Natteskrig

En historie om fattigdom og kærlighed. Den er fra 16 - 1700 tallet, og jeg aner seriøst ikke, hvordan det var dengang, men jeg prøver.
Pigen på billedet er hovedpersonen. Jeg tror nok, at det er Victoria Frances.
Håber I gider at læse min fantasy novelle i stedet for mine JB-noveller.

8Likes
59Kommentarer
4178Visninger
AA

9. 9.

Hans ansigt så så blidt og kærlig ud, at han umuligt lige kunne havet givet mig en lussing. Jeg var ikke sikker, for det skete så hurtigt. Min kind var så varm, men kun, fordi han hånd lå der.

"Sig, hvofor du er sur," sagde han. Jeg kiggede op i hans dybe, mørke øjne, men kunne intet sige. Vi lå der måske i en time eller sådan noget og bare kigget hinanden i øjnene, mens han ventede på, at jeg åbnede munden.

"Jeg synes, du er mærkelig," sagde jeg så. Han slap min kind.

"Hvorfor?"

"Du sagde, du elskede mig," mumlede jeg. Han prøvede at fange mig blik, men jeg kiggede bare væk.

"Jeg ved godt, du ikke elsker mig," sagde han så, men smilede stadig lidt. Det så bare falsk ud.

"Undskyld," mumlede jeg og skulle til at skubbe ham væk, da han bare lagde alt vægt ned på mig.

"Jeg forstår dig," sagde han. "Det går for hurtigt, men ikke for mig." Han kyssede mig igen, og jeg kunne jeg ikke bare skubbe ham væk, fordi han kyssede mig. Han havde ikke gjort noget galt; det var mig, der var mærkelig.

Jeg syntes virkelig, at der var en, der kiggede på os. Langt væk med et blik fuld af had.

"Lov mig, at du ikke er sur på mig mere," hviskede han mod min pande og kyssede den.

"Jeg lover det."

Han havde lige pludselig en til sort rose i hånden. Han satte sig op og fik mig op på hans skød. Jeg duftede til den søde duft af rosen, men jeg måtte indrømme, at Loren duftede bedre. Jeg lænede mig frem og kyssede hans duftende hals.

"Tak," sagde jeg. Rosen fik mig i godt humør, især når jeg fik den af Loren.

 

 

Der var stearinlys over alt i værelset. Han havde sat dem over alt, kun for at få mig i bedre humør. Jeg lå bare i sengen og kiggede på et stort lys, hvor en stearindråbe trillede ned af den. Alle lys var hvide og halvt smeltet. Værelset fik et orange skær af lysene.

Loren sad ved siden af mig og betragtede brændmærket på min kind. Jeg kunne ikke selv lade være med at kigge på den. Den var stadig smuk og mindede mig om mor. Vi havde et lille spejl ved mit gamle hjem, men det var så gammelt og slidt, at man næsten ikke kunne se sig selv. Loren brød sig åbentbart ikke at have spejle i huset.

Jeg pillede ved de sorte roseblade , der lå rundt omkring sengen. Regnen piskede mod vinduet og løb som et vandfald ned af vinduet. Det gav nogle bølgede skygger gennem værelset hver gang et lyn kom og hvidt lys blev sendt ind i værelset. Jeg fik et chok hver gang braget lød udenfor.

"Ved du, hvad der er mit største ønske?" spurgte jeg Loren. Han rystede bare på hovedet og fjernede ikke blikket fra mine blå øjne. Jeg kravlede langsomt op på hans skød og pillede ved den hårtot, der hele tiden faldt i øjnene på ham. Han smilede bare sødt og roligt til mig og kyssede mig kind. "Jeg har altid ønsket mig en hest. Jeg havde engang en rødbrun hest, men vi var nød til at plukke blade og grene til den hver dag, selvom vi ikke havde tid, men til sidst døde den. Min far slagtede den og så havde vi mad til et år, måske to, men vi havde intet salt. Derfor var der mange bakterier dagen efter og så havde hesten alt for mange sygdomme. Min far blev meget syg og døde til sidst." Jeg trak på skuldrende for at vise, jeg var ked af det, selvom mindet kunne få mig til at græde. Jeg kunne stadig huske, at mor ikke ville sove i sengen hos mig, men gik uden for hele natten og græd sig selv i søvn.

Det virkede, som om han havde mere travlt med at kysse min hals end at høre efter, men da han trak sig væk og kiggede mig i øjnene lignede det, at han havde hørt efter.

"Det er jeg ked af," sagde han. "Du kan få alt af mig. Selv en hest."

Jeg smilede af ham og rystede på hovedet. "Jeg kan ikke få alt af dig, men jeg har fået nok."

"Tro mig, du kan få alt, hvad du vil." Han tog mine hænder i begge sine og lagde dem over hans hjerte. Det bankede langsomt og hårdt mod min hånd. Jeg kunne ikke lade være med at lægge mærke til de muskler bag hans tynde skjorte.

"Jeg er ikke sikker," mumlede jeg usikkert efter et stykke tid. Jeg rykkede uroligt på mig og kiggede endelig op i hans øjne. "Blev du vred på mig, da jeg ikke ville kysse dig?" Jeg fortsatte, da han bare så forvirret ud: "Der, hvor jeg ikke gad sige noget. Det føltes, som om du lige pludselig slog mig." Jeg var stadig ikke sikker på, om det var noget, jeg havde forstillet mig eller om han virkelig slog mig. Lige meget hvad, gjorde begge dele ondt.

Hans ansigtsudtryk ændrede sig med ét. Der var så meget smerte og sorg i, at det føltes, som om det var mig, det gjorde ondt på og ikke ham.

"Rosie, jeg vil aldrig gøre dig fortræd. Aldrig så meget som drømme om, for så ved jeg ikke, hvad jeg skal gøre af mig selv." Han tog fat i min nakke og hev mig tættere ind til ham. Hans hånd kørte op af mit ben, efterladte et usynligt brændmærke og hev kjolen med. Han hev fat i mine bare lår og pressede mig op af ham. Jeg mærkede varmen fra ham blive presset mod mig.

"Jeg ved det. Jeg var bare forvirret." mumlede jeg mod hans hals. Den duftede, som altid, af søde, friske roser. Jeg lukkede et kort øjeblik bare øjnene og nød duften af os og lyden af mit bankende hjerte og hans rolige, langsomme hjerte. Da kjolen pludselig faldt ned, kunne jeg ikke lade være med at beskyttet min overkrop, ved at presse den mod hans. Jeg havde undertøj på, men det var virkelig pinlig.

Han rejste sig op og jeg var nød til at følge med. Lige i det vores læber mødtes, kom et lyn bag os. Han kyssede mig ivrigt ned af min hals og jeg begyndte at koncentrere mig om skjorten. Min hænder rystede nervøst, både af frygt for, at jeg ikke kunne få den op og længslen efter hans smukke overkrop. Første knap var nem. Jeg kunne ikke lade være med at smile tilfreds, da jeg åbnede den sidste knap og Loren smed den ned på gulvet. Hans stærke arme blev lagt om mig og lidt efter gav han slip og jeg faldt på knæ ned på gulvet. Han kiggede smilende og roligt ned på mig, da mine hænder kravlede op af hans ben og mod den forbandede knap ved bæltestedet. Og lige som jeg troede, at jeg kunne få den lille knap op med mine tynde, lange negle, endte det med, at de forrådte mig.

Jeg kunne tude eller skrige af den skide knap, men hvad ville han ikke tænke? Han syntes sikkert allerede, at jeg var totalt dårlig og ikke kunne finde ud af det. Det var bare en knap, der skulle ødelægge alt og nu sad jeg og prøvede forgæves at få den op, uden held.

Jeg tog mine hænder til mig og begravede mit ansigt mellem mit lange hår og i mine hænder. "Jeg kan ikke finde ud af det!" Mine kinder var helt varme og sikkert meget røde. Jeg rystede helt og prøvede at holde mine tårer inde. Det var så pinligt! Alt gik perfekt for ham. Han var elegant til at åbne min kjole og god til alt, men jeg kunne ikke engang finder ud af små knapper.

Jeg lå stadig nede på gulvet med trusser, og en bh, der på en eller andet måde var åbnet. Så mærkede jeg hans stærke, beskyttende arme om min mave og hans muskuløse overkrop mod min ryg.

"Det er okay," sagde han lavt ned i mit hår. "Du kan godt finde ud af det."

"Jeg har ikke engang kysset en dreng, så hvordan skulle jeg kunne finde ud af det?" spurgte jeg hæst og flovt.

"Din overdrevent sexede attitude skjuler dine fejl godt," sagde han og jeg kunne høre smilet i hans stemme. Jeg kunne ikke lade være med at fnise, selvom det han lige havde sagt havde gjort mig mere flov.

Han hev mig op af gulvet og strøg mit hår væk fra ansigtet. Han trak mig langsomt hen til sengen. "Kom, lad ikke en knap ødelægge dette."

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...