Natteskrig

En historie om fattigdom og kærlighed. Den er fra 16 - 1700 tallet, og jeg aner seriøst ikke, hvordan det var dengang, men jeg prøver.
Pigen på billedet er hovedpersonen. Jeg tror nok, at det er Victoria Frances.
Håber I gider at læse min fantasy novelle i stedet for mine JB-noveller.

8Likes
59Kommentarer
4151Visninger
AA

3. 3.

Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle gøre af mig selv næste morgen. Mor lå i sengen og jeg sad på en ødelagt stol, der snart ville gå i stykker. Jeg var sulten, men turde ikke gå uden for.

Jeg strammede grebet om det skarpe stykke træ jeg havde i hånden. Jeg stirrede på døren, hvis der nu kom nogen ind.

Så blev håndtaget trykket ned. Langsomt og knagende. I stedet for at løbe derover med min skarpe gren, krøllede jeg mig sammen til en lille kugle og lavede nogle pivelyde. Jeg ville ikke blive angrebet igen. Jeg kunne ikke klare mere. Jeg vil den samme vej med mor ...

Jeg hørte nogle fodtrin, men min pivelyde og hulk overdøvede dem hurtigt. Jeg lagde stamt mine arme om mit hoved og ventede på det værste. Det eneste, der skete, var, at en tog min hånd. Den var kold, men blød.

Jeg trak min hånd til mig i en hurtig bevægelse og røg ned på gulvet. Jeg bakkede tilbage og så på drengen overfor mig og faldt stille til to. Han var kun omkring atten år og kunne intet gøre mig.

"Hvad laver du i mit hus?" spurgte jeg. Min stemme lød på en eller anden måde forpustet og hæs.

"Hej, Rosie," sagde han og ignorerede mit spørgsmål. Hans ansigt var kønt, men jeg ville ikke indrømme mere. Jeg ville ikke indrømme, at han var smu ... Hans sorte hår var sikkert silkeblødt at røre ved. Han havde bleg, glat hud, som sikkert også var silkeblødt og lignede en, der var yngre en atten, men hans bevægelser og hans muskuløse krop fik ham til at se meget ældre ud.

"Hvem er du?" spurgte jeg.

"Skal vi ikke begrave din mor? Hvis vi nu laver en flot begravelse og køber en masse blomster," sagde han og ignorerede igen mit spørgsmål. Han snakkede til mig, som om jeg var et lille, bange barn, og hvis jeg gjorde noget dumt ville han ikke blive bange.

"Hvorfor vil du ikke svare på mine spørgsmål?" spurgte jeg og lød irriterende. Det overraskede mig, at han ikke lige slog mig eller så irriteret ud. Jeg så godt, hvordan andres forældre slog deres børn. I Staen, den rige by, kaldte jeg den, så man på gaden, at de bare sådan slog deres børn. Mor og jeg tog altid derover og kiggede på alle de flotte ting. Desværre havde vi ikke engang råd til én eneste ting, og så fik vi endda elevatorblik af alle de rige mennesker. I det mindste havde de en bule på maven, der betød, at de havde mad og mor og jeg måtte overleve med at kigge på vores ribben.

"Det kunne jeg, men først skal jeg berolige dig."

Jeg følte mig som en lille barn foran en voksen mand, da han tørrede mine tårer væk som jeg ikke havde opdaget. Hans berørning fik det til at snurre i mig; der var noget galt.

"Jeg kan lide dit mærke på kinden," sagde han, men kiggede slet ikke på den. Han kiggede mig i øjnene. "Den er smuk."

"Min mor lavede den," sagde jeg.

"Den står for kærlighed. Det var du nok allerede godt." Han smilede som viste en lang række hvide tænder.

"Kendte du min mor?" spurgte jeg overrasket. Selvfølgelig gjorde han det, for hvorfor skulle han ellers komme her ind og være venlig imod mig? Det var ingen. Især ikke, når jeg var fattig. Selv de rige kæmpede med sulten, men det var ikke ligeså tit som mor og jeg.

"Ja. Vi var gode venner for nogle år siden. Desværre brød vi kontakten, men jeg lovede hende, at hvis der skete noget med hende, skulle jeg tage mig af dig." Han smilede igen, hvilket fik ham til at se kønnere ud. "Hun holdte godt nok meget af dig."

Jeg nikkede bare og kiggede hele tiden på ham. Jeg var bange for, om han angreb mig. Slog mig til blods med hans stærke arme.

"Skal vi tage til Staen og købe nogle blomster?" spurgte han. Jeg stirrede bare på ham, som om han var sindssyg.

"Jeg har ikke råd," sagde jeg.

"Men det har jeg," sagde han og rakte en hånd ned til mig, for at hjælpe mig op. Jeg tog ikke imod den, men rejste mig bare op.

"Hvor han du fået penge fra?" spurgte jeg.

"Jeg bor i Filken." Det gav ikke mening, men jeg fik gåsehud af det. Jeg var i Filken i nat. Der hvor der var det der menneske og varulvene ...

Jeg svarede ikke og ignorerede hans bekymrede blikke, da jeg blev bleg i hovedet af tanken om Filken.

"Hvad mener du, når du siger, at du vil tage dig af mig?" spurgte jeg.

"Så mener jeg, at jeg vil passe på dig som en seksten årig pige har brug for."

Jeg kiggede på ham og forstod  godt, hvorfor min mor var venner med ham. Ikke nok med, at han var køn, så var han også venlig.

"Betyder det så, at jeg må bo her?" Jeg tænkte ikke over at være i samme hus som ham, men over at have et hus i Filken midt i den store, uhyggelige skov.

Han bankede blidt på døren og den faldt ned på jorden. Jeg havde aldrig troet, at den var så skrøbelig. Huset kunne godt nok miste en del fra taget, når det blæste og ikke holde regnen ude, men dette hus var okay. Det var mit hjem, men nu var det altså blevet for gammelt og dødt. Skulle jeg virkelig til at miste to ting nu?

"Skal vi tage hen til Staen eller ej?" spurgte han. Jeg nikkede bare og kiggede ned af mig selv. Jeg troede ikke engang, at Staen ville lukke mig ind i deres fine by med lårkorte, beskidte shorts og en alt for stor top, der engang var hvid.

"Kan jeg ikke lige skifte?" spurgte jeg.

"Jeg venter her," sagde han og jeg gik hen i stuen og kiggede på det tøj i hjørnet. At vide, at han var bag en mur som var ret langt væk fik mig til at blive bange. Ikke ligeså bange som da han ikke var her, men nu var jeg van til den beskyttelse han viste. Hvis nu en varulv sprang igennem den skrøbelige væk ...

Jeg overvejede at få ham til at stå ved siden af mig, men jeg kunne da bare ikke smide mit tøj foran ham.

Jeg tog mig sammen og hev hurtigt tøjet af, så jeg stod i undertøj. Min hvide bh der var på vej til at blive brun havde kostet mor kassen. Det lignede heller ikke en som kvinderne i Staen rendte rundt med og spillede seje med. Denne var ikke køn, men heller ikke grim. Mit tøjskab bestod af noget tøj mor havde syet. Jeg tog en af hendes flotte, lyserød top på, der også var en smule for stor, men jeg bandt bare en knude ved stropperne. Jeg tog en par hvide shorts, der var for små til hende, siden der var så meget støv på. Hun havde kun ét par sko, der var en flad en med lædersnorer om foden. Jeg tog dem på og gik hen til drengen. Jeg vidste ikke engang, hvad han hed.

"Hvad hedder du?" spurgte jeg, da jeg gik hen mod ham. Jeg duftede godt i mors tøj. Hun fandt altid vilde, duftende blomster og proppede dem i vandet fra søen i en spand vand. Jeg savnede hende allerede, men jeg måtte være stærk. Det håbede jeg, at jeg havde arvet fra hende.

"Loren," sagde han. Han rakte hånden ud til mig, men igen tog jeg den ikke. Jeg gik ud der hvor døren engang var og stoppede overrasket op.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...