Frelserinden (N)

Mina er en 14-årige pige, der lever et normalt liv med sin mor og lillesøster, men da der en mørk nat, bliver banket på døren og hendes mor bliver slået ihjel for øjnene af hende og hendes søster bliver deres liv ikke ret normalt. Hende og hendes søster er eftersøgt i hele landet. Men alt det der hun bliver udsat for er kun fordi hun er landets frelser, der skal frelse dem fra Hjernen. Hun er prinsessen af Hjernelandet, men Hjernen dræbte hendes far og har ledt efter hendes mor siden de flygtede. Men hun ved ikke at hun er prinsesse og frelser, hvilket Hjernen gør. Han prøver mange gange at slå hende ihjel, men uden held. Hjernen er ham, der er kongen i Hjernenlandet, som han selvgladt har navngivet den. Det forgår i fortiden i år 1698 og det er anderledest en dengang. Der er ingen moderne ting, men en helt anderledes sted, jeg selv har opfundet.

Det er min første novelle, så jeg ved ikke hvordan om det er overskredet science fictionen, så det eneste jeg kan håbe på er i kan lide den :D

29Likes
57Kommentarer
2902Visninger
AA

3. Kapitel 2.

Vi var løbet et stykke væk fra huset og holdte nu en pause. Jeg var stadig forskrækket over at jeg nær var blevet slået ihjel af en af Hjernens folk, men jeg var også impornet over hvordan Kaita havde fået dem til at give slip på min fod. Det var den senest tid, sket en masse mærkelig ting i mit liv. For eksempel om at jeg kunne mærke hvad der skete. Og nu at Kaita, havde fået en af Hjernens specielt trænet mænd til at give slip på min fod. Det var stort, men heller ikke noget at prale med til folkene. Hvis de fandt ud at hun fik en af Hjernens folk til at give slip på min fod, vil hun blive henrettet, for at studere teknik og kampsport. Det var lige sådan noget, man ikke måtte studere. Det havde Hjernen forbudt, så ingen kunne besejre ham, men profieten sagde at der en dag vil komme en ung pige, der ville frelse os fra ham. Jeg håber hun snart kommer. Det var uudholdeligt at være her i landet når Hjernen reagerede sådan som han gjorde.

"Vi er nødt til at finde et sikkert sted!" hviskede jeg. Jeg rystede i hænderne. Af bare forskrækkelse, men også fordi jeg frøs. Det eneste jeg havde på var min natkjole og mine sko. Også selvføglige det man havde under. Kaita havde lidt mere på. Hun havde sin natkjole, det man havde under og sine sko. Hun havde da jeg vågnede hende op, taget en sjal på skulderne. Jeg var ikke vant til sjal inddørs, så det havde jeg slet ikke tænkt på. Men Kaita havde det på både inde og ude og tog det først af når hun sov.

"Jeg ved hvor det sikker sted er!" hviskede jeg, da søen ved siden af hytten, faldt mig ind. Det var der vi skulle henne og gemme os. Jeg gav hendes hånd et klem og skulle til at løbe med hende, da jeg hørte noget. Det var meget langt væk, men jeg hørte det alligevel.

"De løb den vej!" kunne jeg høre stemmen råbe. Det var en Hjernens folk. Jeg panikkede og strammede min hånd om hendes og løb. De var på vej! Jeg måtte finde det lille hul i hegnet og komme igennem det, før de nåede os. Ellers var vi færdige. Hvis vi kom igennem det hegn kunne vi gemme os, hvor som helst i skoven eller komme videre til Lavlandet, hvis det skulle være. Jeg fandt ikke hullet lige så hurtigt, som jeg plejede. Jeg tror det er fordi jeg var panikslagen og bange. Også var jeg måske også chokkert. Jeg havde trods alt oplevet min mors død for næsen af mig. Eller ikke for næsen, men jeg havde set det. Det måtte have været værre for stakkels Kaita. Hun var tolv og havde ingen forældre nu. Vi havde ingen forældre. Jeg kiggede mig omkring stadig med Kaitas hånd i min. Jeg kiggede til begge sider. Det her sted så bekendt ud. Der. Hullet var der. Først fik jeg skubbet Kaita igennem hullet og derefter mig selv. Jeg kunne høre Hjernens folk stemmer i nærheden. Jeg kunne også høre Månsekin vrinske i nærheden. Ca. nogle km væk herfra. Hvad var det her? Hvordan kunne jeg høre km væk herfra. Det føltes anderledes. Det hele føltes anderledes og nyt.

"Kom!" hviskede jeg til Kaita. Så løb vi igen. Jeg kunne høre på Kaitas vejrtrækning at hun var ved at blive forpustet. Ikke godt. Jeg håber vi snart er hos Måneskin. Måneskin var en stor hest, men kunne han bære os begge? Kaita faldt. Hvad hun faldt over så jeg ikke, men hun faldt. Jeg rakte hende panikslagen min hånd, så hun kunne tage den, men i stedet sagde hun nogle ord, der sårede mig dybt.

"Bare løb Mina! Jeg kan ikke mere! Bare løb!" sagde hun forpustet og hostede. Havde.. havde hun tænkt sig at jeg skulle stikke af fra hende? Lade hende i stikken?! Jeg bøjede mig ned og gav hende en lussing! Jeg stikke ikke af fra min sidste familiemedlem lige meget hvad! Jeg rakte hende igen min hånd og denne gang tog hun den. Så løb vi igen og lidt efter var vi hos Måneskin. Han græssede ved siden af søen i måneskinet og hans pels lyste. Jeg havde kaldt ham Måneskin fordi jeg syntes hans pels så ud som når månen skinnede og nu kunne jeg også se at jeg havde ret, men det havde jeg så ikke tid til. Vi skulle op på Måneskin og ride langt væk herfra og det skulle være i en fart! Jeg kunne høre Hjernens folks lydløse skridte mod den knasende jord. Hurtigere, hurtigere! tænkte jeg. De var meget tæt på os. Åh, hvad var det der stod der? Vi red tættere på og da så jeg hvem det var. Pigen fra i morges.

"SÅ FLYT DIG!" råbte jeg, hvilket jeg ikke skulle jeg have gjort. Jeg kunne høre deres råb om hvilken vej vi var gået. Hjernes folk altså.

"Kom med. Jeg kender et godt gemmested de aldrig finde!" sagde hun. Jeg var desperat, så jeg red bare efter hende. Hun var hurtig. Liges hurtig som hesten. Hun førte os gennem træene uden at ramme dem og pludselig stod vi foran et stort træ.

"Stop!" sagde hun og Måneskin stoppede med det samme. Utroligt! Måneskin har kun adlydt mig, og inden andre. Okay, der er ingen andre end Kaita der er kommer i nærheden af den, så jeg er heller ikke så klog på det område. Jeg hoppede af og stod nu foran hende.

"Hvad skal vi her?!" spurgte jeg. Jeg kiggede mig omkring og til sidst kiggede jeg på træet. Jeg studerede det nærmere. Det var et stort og kraftigt træ, der oven i købet var høj. Det var ikke lige så brunt som de andre træer i nærheden, men mere lyst. Sådan gyldent. Det var som om den udstrålte.

"Vi skal ind" svarede hun kort. Jeg kiggede på hende som om hun var syg. Skulle vi igennem træet? Hun havde brug for en læge. Jeg tror det er fordi hun havde været for længe i skoven.

"Ligner jeg en du kan bilde ind at man kan gå igennem et træ?" spurgte jeg. Troede hun jeg var  dum? Hun sukkede opgivende og gik hen til træet og gik bogstaveligt talt igennem træet. Både Kaita og jeg kigede forbløffet på træet. Hun var gået igennem det. Uden tvivl. Hun var her ikke længere og selvom jeg kiggede alle vegne var hun heller ikke der.

"Det der var umuligt! Hvordan kunne hun komme igennem et træ?" spurgte Kaita overrasket, forbløffet og forbavset. Jeg var også alle de ting. Forbavset, forbløffet og overrasket. Hun havde ret! Det er komplet umuligt at gå igennem et træ! Umuligt, men muligt! Pigen var lige gået igennem det!

"Hallo? Kommer i ikke?!" Pigens stemme lød irreteret. Hun havde hovedet igennem træet og kiggede på os med blikke der sagde Skynd-jer-dog. Jeg tog det første skridt og gik nærmere. Lige så forsigtet, hvorfor jeg var forsigte ved jeg ikke. Men forsigte det var jeg.

"Kom nu! Træet bider ikke!" lød pigens stemme irreteret igen. Jeg sukkede irreteret og tog et langt og modigt skridt. Synes jeg selv. Træet var stort, især når man stod lige foran det, hvilket jeg gjorde nu. Der undslap et gips fra mine læber, da jeg synes det smukt, når man kiggede herfra. Træet var i forvejen gyldent, men herfra var det som om det var guld. Rigtig smukt.

"Wow, det er smuk!" kunne jeg høre Kaita siger bag mig. Jeg blev en smule forskrækket da jeg havde været optaget af træets smukke gyldent farve og smukhed. Jeg vendte min opmærksomhed mod træet, der hvor man gik ind og stak først hovedet igennem. Da jeg kiggede ind, så jeg at alt være mere smukkere og gyldent her. Ligesom guld, men da jeg kiggede til den anden side, så jeg en meget mørkere side. Den var uhyggelig og klam. Den gav mig gåsehud og jeg fik brækkefornemmelse. Men jeg kiggede alligevel ikke væk. Der var noget der fik mig til at kigge derhen uden at jeg selv ville det. Noget magt overtagerne.

"Kig væk!" kunne jeg høre pigen råbe, men jeg gjorde det ikke. Jeg blev bare ved med at kigge. Jeg kunne se en skikkelse forme sig, eller var det et menneske der kom ud derfra? Den rakte hånden til mig og jeg skulle til at tage fat, da jeg kunne mærke nogen skubbe til mig. Jeg faldt hovedkulds, men ikke sådan at jeg tog skade af det. Jeg havde fået hovedpine, men det føltes ikke at det var faldet der var grunden. Det føltes mere som at det sted jeg havde kigget på før havde fået mig til at få ondt i hovedet. Jeg kunne se Kaita og da jeg rakte hånden ud efter hende kunne jeg pludselig høre pigens irreterendes stemme ved siden af mit hoved.

"Løb! Det er Hel! Hvis hun fanger dig, kommer du aldrig levende derfra, hvis du nogensinde kommer hen til hende!" råbte pigen. Jeg løb efter dem, men ikke fordi Hel, men fordi pigen havde taget Kaita med sig. Jeg løb og løb, men indhentede dem først efter et stykke tid, da de løb ret hurtigt. Da jeg indhentede dem, var det første jeg gjorde at tage fat i Kaitas hånd. Hånd i hånd løb vi væk fra Hel, men så hørtes der et skrig. Et hjerteskærende skrig, der gav en hovedpine og da jeg allerede havde en i forvejen, blev min bare større!

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...