Natteskrig

En historie om fattigdom og kærlighed. Den er fra 16 - 1700 tallet, og jeg aner seriøst ikke, hvordan det var dengang, men jeg prøver.
Pigen på billedet er hovedpersonen. Jeg tror nok, at det er Victoria Frances.
Håber I gider at læse min fantasy novelle i stedet for mine JB-noveller.

8Likes
59Kommentarer
4183Visninger
AA

11. 11.

Jeg vendte mig om og forventede det værste - hvilket jeg fik. Loren holdte for sin mund, men selv to hænder kunne ikke skjule det blod, han havde løbene ned af halsen.

Jeg kunne godt forstille mig hans stærke arme slå en varulv ned. Og meget nemt mig.

Lige da han trådte et skridt nærmere mig skreg jeg.  Jeg vendte mig om og satte i løb. Jeg holdte armene over hovedet, for ikke at få grene i hovedet. Jeg løb hurtigere og hurtigere jo mere lydende af en løbe nærmede sig.

Jeg løb hurtigere og hurtigere jo mere jeg kunne se huset. Det var oppe på en bakke og nemt at se. Det var det eneste sted, jeg ville hen, for jeg kunne låse dørerne. Huset føltes så langt væk, men nu kunne jeg løbe hurtigt, kun fordi jeg var bange.

Jeg stormede ind af porten og smækkede den i. Jeg slog låsen til og vendte mig lettet om. Tanken om, at han var blodtørstig der ude skræmte mig fra liv og død.

Efter den lange nat og dag, hvor vi havde været sammen og været mere knyttet end jeg nogensinde havde troet var jeg stadig forvirret. Loren, ham jeg godt kunne lide, drak blod og slog sikkert uskyldige mennesker ihjel.

Jeg gik ud i køkkenet og hoppede nærmest af skræk. Hvis han nu kom ind ... Hvis ulvene kom ind ...

Han stod lige foran mig. Bare sådan lige pludselig.  Han havde kun blod på halsen og skjorten, men det skræmte mig alligevel.

"Gå!" skreg jeg. "Hold dig væk!" Jeg tog fat i en sort vase og kastede den efter hans hoved. Han bukkede sig i sidste øjeblik og den røg ind i væggen bag ham.

"Vil du ikke nok lade mig tale?" spurgte han og gik imod mig. Jeg vendte mig om og fór op på mit værelse. Jeg kiggede mig ikke tilbage, men løb bare ind på mit værelse. Lige i det jeg skulle til at smække døren i, blev den smækket op i stedet for.

"Gå med dig!" Min stemme var ved at blive hæs, efter at skrige så meget. Jeg turde ikke slå ham, for han var sikkert stærkere end mig.

"Lad mig nu tale, Rosie." Han smækkede hårdt døren i bag sig. Jeg sank en klump og gik et skridt væk fra ham. "Det var meningen, at du skulle se mig sådan. Jeg kunne ikke holde det inde mere." Han gik tættere på mig, men jeg gik bare tilbage.

"Du sindssyg. Står du altid og dræber andre mennesker i din fritid? Hvad fanden er du for et monster?" hvæsede jeg af ham. Jeg vidste, at det gjorde ondt på ham, da jeg sagde det, men jeg var ligeglad. Han havde tænkt sig at dræbe mig eller havde lyst til at vise, hvor stort et monster, han var, inden han dræbte mig.

"Lad væ ..."

"Har jeg lige haft sex med en vampyr? En, der lever af blod og dræbe andre mennesker?" Jeg rystede, både af vrede og skræk. Hans ansigt så ikke farligt ud, mere sorget. Han var et monster, jeg vidste det. Selvom jeg virkelig kunne lide ham, haft den bedste nat og dag med ham, hvor vi havde klamret os til hinanden, kunne jeg lide ham. Jeg kunne ikke lade være med det, og især ikke have det dårligt over det, jeg lige havde sagt. "Bare dræb mig." Jeg spredte armene ud og lod dem falde slapt ned. Hvad skulle jeg ellers gøre? Flygte og kom ingen steder og blive spist af ulve? Hvis jeg skulle være ærlig, ville jeg helst have, at han dræbte mig.

"Kan du ikke fatte det?" spurgte han højt. Pludselig, bare sådan, stod han foran mig og bankede mig ind i væggen. "Jeg vil  ikke dræbe dig! Jeg vil ikke gøre dig ondt! Du skulle bare have sandheden at vide, inden det var forsent." Han tog fat i mine arme. "Jeg elsker dig."

"Monster," hviskede jeg ind i hans ansigt. Godt nok havde han lige sagt, at han elskede mig og ikke ville dræbe mig, men jeg kunne ikke fatte det. Verden var blevet helt fremmed for mig. Først varulve og nu vampyrer.

"Det ved jeg godt," sagde han. "Jeg vil også gerne være menneske, men sådan skal det bare ikke være. Jeg kan ikke gøre for det." Han trådte til siden og gav slip på mig. "Lad være med at gå. Jeg har virkelig kæmpet længe for at få fat i dig." Han satte sig i sengen og ventede bare på, at jeg gik. Døren føltes så tæt på og så nem at løbe ud af, men jeg gik ingen steder. Jeg stod midt i værelset og kiggede på ham.

"Tag dit armbånd af," beodrede jeg. Han gjorde som jeg sagde og smed den ned på gulvet. Han havde mærket på håndledet, smukt og tydeligt. "Hvorfor havde du armbånd på?" spurgte jeg og gik langsomt mod døren. Jeg lagde en hånd på dørhåndtaget, så jeg var klar til at flygte.

"Fordi du ikke skulle opdage, at jeg havde mærket. Jeg ville ikke miste dig med det samme." Han kiggede på mig, som om det var sidste gang, han kunne komme til det.

"Hvad er det for nogle ringe, der er om armbåndet?" spurgte jeg.

"Blod."

"Fra hvem?" Jeg lænede mig op af døren. Han svarede ikke. Jeg trak ned i håndtaget.

"Dig," sagde han hurtigt. "Det røde blod er fra dig."

Jeg kiggede på det og så det røde ligge frisk i glasringene.

"Hvordan fik du fat i det?" Jeg strammede grebet om håndtaget, da det blev lidt uhyggeligt. Jeg snøftede og opdagede pludselig, at jeg græd.

"Du skar dig på fingeren for nogle år siden. Kan du ikke huske det? Da du kom tilbage til der, hvor der burde ligge blod, var det væk."

Jeg kunne godt huske det. Da jeg kom løbende tilbage med et blødt blad om fingeren og kiggede på den torn, der skar sig dybt ind i min hånd, var blodet pludselig væk.

"Hvad er det sorte?" Det mindede mig om brændmærket. Den røde og sorte blod.

"Det er mit blod." Han rykkede uroligt på sig. "Ja, jeg har sort blod."

"Hvorfor gjorde du det?" Jeg gav slip på håndtaget og han så helt lettet ud.

"Fordi jeg savnede dig. Jeg har fulgt efter dig siden du blev født og beskyttet dig. Du havde ret, der var ret faligt udenfor."

"Fulgte du efter mig den nat, hvor jeg så ulvene?"

"Ja. Jeg besvimmede dem kun og hev stenen væk og jagede dig hjem, ellers ville du aldrig kunne komme tilbage."

Jeg huskede, at grene knækkede og en løbe bag mig hele vejen hjem. "Du lagde brænde på dørtrinet." Det var ikke et spørgsmål. Alt gik langsomt op for mig. At han havde fulgt efter mig hele livet og reddet mig væk fra varulve og andre ting. Hvor meget han faktisk gjorde for mig.

Jeg gled ned af døren og sad på gulvet. "Hvorfor?" spurgte jeg.

"Fordi jeg elsker dig."

Jeg kiggede ned i gulvet og undgik hans blik. Han elskede mig ikke for hurtigt. Han havde kendt mig i seksten år, uden jeg vidste det.

"Kom her," mumlede jeg og rakte tøvende en hånd i mod ham. Han rejste sig op og tog fat i den. Så lagde jeg ellers tøvende armene om ham, forbandede det han i virkeligheden var og nød igen duften af roser.

"Tak, fordi du ikke gik," hviskede han ned i mit hår. Jeg rystede stadig. Synet af ham med blod ud over det hele skræmte mig virkelig. "Undskyld, at du skulle se det," sagde han, som om han kunne læse mine tanker. "Du må ikke være bange for mig."

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...