Kærlighed ved første blik♥JDB 5

Nu kan der da ikke ske flere ulykker? Det tænker både Ramona og Justin, som endelig er sammen med hinanden. Desværre er det præcis det der sker. Efter to bilulykker og Justins operation er det endnu en gang, tid til at tage en tur på hospitalet. Det ender med at blive til flere undersøgelser og til sidst et længere ophold, som ikke ender helt godt. Men kan de klare det, hvis de bare holder sammen?

44Likes
459Kommentarer
11803Visninger
AA

14. Hospitalet - igen

”Du må komme herover med det samme” lød en stemme, som jeg bestemt med det samme genkendte. Den tilhørte Rosalie, min søster. Dejligt hun endelig var her, men hvad var det, der hastede så meget? Forsigtigt åbnede jeg øjnene og blev mødt af et irriterende syn. Nemt kunne jeg genkende det fra første gang, men hvorfor nu anden? Jeg lå på et hospital i en hospitalsseng. Var det så slemt da jeg var faldet i går uden for anden musikforretningen? Det kunne det vel ikke være.

”Du er  vågen, Ramona. Hvor er det dejligt at se dig” smilede Rosalie til mig, som den eneste der var i rummet. Jeg nikkede bare stille, da jeg var uforstået med hele situationen. Uden at forklare mig noget, tog Rosalie hendes mobil op igen, og tastede et nummer. Hun begyndte endnu en gang at snakke, mens jeg bare lå og så på hende.

”Ved du hvor Justin er? Det tager ikke telefonen hjemme hos ham?” spurgte Rosalie. Vent, hvis hun ringede til Justin, så måtte der vel være noget galt? Hvis det bare var en overnatning på hospitalet her, ville hun jo ikke ringe Justin op. ”Han er på en lille ferie med hans venner. Han kommer først hjem om en uge, så lad ham venligst have det sjovt” smilede jeg stille til Rosalie, som gav et nik fra sig.

”Hvordan har du det så?” spurgte Rosalie, og kom hen til min side. Jeg kiggede op på hende, og fik en ordentlig øjenkontakt.  

”Jeg har lidt ondt i maven, men hvad laver jeg egentlig her?” svarede jeg ærligt. Da jeg faktisk kunne mærke en stor smerte i min mave, men jeg vidste stadig ikke, hvad jeg lavede her. Derfor havde jeg selvfølgelig spurgt Rosalie. ”Lægerne undersøgte dig lidt i går og sådan, og de skal finde resten af det ud i dag.” Midt i sætningen knækkede Rosalies stemme over, så den sidste del af den løb lidt akavet. Jeg lod hende bare sidde der og græde, da jeg intet andet kunne tage mig til. Men hvad skal de undersøge med mig, og hvad undersøgte de i går? For alt i verden håbede jeg ikke det her ville blive slemt, for jeg kunne ikke klare en stor omgang igen.  

”Jeg har ringet efter David” smilede Rosalie endelig, efter at have grædt lidt. Savnet for at se David var faktisk ekstrem stort, så jeg glædede mig helt vildt. At have lidt kvalitets tid med ham, savnede jeg så meget. Siden jeg flyttede har jeg slet ikke set noget til ham, kun det ene opkald, da jeg var ved at begå selvmord. Tanken fik jeg hurtigt væk, da jeg ikke skulle tænke på sådan noget, nu hvor mit liv var perfekt. Bortset fra jeg dog ikke vidste, hvad jeg lavede her.

”Så han kommer?” smilede jeg til Rosalie, som derefter nikkede. Nu var jeg virkelig glad, for det var bare så lang tid siden, at jeg sidst havde set ham. Om han mon havde fået en kæreste, eller om han stadig spillede på bas. Det glædede jeg mig til at få ud, så nu var det bare om at vente, til han kom.  

”Han vil være her om en halv til en hel time” fik Rosalie indskudt imellem mine tanker. Jeg nikkede stille og sukkede. Det var jo helt vildt lang tid, at jeg skulle vente. Men alligevel, det var hel klart det værd. Jeg smilede for mig selv, og lagde mig til rette i sengen. Nu måtte jeg bare vente i den tid der gik, og så snakke om alt muligt med David. Det skulle nok blive sjovt. Da Rosalie gik ud af lokalet, og smækkede døren, mærkede jeg endnu en gang, en dårlig følelse i maven. Det gjorde ondt, meget ondt endda. Jeg kunne vel ikke kalde efter Rosalie, eller skulle jeg?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...