Natteskrig

En historie om fattigdom og kærlighed. Den er fra 16 - 1700 tallet, og jeg aner seriøst ikke, hvordan det var dengang, men jeg prøver.
Pigen på billedet er hovedpersonen. Jeg tror nok, at det er Victoria Frances.
Håber I gider at læse min fantasy novelle i stedet for mine JB-noveller.

8Likes
59Kommentarer
4146Visninger
AA

13. 13.

Jeg følte mig dejlig ren og så endda smuk i den kjole, jeg fandt i skabet. Den var lang og hvid med et sølvskær. Den mindede mig om sølvskæret i måneskinnet, og da måneskinnet lyste ud af vinduet, skinnede jeg helt med kjolen. Mit hår var ved at blive tørt og hang bare ned af ryggen, mens jeg betragtede skoven og mærkede hans arme omkring mig.

"Bliver du aldrig mæt?" spurgte jeg, da han kyssede min pulsåre ved halsen.

"Nej, egentlig ikke." Han trak mig mod sengen.

"Jeg vil ikke have blod på min kjole," sagde jeg og grinte lavt.

"Det kommer du heller ikke til." Han kyssede min hals igen og igen og mere intenst for hver gang. Så hørte jeg et klik, en lile, skarp smerte i min hals og en dråbe blod trille ned af halsen. Så hørte jeg det samme skrig fra en kvinde udenfor som sidste gang.

Jeg skubbede Loren væk, så han faldt ned i sengen. Han satte sig halvt op og støttede sig med sine albuer. Hårtottet faldt ned i øjnene på ham og en råd dråbe trillede ned af hans højre mundvige, mens han smilede skævt.

Jeg vendte ham ryggen og fór ned af trapperne med en hånd på halsen, så blodet flød ud mellem mine fingre.

Skriget lød igen, højere og mere smertefuldt. Jeg smækkede porten op og kiggede mod træerne. Noget krøllet, langt, hvidt hår fløj op i luften og blev så gemt bag et træ. Jeg løb med hurtige skridt derover, og det eneste, jeg fandt, var et stykke stof jorden. Det var hvidt og jeg kunne se igennem det.

Jeg kiggede mig rundt omkring, for at se, om jeg kunne se kvinden. Jeg kunne intet se, så hun måtte kunne løbe hurtigt.

Jeg kiggede ned på stoffet og hev det op, men fik ikke fat i det. Jeg prøvede igen, men min hånd røg direkte igennem den. Jeg fjernede min hånd fra min blødende hals og tog jorden med op. I det jeg havde stoffet i hånden og en klump jord, blev stoffet til røg. Røgen holdte sig sammen og fløj op til himlen. Jeg sad og stirrede på den, indtil jeg blev lidt svimmel.

"Rosie," sagde en stemme bag mig. "Du må ikke gå, når du stadig bløder." 

Jeg svarede ikke, men stirrede stadig der, hvor røgen forsvandt. Jeg kunne mærke, at han kyssede min hals og tungen mod såret. Det undrede mig, at han ikke havde tænderne fremme.

"Hvad laver du?" spurgte jeg og lagde en hånd på halsen, da blodet pludselig stoppede.

"Får blodet til at stoppe." Han lagde armene om mig, da mig mod ham. Jeg lagde mit hoved på hans bryst kasse og duftede til duften af roser - sorte roser. Jeg tog hans hånd, tørte noget blod af min hals og lagde det på den røde dråbe på brændmærket ved håndledet. Der var ingen forskel på farven. Mørkerød var farven og endda meget smuk. 

Han kiggede op på månen, der sendte sit måneskin ned på sig. Måneskinnet lignede, at der var tusind af diamanter i og havde et sølvskær.

"Jeg elsker dig," sagde jeg lavt. Det gjorde jeg. Det gik langsomt op for mig, hvor meget jeg holdte af ham og hvor knyttet vi var til hinanden.

"Jeg elsker også dig." Han løftede mit ansigt og kiggede mig i øjnene. Han føltes som den eneste i min verden. Han var det smukkeste jeg havde set, især i månelyset. Han føltes som mit kæreste eje, min udødelige vampyr. Ham jeg elskede og ville tage med ned i døden.

 

 

Slut.

 

2'er: Nattesorg.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...