingen andre.

Øjenkontakten varede kun i nogle sekunder, men for mig var de i en evighed. Han holdte mit blik fast, så jeg ikke kunne løsrive mig. Imens gav han odre. Jeg hørte dem og jeg kunne ikke flygte. Jeg kunne ikke slippe væk, men jeg blev nød til det. Jeg vidste det, men jeg kiggede stadig inde i hans øjne.

"Mina! Prinsesse!" kunne jeg høre Flamme sige. Jeg svarede ikke. Jeg kunne ikke åbne munden. Han havde lammet mig tror jeg. Sådan at jeg ikke kunne slippe væk. Ligesom dengang mor døde!

Jeg kunne mærke nogen ruske i mig og det var først der at jeg løsrev mig fra hans blik. I samme øjeblik, han ikke havde mig under sin magt længere flygte jeg. Med Flamme i hælene og Kaita foran mig. Jeg kunne svagt høre Hjernens odre. Noget med at vi ikke måtte slippe væk fra dem.

'Hvorfor flygtede du ikke?! Hvorfor blev du stående?!" spurgte Flamme rasende mig i tankerne. Jeg kiggede til siden på min højre side, hvor hun løb. Hendes øjenfarve havde skiftet farve til mørkeblå. Hende rigtige øjen farve var blå. Iskold blå farve, så der gik kudelgysninger gennem dig, når du kiggede i dem.

'Jeg kunne ikke! Han fastholdte mig blik med sine magtkræfter! Lige meget hvad kunne jeg ikke! Jeg ventede kun på at i skulle flygte og at han skulle fange mig!' svarede jeg. For det var rigtigt. Jeg havde følt at jeg var fortabt intet kunne fortage mig. At det var ude med mig og at Flamme og Kaita bare skulle flygte og efterlade mig her. Jeg havde vendt mit ansigt så jeg nu kiggede på Kaitas bagkrop. Hun var hurtigt til at løbe.

Jeg kiggede på Flamme og så at hun ikke havde tænkt sig at svare. Hendes øjenfarve havde skiftet farve fra mørkeblå til iskold blå igen, så hun var sikkert ikke rasende længe. Jeg kiggede tilbage og kunne svagt ane en mørkeblå uniform løbe bag efter os. Med næsten lydløse og smidige skridte, selvom kroppen var ligeså stor som en gorilla. Jeg vendte mig om igen og satte farten op. Både Flamme og Kaita var foran mig nu, så jeg var bagud.

'Hvor skal vi hen, Flamme?' spurgte jeg hende. Hun vendte sig slet ikke om, men jeg vidste at hun tænkte over, hvad hun skulle svare. Og jeg lod hende finde et svar. I stedet studerede  jeg de omgivelser vi løb i. Der var en hel masse træer og nogen steder var træene så høje at man ikke engang kunne se toppen. Nogle steder var der stene så store som et lille nyfødt lam. Og andre steder var de så små, som myre men jeg fik øje på dem alligevel. Der var også nogen der var almindelig størrelse, som de små sten som man fik øje på og som faktisk ikke havde så stor vægt.

'Jeg ved det ikke. Jeg tror bare vi stikke af fra dem. Jeg kender et sted, hvor vi kan være men vi skal være på vej i noget tid. Til fods, hvor vi bare går tager det to dage, men hvis vi løber uafbrudt kommer vi frem i morgen ved 3 tiden' svarede Flamme. Jeg havde faktisk glemt at jeg ventede på svar fra Flamme, så jeg blev en smule overrasket over at hun svarede. Jeg svarede ikke, men nikkede bare på hovedet.

 

Vi havde løbt i cirka 4 timer uden at stoppe. Vi var løbet af fra Hjernen og hans håndlanger uden problemer. Vi var kommet ud fra skoven, men var hurtigt vendt tilbage til den igen, da Kaita havde konstartet af Hjernen ikke havde opgivet os. Især ikke da vi var blevet angrebet af landsbybeboene. Vi havde nu slået lejr for i aften og vi sad nu omkring bålet og spiste af den due, som Flamme havde dræbt og tilberedt til os. Vi skulle spise her og så sove her tror jeg. Måske havde Flamme andre planer, men jeg havde på fornemmelsen af at der var stor fare at vi sov på gulvet.

Uden lyd spiste vi alle vores mad og stille lagde alle undtagen Flamme sig til at sove. Hun havde besluttet før vi slog lejr, at det var hende der skulle holde vagten den første nat. Jeg sov ikke, men jeg i stedet tænkte jeg over den fornemmelse, jeg stadig havde. At der var stor fare for at vi så på jorden her. Vi var jo sluppet fra Hjernen og hans håndlanger, hvorfor var der så fare?

'Flamme? Skal vi ikke sove oppe i træet der? Der er ingen fare og man kan ikke se os herneden under fra. Jeg har en fornemmnelse af at der er stor fare for os, hvis vi sover her nede' forklarede jeg hende. Uden at prostrede vækkede hun Kaita og med alles hjælp kom vi op i træet, hvor der var stor plads og der ikke var brug for en der holdte vagt. Det havde været en lang dag med mange fare, så det var godt at vi nu kunne sove uden at tænke over Hjernen eller hans håndlanger. Jeg havde ikke længere på fornemmelsen af at vi var i fare.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...